Hvad børn ikke ved... har de ondt af
Hvordan, hvornår og hvad skal vi snakke og fortælle vores børn om ulykken, der har ramt vores familie? Oveni alle andre udfordringer, tumler mange forældre med disse spørgsmål.
Vi vil så gerne skåne børnene for bekymringer, men hvordan skåner vi dem bedst?
At ’skåne’ børnene med tavshed eller fortielser er en dybt rodfæstet men fejlslagen tradition i vores kultur. Tavsheden kan gøre børn usikre, og den kan plante følelser af skyld, skam og forkerthed.
Med eksempler fra egen praksis og inspiration fra neurovidenskaben, vil Karen Glistrup give sit bud på, hvorfor og hvordan vi kan snakke med børn og unge om alle de oplevelser, tanker og følelser, som følger med efter ulykken. Det er aldrig for sent at starte samtalen.
Webinaret er for dig, der gerne vil blive klogere på, hvordan man kan snakke med børn og unge om livet efter ulykken.
Om oplægsholderen
Karen Glistrup er socialrådgiver, familie- og psykoterapeut MPF og forfatter.
Siden slutningen af 90’erne har hun hjulpet ramte forældre med at få taget hul på den vigtige snak med deres børn om den virkelighed, de er sammen om. Hun har set, hvordan den åbne dialog i familierne forløser fortielsens smerte, og hvordan både børn og forældre efter en familiesamtale går ud ad døren med en ny og bedre kontakt med hinanden.
Karen udfordrer de vante forståelser af, hvordan vi snakker med børn. Hun anbefaler, at vi holder op med at stille børnene så mange spørgsmål og i stedet fortæller dem noget, som giver dem en forståelse af sig selv og deres familie.
Karen er forfatter til flere bøger. Hvad børn ikke ved... har de ondt af og SNAK OM DET... MED ALLE BØRN – en bog om følelser i familien er udkommet på bl.a. tyske forlag.
På www.snakomdet.dk finder du alle bøger, og her ligger også et gratis login til 1. session af det online kursus HVAD BØRN IKKE VED... har de ondt af.