Gå til hovedindhold

Introduktion til mindfulness - del 2

Hvordan kan du bruge mindfulness til at passe bedre på dig selv og mindske stress og tankemylder? Stressvejleder Lisa Klint deler ud af sin viden i dette webinar. 

Det kan være både stressende og afmagtsfuldt at være familiemedlem eller pårørende og have sygdom og smerter tæt inde på livet. Mange faktorer er udenfor din kontrol, og du mærker måske tankemylder, uro og bekymringer.

I disse to webinarer giver Lisa Klint fra Center for Fokus dig en introduktion til mindfulness – både i form af praktiske øvelser til hjemme brug, forståelse af hvad mindfulness er, og hvordan det kan hjælpe til nærvær med dig selv og andre, kultivere tålmodighed og accept og bare være den, du er.

Mindfulness kan hjælpe med at reducere stresssymptomer og give større bevidsthed om dine egne måder at reagere på, og hvordan du passer på dig selv.

Der tages afsæt i det evidensbaserede 8 ugers MBSR-forløb (Mindfulness-baseret stressreduktion). Du behøver ikke have forudgående kendskab til mindfulness og meditation. Der vil være hjemmeøvelser imellem de to sessioner i form af nærværstræning og mindfulness øvelse.

Dette er webinar 2. For at få mest muligt ud af webinaret, anbefaler vi, at du ser det første webinar.

Indhold

  • Bodyscan
  • Stress relaterede tanker og følelser
  • Hvordan kan du mindske stress
  • Ubehag og accept
  • Fokus øvelse
  • Mindful egenomsorg og fortsættelse af mindfulness

Om oplægsholderen

Lisa Klint er foredragsholder, stressvejleder, udviklingskonsulent og har uddannelser fra Dansk Center for Mindfulness ved Aarhus Universitet i Mindfulness Baseret Stress Reduktion (MBSR), Axept, Motivation Factor Program, Forest Therapy Institute og er certificeret coach, søvnvejleder og stressbehandler.

Lisa afholder løbende mindfulness kurser og stressforebyggelse for virksomheder, foreninger, offentlige institutioner samt åbne kurser for private, og har faste aftaler med kommuner og andre aktører, hvor hun underviser i psykoedukation, smertemestring, søvnvejledning og mindfulness.