Familietur til Jernalderbyen Odins Odense
Kom gratis med i Jernalderbyen søndag d. 1. september 2024.
Kom gratis med i Jernalderbyen Odins Odense søndag d. 1. september, når Judith og hendes familie inviterer til en spændende og lærerig dag i samarbejde med UlykkesPatientForeningen.
Vi mødes ved indgangen kl. 10.30 og følges ad ind i byen, hvor I træder tilbage i tiden til den danske jernalder for 2000 år siden. Først vil der være fælles velkomst og introduktion til jernalderen og Jernalderlandsbyen Odins Odense. Derefter er der rig mulighed for at slå sig løs med Jernalderens lege, kamptræning og kraftprøver. Efterfølgende skal I sammen med de andre familier tilberede et udbredt måltid af datidens råvarer og naturens urter under kyndig vejledning. Måltidet nydes herefter omkring bålet. Menuen består af: Grillet kød, bygotto med årstidens grønt. Fladbrød, friskost, smør, bær, frugt, nødder.
Turen er arrangeret af Judith i samarbejde med UlykkesPatientForeningen.
På turen deltager også Judiths mand.
Hvem kan deltage?
Turen er forbeholdt ulykkesramte familier med børn/unge, og det er gratis at deltage. Der er plads til fem familier med max seks personer inklusiv evt. ledsager.
Hvordan kommer I med?
For at komme med på turen, skal du udfylde ansøgningsskemaet her på siden med en kort beskrivelse af, hvem du vil invitere med til Jernalderbyen. Der er ansøgningsfrist fredag d. 9. august kl. 9.
Efter ansøgningsfristen trækker UlykkesPatientForeningen lod blandt de familier, der har ansøgt om at komme med på turen.
I får svar på jeres ansøgning pr. mail senest onsdag d. 14. august.
Takket være midler fra Socialstyrelsen har UlykkesPatientForeningen fået mulighed for at give ramte og deres familier gode oplevelser med andre familier, som I selv bestemmer – helt gratis.