Erstatning efter en ulykke
Hvis du har været ude for en ulykke, kan du være berettiget til erstatning.
Hvis du har fået en skade, og en anden person kan gøres ansvarlig for den, kan du få erstatning efter erstatningsansvarsloven.
Du skal kunne bevise, at en anden er skyld i din skade, og du skal sende dit krav om erstatning til den pågældende eller den pågældendes forsikringsselskab.
Der findes særlige regler ved
- Færdselsskader
- Arbejdsskader
- Voldssager
Færdselsskader
Hvis du kommer til skade i et trafikuheld, hvor der er et andet motorkøretøj involveret, er der tale om et såkaldt objektivt ansvar. Det betyder, at du er dækket af modpartens ansvarsforsikring, også selv om modparten ikke har været skyld i ulykken.
Som udgangspunkt vil du få fuld erstatning for den skade, du har fået i færdselsuheldet. Der kan dog være tilfælde, hvor forsikringsselskabet kan nedsætte eller bortfalde erstatningen, hvis du selv har handlet groft uagtsomt. Læs mere i færdselsloven kap. 16.
Hvis du er fører af en bil, der er udsat for en soloulykke, er der ikke nogen, der kan gøres ansvarlig for den skade, du pådrager dig. Derimod er passagerer i bilen dækket af din ansvarsforsikring. Du kan dog selv have tegnet andre forsikringer, som du er dækket af.
Hvis du er udsat for et trafikuheld og modparten flygter eller ikke har tegnet ansvarsforsikring, skal du kontakte Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring (DFIM), der vil udrede erstatningen.
Arbejdsskader
Hvis du får en arbejdsskade, kan du få erstatning via arbejdsskadesikringsloven, selv om der ikke er andre, som kan stilles til ansvar for din skade.
Læs mere om erstatning efter en arbejdsskade
Voldssager og andre skader
Der findes desuden særlige regler om erstatningsansvar ved produktansvar, skader efter overfald, skader forvoldt af hunde, luftfartsskader og en række andre skader, som vi ikke vil uddybe her, men disse kan findes i de enkelte love på områderne.
Forskellige typer erstatning
Her kan du se, hvilke typer af erstatninger du kan få ifølge erstatningsansvarsloven.
-
Du kan have ret til at få dækket eventuelle helbredelsesudgifter, hvis du som følge af din skade har behov for genoptræning eller lignende.
-
Du kan få dækket dit indtægtstab, indtil du kan begynde at arbejde igen. Der fradrages for løn under sygdom, dagpenge, erstatning for midlertidigt tab af erhvervsevne, forsikringsydelser, der har karakter af en virkelig skadeserstatning, og lignende ydelser.
-
Du kan få udbetalt et skattefrit beløb pr. dag i den periode, hvor du er fuldt eller delvist sygemeldt på grund af skaden. I 2021 er godtgørelsen på 215 kr. per dag, og du kan maks. få udbetalt 82.000 kr. svarende til lidt over et år.
-
Hvis dit varige mén som følge af skaden er 5 procent eller derover, har du ret til en godtgørelse, der kompenserer for de gener, du har fået på grund af skaden eller sygdommen. Vær opmærksom på, at enkelte forsikringer kan have højere grænser.
-
Hvis din skade medfører, at du varigt vil have et indtægtstab, fordi du har begrænsede muligheder for at varetage et arbejde, har du ret til erstatning for tab af erhvervsevne.
Dit tab beregnes i procent, og der udbetales ikke erstatning, hvis dit tab er mindre end 15 procent.
Hvis du har en arbejdsskade, hvor du også får udbetalt erstatning for tab af erhvervsevne, vil du få udbetalt differencen mellem arbejdsskadeerstatningen og erstatningen efter erstatningsansvarsloven.
-
Ved dødsfald kan der udbetales rimelig erstatning for begravelsesudgifter, en erstatning på 30 procent af den erstatning den afdøde ville have opnået ved et fuldstændigt tab af erhvervsevne, erstatning til efterlevende børn samt overgangsbeløb. For yderligere uddybning af de forskellige erstatninger se Erstatningsansvarsloven § 12-14a.
Erstatning fra din egen forsikring
Ud over den erstatning, du kan få, hvis andre kan gøres ansvarlig for din skade, kan du også være dækket af dine privattegnede forsikringer.
Hvem skal du kontakte?
Hvis du kommer ud for en skade, skal du undersøge, hvor du er forsikret.
Udover dit private forsikringsselskab, hvor du blandt andet kan have tegnet en ulykkesforsikring, kan du også være dækket via dit pensionsselskab, din bank og din fagforening. Du skal derfor kontakte disse for at høre, om du er dækket forsikringsmæssigt af dem.