Gå til hovedindhold

Uddannelse

Hvis du er studerende og ulykkesramt, skal du måske forholde dig til en række regler, som det kan være svært at få et overblik over.

Kvinde sidder foran computer

Der findes forskellige muligheder for at hente støtte til at gennemføre en uddannelse.

Her finder du en oversigt over de ordninger, som UlykkesPatientForeningens socialrådgivere oftest rådgiver om. Listen er ikke udtømmende.

Uddannelsesvejledning

Mange uddannelsesinstitutioner har uddannelsesvejledere ansat. Hos uddannelsesvejlederen kan du hente råd og vejledning om dine muligheder for at tilrettelægge din uddannelse, så den tilpasses dine særlige behov.

Børn og unge op til 25 år kan hente råd og vejledning hos deres lokale UU vejledning (Ungdoms Uddannelses Vejledning). UU vejlederne findes på din uddannelsesinstitution.

Er du ikke aktuelt tilknyttet en uddannelsesinstitution, kan du finde kontaktoplysninger til din lokale UU vejledning på din kommunes hjemmeside.

SU med handicaptillæg

Såfremt du har en varig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, som begrænser dig betydeligt i forhold til at have et indtægtsgivende arbejde ved siden af dit studie, kan du være berettiget til SU med handicaptillæg. Dette kræver, at du er optaget på en videregående uddannelse, samt er berettiget til SU.

Læs om SU hos Styrelsen for videregående uddannelser

Specialpædagogisk støtte, praktisk hjælp og hjælpemidler

Specialpædagogisk støtte er et tilbud til dig, der har en funktionsnedsættelse og ønsker at få en uddannelse. Støtten har til formål at kompensere for de udfordringer, din funktionsnedsættelse giver i forhold til dit studie.

Støtten kan blandt andet være i form af indretning, for eksempel ramper, håndtag, møbler, it-udstyr eller praktisk hjælp fra en personlig assistent.

Læs om specialpædagogisk støtte hos Styrelsen for undervisning og kvalitet

Uddannelsesgodtgørelse

Har du været ude for en arbejdsskade, kan du være berettiget til uddannelsesgodtgørelse til en erhvervskompetencegivende uddannelse.

Har du efter årsskiftet 2023-2024 en samlet méngrad på min. 10 %, kan du efter omstændighederne få uddannelsesgodtgørelse. 

Du kan opnå 83 % af din løn før arbejdsskaden i op til 4 år.

Læs mere om uddannelsesgodtgørelse på borger.dk

Revalidering

Revalidering er et tilbud til dig, der har begrænsninger i arbejdsevnen, som gør, at du ikke kan gennemføre en uddannelse på almindelige vilkår, selv med støtteordninger.

Du kan få bevilget revalidering i form af uddannelse, omskoling, opkvalificering eller virksomhedspraktik.

Læs om revalidering på borger.dk