Gå til hovedindhold

Sygedagpenge

Du kan få sygedagpenge fra kommunen, hvis du bliver syg og ikke kan passe dit arbejde. Får du løn fra din arbejdsgiver under din sygdom, er det din arbejdsgiver, som modtager sygedagpengene.

En kvinde sidder ved et bord og læser en avis

Hvem kan få sygedagpenge fra kommunen?

Du har ret til at modtage sygedagpenge fra kommunen, hvis

  • du er uarbejdsdygtig på grund af egen sygdom. Kommunens afgørelse af, hvorvidt du er uarbejdsdygtig, sker på grundlag af en samlet vurdering af din sygdom og dens indvirkning på din mulighed for at varetage dit arbejde og
  • du opfylder beskæftigelseskravene i henhold til Lov om sygedagpenge § 32

Sådan søger du eller din arbejdsgiver om sygedagpenge

Hvis du er i arbejde og får løn under sygdom, kan din arbejdsgiver efter 30 dage anmode om sygedagpengerefusion fra kommunen via Nemrefusion.

Hvis du ikke får løn under sygdom, kan du selv anmode om sygedagpenge fra kommunen via borger.dk.

Når du eller din arbejdsgiver har anmodet kommunen om sygedagpenge, vil du modtage et oplysningsskema. Du skal udfylde oplysningsskemaet og returnere det til din kommune inden tidsfristen. Din kommune bruger oplysningsskemaet til at vurdere, om du er berettiget til sygedagpenge.

Hvis du er selvstændig, kan du anmode om sygedagpengerefusion fra kommunen via Nemrefusion.

Hvis du er syg mere end otte uger

Hvis du forventer at være sygemeldt i mere end otte uger fra 1. sygedag, skal du indgå i et opfølgningsforløb hos kommunen. Du har ret og pligt til at deltage i kommunens opfølgning.

Hvis du er alvorligt syg, kan du blive fritaget fra kommunens opfølgning ved den såkaldte standby ordning. Her vil opfølgningen foregå på anden vis uden kontakt til dig, for eksempel ved at kommunen henter lægelige oplysninger fra behandlende læge.

Kommunen skal løbende i din sygedagpengesag vurdere, om du er berettiget til fortsat udbetaling af sygedagpenge. Endvidere skal din kommune tage stilling til, om du på grund af din helbredsmæssige tilstand kan være berettiget til ressourceforløb, revalidering, fleksjob eller førtidspension.

Så længe kan du modtage sygedagpenge

Som hovedregel kan du få sygedagpenge i højest 22 uger inden for en ni-måneders periode.

Kommunen skal inden de 22 uger have foretaget en vurdering af din helbredsmæssige situation, hvor der tages stilling til, om der er grundlag for at forlænge din sygedagpengeperiode. Dette tidspunkt omtales som revurderingstidspunktet.

Der er syv forskellige muligheder for forlængelse:

  • Det vurderes som overvejende sandsynligt, at der kan iværksættes en revalidering, herunder virksomhedspraktik, der kan føre til, at den sygemeldte kan vende tilbage til det ordinære arbejdsmarked.
  • Det anses for nødvendigt at gennemføre virksomhedspraktik eller andre afklarende foranstaltninger med henblik på at klarlægge den sygemeldtes arbejdsevne. Sygedagpengeperioden kan i dette tilfælde forlænges i op til 69 uger.
  • Den sygemeldte er under eller venter på lægebehandling og det skønnes, at man vil kunne genoptage erhvervsmæssig beskæftigelse inden for 134 uger regnet fra revurderingstidspunktet.
  • Kommunen har vurderet, at en sag skal behandles i rehabiliteringsteamet, med henblik på at kommunen hurtigst muligt kan træffe afgørelse om ressourceforløb, fleksjob eller førtidspension.
  • En læge vurderer, at den sygemeldte har en livstruende, alvorlig sygdom.
  • Der er rejst sag om ret til erstatning efter lov om arbejdsskadesikring eller lov om sikring mod følger af arbejdsskade.
  • Der er modtaget en ansøgning om førtidspension efter § 17, stk. 2, 1. pkt., i lov om social pension, eller når kommunen har vurderet, at det er helt åbenbart, at en persons arbejdsevne ikke kan forbedres, og sagen derfor ikke skal forelægges rehabiliteringsteamet, jf. § 18, stk. 2, 2. pkt., i lov om social pension.

Hvis din sygedagpengeperiode ikke kan forlænges, og kommunen fortsat vurderer, at du er uarbejdsdygtig på grund af sygdom, vil du overgå til et jobafklaringsforløb.

Læs her om forløbet fra sygemelding til afklaring

Muligt at blive delvist raskmeldt

Hvis du under din sygemelding er i stand til at genoptage dit arbejde på nedsat tid, kan du delvis raskmelde dig og begynde at arbejde de timer, din helbredstilstand tillader.

Du skal være sygemeldt fra dit arbejde i mindst fire timer om ugen fra din normale arbejdstid for fortsat at være berettiget til sygedagpenge.

Miste retten til sygedagpenge

Du kan miste din ret til sygedagpenge:

  • hvis kommunen vurderer, at du ikke længere er uarbejdsdygtig
  • hvis du uden rimelig grund undlader at medvirke ved kommunens opfølgning
  • hvis du mod lægens opfordring afviser behandling, eller hvis du mod lægens eller kommunens opfordring afviser at deltage i hensigtsmæssig genoptræning for at genvinde din arbejdsevne. Undtagelsesvist kan behandling afslås, såfremt der er tale om behandling af indgribende karakter, jævnfør Lov om Sygedagpenge § 21 a.
  • hvis du ved din adfærd forhaler helbredelse

Sådan klager du over en afgørelse

Inden kommunen træffer afgørelse i din sygedagpengesag, skal du partshøres i forhold til den påtænkte afgørelse.

Du har mulighed for at komme med bemærkninger, hvis du ikke er enig. Kommunen skal forholde sig til dine bemærkninger og vil derefter træffe den endelig afgørelse.

Du vil modtage et brev med afgørelsen og en klagevejledning. I klagevejledningen står beskrevet hvilke krav og tidsfrister din klage skal overholde. Du kan klage til kommunen både skriftligt og mundtligt.

Vi anbefaler, at du klager skriftligt, og får en kvittering på denne, så du kan dokumentere din klage.

Når kommunen har modtaget din klage, skal de revurdere afgørelsen. Hvis kommunen fastholder afgørelsen, vil din klage blive videresendt til Ankestyrelsen, som derefter vil træffe afgørelse i sagen.