Vi tager stadig alt for meget medicin

- Du skal lede meget lang tid efter en smertelæge, som for nylig har startet en medicinsk behandling op. Min hverdag er fyldt med at trappe mennesker med kroniske smerter ud af medicin. Alt for mange tager smertestillende medicin, som de reelt ingen gavn har af, begynder Gitte Handberg, der er overlæge ved Smerteklinikken på Bispebjerg Hospital, og har arbejdet med mennesker med kroniske smerter i årtier.

Til trods for den nedslående konstatering ser Gitte Handberg opløftende tendenser i samfundet, når det kommer til synet på medicin. Der er nemlig blevet skubbet til opfattelserne af, hvad smertestillende medicin kan gøre og ikke kan gøre for mennesker, som lider af smerter i årevis.

- Jeg er glad for, at det er som om, samfundet er begyndt at få øjnene op for, at medicin måske er en kortvarig løsning, hvis det overhovedet er en løsning. Og at der skal noget andet til for den her meget hårdt ramte gruppe af mennesker med kroniske smerter, lyder det fra Gitte Handberg.

Hun understreger også, at smertestillende medicin ikke nødvendigvis er en dårlig ting, men at man både som patient og sundhedsprofessionel hele tiden bør være bevidst om, hvad formålet og planen med et præparat er. Og hvornår man skal ud af sit forbrug igen.

- Smertestillende medicin kan virke i begyndelsen på kroniske smerter. Nogle er så heldige, at smerteintensiteten halveres af smertestillende medicin, men det, vi også kan se, er, at efter tre til seks måneder, så er effekten som oftest mindsket, og nogle gange er der slet ingen effekt længere, forklarer Gitte Handberg og fortsætter om konsekvensen:

- Selv de stærke morfinstoffer mister effekt over tid. Det betyder, at man som kronisk smerteramt står tilbage med bivirkninger og medicin, som er vanedannende, men som ikke længere har den effekt, det havde engang. På den måde sidder mange i en slem klemme.

Kroniske smerter er komplekse

Der er sket meget de seneste årtier, når det kommer til synet på kroniske smerter, medicin og behandling.

Tankegangen, som har vundet indpas, har sin oprindelse på den anden side af Atlanterhavet.

- I starten af 1980’erne begyndte man i USA at se kroniske smerter som meget mere end noget, læger kunne fikse med medicin. Man etablerede den første tværfaglige smerteklinik, hvor man så på det biologiske, det psykologiske og det sociale. Man anerkendte, at det er meget komplekst at gå med vedvarende smerter, og at det smitter af på psyken og på alle sociale forhold i tilværelsen, fortæller Gitte Handberg.

- Det var det første store skred væk fra, at vi troede, vi kunne give folk blokader og morfin, og hvis det ikke virkede, så var det kun et spørgsmål om, at de skulle have noget mere, forklarer Gitte Handberg og supplerer:

- Men jeg må nok sige, at over årene har det været svært at få alle læger til at forstå, at vi ikke kommer ret langt med vores naturlige værktøj, som er medicin. Det spiller meget ind, tror jeg, at medicin er den hammer, vi har fået, og for os med en hammer, ligner alting et søm. Mange læger griber til de smertestillende midler stadigvæk. Og det er også i mange tilfælde i den forventning, patienter kommer til os: At der da må være noget, jeg kan få for det her.

I årevis har det endda været særligt bekymrende herhjemme hvad angår morfinforbrug, hvor Danmark ligger markant højere end vores nordiske naboer.

- Det er selvfølgelig ikke godt. Den positive del er dog, at vi inden for de seneste fem år har set forbruget falde. Så den opmærksomhed, der er kommet, har påvirket udskrivelsen. Det skyldes blandt andet den efterhånden udbredte viden om, hvor galt det er gået i USA (opioidkrisen, red.), fortæller Gitte Handberg.

- Streamingtjenester har haft flere serier og dokumentarer om emnet. Blandt andet derigennem har vi i den danske befolkning fået øje på, at vi da har et problem her, og det skal vi selvfølgelig tage seriøst og blive ved med at søge viden om.”

Manglende dialog bekymrer

UlykkesPatientForeningen har for nylig foretaget en undersøgelse, hvor det viser sig, at næsten 70 pct. af de besvarende medlemmer tager lægeordineret smertestillende medicin. For 40 pct. er der tale om flere gange dagligt.

På spørgsmålet om man mindst én gang årligt har en samtale med sin læge eller hospitalslæge om sit medicinindtag har over halvdelen af medlemmerne svaret nej.

- Det fremgår af vejledningerne for vanedannende medicin, som Styrelsen for Patientsikkerhed er meget opmærksomme på, at patienterne skal møde frem hos lægen hver gang deres recepter på vanedannende midler skal fornys. Og at det er lægen, de skal tale med, ikke bare have recepten ekspederet hos sekretæren. Det har været et stort logistisk arbejde at få dette på plads; der er kun få undtagelser. Denne praksis er det mit indtryk nu, i det store hele, er på plads, lyder det fra Gitte Handberg.

Men den manglende dialog, som åbenbarer sig i UlykkesPatientForeningens undersøgelse, bekymrer:

- Jeg gætter på, at svaret fra undersøgelsen må være et resultat af, at de ikke har følt sig hørt, også selv om de har hentet recepter on location. Uanset om patienterne ikke har haft en samtale med deres læge eller ikke har følt sig hørt, synes jeg, det er meget trist.

Medicin fylder også mentalt

Gitte Handberg er fortaler for, at man sikrer, at dialogen bliver intensiveret.

- Jeg kunne godt tænke mig, at mennesker med kroniske smerter blev håndteret som alle andre kroniske patienter med eksempelvis diabetes, KOL, højt blodtryk, højt eller lavt stofskifte. Der skal være en årskontrol og opfølgning to eller tre gange i løbet af året. Og at der, til disse besøg, er tid til en samtale om den fortsatte medicinering, siger smertelægen og fortsætter:

- Mine kollegaer rundt om i systemet kender godt til de veje, man kan gå for at forsøge at behandle smerter med medicin. Men der bliver ikke fulgt godt nok op på, om det virker.

Igen er det mennesker med kroniske smerter, som sidder tilbage med sorteper.

Overlæge Gitte Handberg slutter af med at pege på flere uhensigtsmæssige faktorer, som smertestillende medicin fører med sig:

- Lavpraktisk bruger man penge på noget, der ikke virker. Samtidig putter man noget kemi i kroppen, som man slet ikke får en gevinst af. Det bliver de fleste trætte af at tænke på. Så er der hele den psykologiske ting, at man måske tager en masse forskellige præparater og tænker ’hvor må jeg være syg’. Og endelig det etiske, som vi har været inde på: Skal folk gå og tage stærk medicin, uden der bliver taget hånd om behandlingen og situationen? Det skal man da selvfølgelig ikke.