Træning: Når motivationen (helt) mangler

Livet kan ændre sig på et splitsekund, når man kommer ud for en ulykke. Når der er ting, man ikke længere kan, og man skal til at forholde sig til sit liv på en ny måde, kan det føles som en overvindelse også at skulle gå i gang med genoptræning. Nogle ulykkesramte mangler helt motivationen og har svært ved at finde den. De tænker: ’Aldrig i livet!’ til stor frustration for deres pårørende.

Det er almenmenneskeligt, at man som pårørende gerne vil have, at dem, man holder af, har det godt. I ren frustration kan man komme til at skælde ud og true, men det kommer der ikke noget godt ud af. Ofte tror man fejlagtigt, at jo højere man råber, desto mere vil den anden forstå, men det omvendte sker. Den ulykkesramte lytter mindre. Ved at skælde ud og true kan man højst opnå, at den ulykkesramte træner af pligtfølelse, men kun at være motiveret af et ydre pres er uholdbart i længden.

Generelt virker trusler og udpensling af skrækscenarier ikke, viser masser af undersøgelser. Det er også Lise Jarnbyes erfaring som fysioterapeut på Specialhospitalet for Polio- og Ulykkespatienter.

”Vi bruger ikke trusler og straf, for det flytter ikke noget. Når vi arbejder på at motivere ulykkesramte til genoptræning, forsøger vi at finde de aktiviteter, der opleves meningsfulde for den ulykkesramte. Det er det bedste udgangspunkt for at skabe en varig ændring i motionsvaner,” siger Lise Jarnbye.

Forskellige værdier

For at finde sin drivkraft til at gøre noget frem for noget andet, som motivation kan beskrives som, er det afgørende at kunne se en mening med at dyrke motion. Vores motivation hænger sammen med vores værdier – det, der er vigtigt for os. Hvad, der gør os motiverede, er forskelligt fra menneske til menneske, fordi vi har individuelle værdier for, hvad vi vil med vores liv. Vi opfatter desuden sundhed forskelligt.

”For nogle mennesker er sundhed at træne for at undgå sygdom, mens det for andre er at have det godt mentalt. Sundhed forbindes ikke nødvendigvis med fysisk aktivitet. Det kan for eksempel også handle om at bo et godt sted, hvor der ikke er så meget forurening eller have råd til gode oplevelser,” siger Lise Jarnbye.

Vi er i høj grad styret af vores lyster og behov. Nogle mennesker er ikke vant til at dyrke motion og synes for eksempel, at det er rarere at sidde i sofaen og hyggesnakke. Holdningen til motion ændrer sig ikke nødvendigvis, fordi man har været ude for en ulykke og fået en skade. Hvorfor skal man træne nu, når man aldrig før har gjort det?

”Hvis man ikke er vant til at træne og ikke kan se meningen med det, er min opgave som fysioterapeut at hjælpe med at se anderledes på motion og fysisk aktivitet. De fleste er fysisk aktive på mange måder, men forbinder det ikke med motion. Jeg spørger, hvornår de er aktive – om de for eksempel går tur med hunden, gør rent, leger med børnebørnene osv. Disse aktiviteter er jo også træning. Vi ser på, hvilke aktiviteter i dagligdagen den ulykkesramte alligevel tager sig af og inddrager det som træning. Eller jeg undersøger, hvad de synes er sjovt at lave med det formål at vænne dem til at bruge kroppen på en mere målrettet og meningsfuld måde, så de får en god oplevelse af at bruge kroppen. Det gælder om at finde noget, der giver mening, og hvor man ikke tænker på, at man træner. Motion er meget andet end at gå i et fitnesscenter,” siger Lise Jarnbye.

Selvbestemmelse, samhørighed og ressourcer

Selvbestemmelse har ifølge Lise Jarnbye stor betydning for, hvor lystbetonet motion er. Af samme grund presser fysioterapeuten aldrig noget ned over hovedet på ulykkesramte, men sørger for, at de selv er med til at bestemme indholdet af deres genoptræning.

Ud over at det er vigtigt for os mennesker at føle, at vi har kontrol over vores eget liv, blandt andet ved at være medbestemmende, har vi også behov for at føle samhørighed. Derfor kan det være meget motiverende at dyrke motion sammen med andre.

”Når man dyrker motion med andre, skaber man relationer og samhørighed. Man kan for eksempel aftale at gå en tur eller finde på andre former for fysiske aktiviteter sammen med andre. Det bliver nemmere at gøre noget, når man har nogen, man gør det med. Fællesskaber skaber glæde for de fleste.

Det kan desuden hjælpe en med at komme afsted, at nogen forventer, at man kommer, og de venter på en. Alle, der træner, skal overtale sig selv til at træne indimellem, og her kan aftaler med andre støtte en i at være vedholdende,” siger Lise Jarnbye.

Anders Aaby er psykolog og ph.d.-studerende på Syddansk Universitet og Specialhospitalet for Polio- og Ulykkespatienter. Han peger på, at manglende motivation også kan hænge sammen med, at man synes, at man skal gøre for stor en indsats i forhold til det udbytte, man får af at træne.

”Ens motivation er blandt andet afhængig af, om man oplever, at der er en god balance mellem indsats og udbytte. Det samme udbytte af træning kan opleves både motiverende og demotiverende alt efter, hvor stor en indsats man føler, at man skal gøre. Det kan derfor virke demotiverende for eksempel kun at lave øvelser, som man synes er kedelige, eller at skulle bruge lang tid på transport til træningscenteret, da de begge skubber negativt til balancen. Det kan man løse ved at finde et træningscenter tættere på og lave andre øvelser, som man synes er sjove,” siger Anders Aaby.

Del det op i små bidder

Hvis man skal kunne se formålet med at træne, er det afgørende at vide, hvad ens udbytte er. Hvad får man ud af det? Man er mere villig til at yde en indsats, hvis man ved, hvad man arbejder henimod. At sætte sig overkommelige mål er afgørende.

”Genoptræning kan være en langsommelig proces – hvis ens eneste mål er at komme op og gå igen, vil det kræve en stor indsats og lang tid at komme derhen. Men hvis man kan lave realistiske delmål, som for eksempel at kunne stå oprejst i fem sekunder, før man sætter sig, så oplever man en succes. Få små succesoplevelser og læg ikke for hårdt ud, for så kan du risikere at møde en mur, der stopper dig helt, når du ikke lever op til dine mål. Sæt dig selv op til succesoplevelser – ikke til at fejle, for det ødelægger din motivation,” lyder rådet fra Anders Aaby.

Mange mennesker har et urealistisk billede af, hvor meget de skal kunne, før de synes, det giver mening. Måske ønsker man at kunne gå igen, men det er ikke realistisk.

”Tal med dine pårørende om, hvad I gerne vil have mere af – måske behøver du ikke kunne gå igen, for at kunne opnå det, I ønsker mere af. Måske har du blot brug for mere styrke til at kunne bevæge dig omkring med kørestolen. Det kan være et effektivt delmål, som giver en god succesoplevelse med træningen,” siger Anders Aaby.

Depression og angst

Undertiden skyldes manglende motivation depression eller angst. I disse tilfælde kan det blive nødvendigt at supplere med terapi hos en psykolog eller en psykoterapeut. Man kan eksempelvis udvikle angst eller en frygt for at bevæge sig, fordi man har skabt sig en fortælling om, at ”hver gang jeg laver en bevægelse, går min krop i stykker”. Hvis Lise Jarnbye har en ulykkesramt, der er bange for at bruge kroppen, arbejder hun også med de tanker, der er forbundet med fysisk aktivitet og brug af kroppen.

”Jeg laver øvelser med den ulykkesramte, mens vi taler om, hvad der sker i kroppen, og hvilke tanker og følelser, der opstår i situationen. Målet er i første omgang ikke eksempelvis at styrke kroppen, men at arbejde med tankerne omkring det at bruge kroppen. Opgaven er at lære den ulykkesramte, at der ikke sker noget ved at bevæge sig. Sidenhen ser vi så på, hvad der giver mening træningsmæssigt. Jo hurtigere du kommer i gang med genoptræning, jo bedre, men det kan være nødvendigt at bruge tid på at lære en ny krop at kende. Hvis man har mange skader og smerter, er det ekstra vigtigt at få viden om, hvordan man skal bruge kroppen. Jeg starter stille og roligt med noget, der giver en god oplevelse af at aktivere kroppen,” siger Lise Jarnbye.

Pårørende har en vigtig rolle

Som pårørende kan man have en tendens til at se den ulykkesramte ud fra egne præmisser og tænke, at det da ikke kan være så svært at få bevæget sig. Når man tænker sådan, kan samtaler om motion gå hen og blive et ømtåleligt emne.

”Det er vigtigt, at man prøver at sætte sig i den andens sted. Den ulykkesramte kan have mange eksistentielle tanker, være depressiv, have angst osv. Der kan for eksempel være smerter, dårlig søvn og manglende overskud, hjerneskader eller koncentrationsproblemer. Hvis man prøver at forstå, hvordan det er at være den ulykkesramte, får man en anden og mere konstruktiv tilgang til, hvordan man taler om genoptræning,” siger Anders Aaby, der også anbefaler, at man som pårørende tænker over, hvorfor man selv gerne vil have, at den ulykkesramte genoptræner.

Måske kommer man frem til, at man ønsker at komme tilbage til det par, man var, mere end at komme tilbage til de vandreture, man eksempelvis havde sammen. Når man bliver klar over det, kan man overveje at finde andre måder at være sammen på, som kan give en den samme gode følelse af at være et par. Måske kan man finde en ny fælles hobby, som man kan glæde sig over sammen.

”Snak om hvad I ønsker hver især, hvad jeres kortsigtede og langsigtede mål er. Husk at du som pårørende har en vigtig rolle, og at du kan være med til at støtte. Du kan minde den ulykkesramte om, når vedkommende igen kan noget, han eller hun ikke kunne før. Måske kan din partner nu igen lave mad, som han eller hun ikke kunne for en måned siden,” siger Anders Aaby.

Nogle gange er problemet, at den ulykkesramte generelt set mangler motivation og ikke kun i forbindelse med genoptrækning. Den ulykkesramte er nede i et sort hul og mangler energi. Så er fokus på genoptræning ikke nødvendigvis det rette.

”Genoptræning kan blive et sårbart emne, så få en snak om at gøre andre ting i livet, der giver værdi sammen. Lav gode ting i hverdagen, der viser, at du er der for den ulykkesramte, og så kan du håbe på, at du med tiden kan motivere, så den ulykkesramte også får lyst til at træne, uden at du presser på. Tænk i stedet: Vi kommer ikke videre nu. Jeg har valgt min partner og ønsker et godt forhold, så hvad kan jeg gøre, for at vi har det rart sammen,” siger Anders Aaby.

Forskellige former for motivation

Vores motivation kan deles op i indre og ydre motivation, som findes i flere former og går fra amotivation til indre motivation. Jo tættere man kommer på indre motivation, desto stærkere og mere holdbar er ens motivation.

Amotivation: ”Træne? Aldrig i livet!” Man er slet ikke motiveret for at træne, tænker ikke på det og ser ingen mening med det.

Ydre reguleret motivation: ”Jeg træner for at opnå en belønning.” Man træner kun, fordi der er en pisk eller en gulerod.

Ydre/indoptaget motivation: ”Jeg bør træne.” Pligtfølelse styrer motivationen. Man træner kun, fordi man bør og får dårlig samvittighed, hvis ikke man gør det.

Ydre/identificeret motivation: ”Jeg er typen, der træner.” Træning er en del af ens selvopfattelse og er med til at skabe ens identitet, selvom den ikke nødvendigvis er lystbetonet.

Ydre/integreret motivation: ”Jeg synes, træning er værdifuldt.” Her træner man, fordi man synes træning er værdifuldt og har taget fordele til sig som sine egne.

Indre motivation: ”Jeg elsker at træne.” Man træner, fordi man kan lide det. Træningen er lystbetonet. Man ville træne, selvom det hverken var sundt eller nødvendigt.

Kilde: ”Motivation i praksis”, Center for Sundhedsmotivation