Stram økonomistyring presser sagsbehandlerne

Det gør indtryk på Dansk Socialrådgiverforenings formand Mads Bilstrup, når han hører om problemerne på sagsbehandling på handicapområdet, hvor mange af hans medlemmer har deres daglige gang som sagsbehandlere i forvaltninger eller hos jobcentre. Over de senere år har flere analyser og undersøgelser belyst emnet, og et eksempel er en gap-undersøgelse (lavet af VIVE for Det Centrale Handicapråd, 2021), hvor det blotlægges, at der er væsentlige forskelle i borgeres og sagsbehandleres opfattelse af sagsbehandling og inddragelse på handicapområdet. Konklusionen er blandt andet, at borgerne ikke er tilfredse med sagsbehandlingens niveau, og at der er tale om en decideret tillidskløft.

”For det første gør sådan en undersøgelse ondt på fagligheden hos socialrådgivere. Gap-undersøgelsen blev omtalt i medierne i lang tid, uden tvivl med rette, og den når selvfølgelig ud til vores medlemmer, og man bliver da ked af det, og man bliver frustreret,” lyder det fra Mads Bilstrup.

Mennesker kommer i klemme

Formanden for Dansk Socialrådgiverforening fortsætter med sit bud på hovedårsagen til både denne og andre problematikker på området:

”Når man sidder med helt op til 150 borgere på voksenhandicapområdet, så siger det sig selv, at så kan man ikke skabe en relation til borgeren eller vedkommendes pårørende. Man kan ikke give en god sagsbehandling, fordi man har for travlt, og man når ikke at få indhentet de erklæringer og de udtalelser, der skal være med til at belyse sagen, så der kan træffes en rigtig afgørelse.”

Mads Bilstrup har især ondt af de mennesker, som kommer i klemme i systemet, når sagsbehandlerne har så travlt:

”Resultatet kan være, at man som borger mister troen på, at sagsbehandleren og systemet som helhed er sat i verden til at hjælpe én. Vi hører også, at borgere siger, at der bliver truffet beslutninger og afgørelser hen over hovedet på dem, og til det vil jeg bare sige, at har man som sagsbehandler 150 sager, så er der et stort, stort pres: Fra borgere, pårørende, visitatorer, ledere og direktioner, og så sker tingene bare hurtigt. Sådan er virkeligheden desværre, og det bunder blandt andet i, at det her område har været massivt underfinansieret i så lang tid.”

Der er sket en opgaveglidning

Blandt sagsbehandlerne, man kan møde i forvaltningerne eller på jobcentret, er det ikke alle, som har en socialfaglig uddannelse. Det ser man hos Dansk Socialrådgiverforening som et klart problem. Formand Mads Bilstrup forklarer:

”Der er ikke en generel mangel på socialrådgivere på arbejdsmarkedet, så det er ikke derfor, at vi ser mennesker med mange forskellige baggrunde og uddannelser være sagsbehandlere og have myndighedsansvar. Der er sket en opgaveglidning: Er du oprindeligt kommet inden for det specialiserede område på anden vis, så er du måske blevet i din stilling i en årrække og har så fået myndighedsansvar med tiden, når der for eksempel har været rokeringer. Uden at have de fornødne faglige kompetencer på området. Situationen er sammenlignelig på landets jobcentre, og det skal der sættes en prop i.”

De senere år er der fundet fejl i omkring 40 pct. af sager på handicapområdet, der bliver anket til Ankestyrelsen. Den uheldige tendens hænger blandt andet sammen med mangel på faglige kompetencer, mener Mads Bilstrup:

”Fremadrettet bør der udelukkende være ansat socialrådgivere og socialformidlere, så vi i højere grad kan være med til at sikre retssikkerheden for de borgere, det handler om, men også, så der kommer en højere faglighed, så man bedre kan møde borgere og deres pårørende, som står i en krise, på en fagprofessionel måde. Det siger sig selv, at det er enormt vigtigt.”

Socialrådgivere ved godt, hvad der skal til

Selvom der altså er nok at tage fat i på den negative side, så findes der også positive historier.

”Der er succeshistorier derude, og der er grønne oaser, som for eksempel i Aarhus Kommune, hvor de på børnehandicapområdet sidder med 20-22 sager pr. sagsbehandler, og det er jo helt andre tal, end vi ser i de fleste andre kommuner. Det giver et helt, helt andet og bedre resultat,” siger Mads Bilstrup og tilføjer:

”Som socialrådgivere ved vi godt, hvad der skal til for at lave god sagsbehandling, vi ved godt, hvad der skal til for at inddrage og involvere borgeren i sit eget forløb med udgangspunkt i borgerens egne ønsker og drømme. Udover de mange sager, som de fleste socialrådgivere sidder med, så er der også et andet aspekt, som har stor indvirkning: Når vi laver faglige vurderinger ude i kommunerne og eksempelvis finder frem til, hvad er det rette understøttende tilbud for en borger, så får vi ofte at vide fra embedsværket og fra direktionen, at tilbuddet er for dyrt eller for indgribende. Socialrådgivere bliver på den måde bremset i deres arbejde, fordi der sidder folk et andet sted i kommunen, som ser på økonomi og Excel ark og ikke på, hvad der er det bedste for borgeren. Det er ikke tilfredsstillende for nogen.”

Underfinansieret i 15 år

I UlykkesPatientForeningens undersøgelse Vejen gennem systemet sættes der også en tyk streg under, at systemet kan være belastende at være en del af. Blandt andet svarer 45 pct. af medlemmerne, at de har følt sig stresset i deres tid i systemet, mens 33 pct. svarer, at de har været direkte utrygge.

”Det kommer desværre heller ikke bag på mig. Socialrådgiverne sidder derude hver dag og gør deres bedste i de rammer, der er, men jeg forstår godt, hvorfor man kan have det som beskrevet, for det er den virkelighed, borgeren møder. Det vil være det største ønske for os, at vi kunne tage borgeren tæt på os og få skabt et godt samarbejde og en god relation og i dialog finde det rigtige tilbud første gang, men det er rammerne desværre sjældent til,” lyder det fra Dansk Socialrådgivnings formand Mads Bilstrup, der afrunder:

”Det burde ikke være økonomien, der er så afgørende, som den er. Området har været underfinansieret i 15 år; helt tilbage fra kommunalreformen, hvor kommunerne hjemtog opgaver fra amterne. Der har samtidig været en stigning i mennesker med handicap og mennesker i mistrivsel, og der er ikke fulgt penge med fra staten, selvom opgavemængden er steget og steget, så det presser hele systemet gevaldigt. Der skal simpelthen tilføres penge for at redde det, men også for, at vi både som socialrådgivere og som borgere kan begynde at kigge fremad og finde de bedste løsninger sammen.”