Smerter kan få dele af hjernen til at lukke ned

”Smerter er en konstant påvirkning på hjernen. Vi plejer at sige, at det i gennemsnit er halvdelen af den energi, man kunne omsætte før i tiden, som forsvinder. Hvis hjernen og kroppen bruger en del af energien bare til at holde sig kørende på lavt blus, så er der efterfølgende ikke meget tilbage. Er energien brugt op, så kan hjernen ikke køre mere, og den lukker simpelthen ned for det, den kan undvære. Det kan virke lidt tilfældigt: Måske er det finkoordinationen, det går ud over, så man bliver klodset og taber ting. Måske er det balancen, eller det kan være det system, vi bruger til at aflæse andre mennesker og tyde, hvad de egentlig mener. Der kan komme rigtig mange former for kognitive udfald,” forklarer psykolog Lars Kristian Bak.

Prioriteringen af den energi, man har tilbage, er derfor fuldstændig afgørende, og det er ikke en nem disciplin.

”Der er faktisk en del mennesker, som simpelthen er indrettet sådan, at de ikke vil give op, selvom både hjerne og krop råber stop. Vi støder jævnligt på patienter, som bliver ved til
de besvimer, eksempelvis ved at arbejde for meget. Det ligger dybt i mange, at man bestemt ikke skal være doven, og man skal heller ikke være pylret. Det er forventningen fra én selv og i mange tilfælde også fra omgivelserne,” siger Lars Kristian Bak og supplerer:

”Normalt sættes der meget pris på netop det her karaktertræk og den tilgang til livet, hvor man arbejder hårdt og stædigt kæmper for at nå sine mål. Men det kan være et stort problem for smertepatienter, hvis man bliver ved og ved og ligger fuldstændig brak efterfølgende. Det bliver hurtigt en virkelig uhensigtsmæssig udvikling, hvor der skal mindre og mindre til at trigge smertesystemet og sensibilisere det yderligere.”

Problematisk korttidshukommelse

De fleste patienter på Tværfagligt Smertecenter på Aalborg Universitetshospital beskriver, at de har hukommelsesproblemer. Særligt korttidshukommelsen oplever mange er blevet væsentlig dårligere, siden de begyndte at få smerter.

"Før i tiden kunne de have rigtig mange bolde i luften, men nu kan de ikke gå til købmanden uden at glemme, hvad de skulle købe. Når man bliver ramt kognitivt, kan det have stor indvirkning på hele ens tilværelse. Måske er det medvirkende til, at man indser, at man slet ikke kan arbejde eller leve på samme måde som før,” siger psykolog Lars Kristian Bak.

Han ser mange eksempler på, hvordan kronisk syge forsøger at kompensere for en svigtende korttidshukommelse ved at skrive alt ned på papir, på mobilen og sætte alarmer, så de kan komme igennem hverdagen eller arbejdsdagen på den bedst mulige måde.

”Og det kan være fint, så længe man har styr på, hvad man faktisk kan holde til. Her kan man stille det helt simpelt op: Du har to søjler, en med krav og en med ressourcer, som skal være lige høje, for at hverdagen hænger sammen. Men er ens ressourcer pludselig blevet halvt så høje, samtidig med at man slet ikke skruer ned for kravene, så er der en ubalance,” siger psykologen og tilføjer:

”Prøver man hele tiden at lave mere, end man egentlig magter, så vil det også gå ud over eksempelvis hukommelsen, fordi man konstant er udmattet. Før man kan sige, hvor meget af ens hukommelses-problemer, der er blivende, skal man derfor arbejde på at få balance i tingene igen. En sund balance i livet er måske det vigtigste overhovedet, så man kan leve et meningsfuldt liv og ikke ender med at føle sig utilstrækkelig i alt, man foretager sig.”

Mentale ressourcer til familieliv

En måde at finde den rigtige balance er ifølge Lars Kristian Bak at blive helt skarp på at prioritere sine sparsomme ressourcer.

”Man kan forestille sig en cirkel med tre lige store dele: En del af energien bruges på arbejde, en på familieliv og så en tredjedel til egne interesser, venner eller for eksempel motion. Desværre ser vi mange bruge næsten alle ressourcer på at kunne klare deres arbejde, og så kniber det gevaldigt med at kunne være med i familielivet, og man har samtidig skåret alle sine interesser væk. Der er en tendens til, at bare man kan arbejde, så er alt andet faktisk underordnet,” forklarer han.

På landets smertecentre kan de hverken lovgive, træffe afgørelser eller påvirke sagsbehandling, men Lars Kristian Bak har et bud på, hvordan man kan gribe sit arbejdsliv an, når man er ramt af kognitive følgevirkninger.

”Der skal efter en arbejdsdag være energi og mentalt overskud til at være tilstede i et familieliv, og du skal også have ressourcer til interesser og sociale kontakter. Vores patienter synes ofte, det er svært, og det forstår jeg godt, for der er ofte et jobcenter i den anden ende, som siger, at du skal arbejde alt det, du overhovedet kan. Jeg plejer at sige til folk, at de har en pligt til at vise, hvad de kan på et arbejdsmarked, men ikke mere, end de kan,” pointerer Lars Kristian Bak fra Tværfagligt Smertecenter på Aalborg Universitetshospital.

Han afslutter:

"Hvornår grænsen kommer, kan kun den enkelte mærke. Det kan være, når smerterne stiger, eller når man kan mærke, at bliver jeg ved med det her, så kan jeg ingenting bagefter og er nødt til at sove, når jeg kommer hjem. Du er ikke forpligtiget til at arbejde de timer, du overhovedet kan overleve, for din hverdag skal stadig hænge sammen. Det kan der selvfølgelig være forskellige holdninger til, men for os at se er det en vigtig del af at leve med sine smerter. Er din hjerne konstant på grænsen til at lukke ned, så holder det ikke i længden. Det er ikke et liv at leve, og det fører kun til, at man får flere smerter og problemer, og så knækker filmen på et tidspunkt alligevel.”