Gå til hovedindhold
Rita har oplevet begge sider
Rita B. Laursen har på egen krop mærket yderlighederne i kontakten med sagsbehandlere i det kommunale system. For øjeblikket har hun en sagsbehandler på sit lokale jobcenter, som skiller sig markant ud fra tidligere ofte negative oplevelser.
”Hun er guld værd for mig, for det kan en sagsbehandler jo være, hvis de omfavner situationen og kan rumme hele pakken,” fortæller Rita B. Laursen.
Siden sin arbejdsskade og sygemelding for tre år siden har hun været i berøring med en række sagsbehandlere. Faktisk så mange, at hun ikke umiddelbart har tal på det.
”Jeg har mærket, hvor stor forskel der kan være på, hvordan de gør deres arbejde, og så har jeg mærket, hvordan det skaber en utryghed, når man får tildelt en ny sagsbehandler så ofte. Så skal man starte forfra igen og igen. Det er drænende, så det er godt, at jeg i dag har mig en fantastisk sagsbehandler,” siger 50-årige Rita.
At føle sig velkommen
Når hun skal til møde på jobcentret i dag, så oplever hun fra første færd, hvordan et ekstra fokus på hendes situation har stor effekt.
”Jeg skal op på anden sal, når jeg skal til møde, og da jeg har flere diskusprolapser og har udviklet dropfod, så sørger personalet for at tage elevatoren ned til mig, hvor de henter mig og sørger for, at jeg kommer godt op. Så føler man sig velkommen, og det giver en rigtig god start på et møde og en samtale,” lyder det fra Rita, der kom til skade i sit arbejde i ældreplejen i 2019.
I kontrast til de hovedsageligt gode oplevelser hun har i dag, så har billedet tidligere været et andet. På grund af sine skader kan hun eksempelvis ikke sidde ned for længe ad gangen og skal derfor helst op at stå og trippe rundt, når hun eksempelvis sidder til et møde med en sagsbehandler.
”Der har jeg oplevet, at sagsbehandlere blev ukoncentrerede og ufokuserede og ikke kunne forstå, hvorfor det nu var nødvendigt, men det er jo en ting, jeg er nødt til. Jeg kan ikke forvente, at en sagsbehandler ved alt om mig og mine skader, men der er en utrolig forskel på, hvordan man bliver mødt.”
Et andet eksempel er hjælpemiddelområdet, der flere gange har ledt til stor frustration for Rita.
”Jeg har fået afslag på aflastningspuder, fordi de mente, at det var et forbrugsgode. Et støttekorset måtte jeg heller ikke få, fordi jeg havde skrevet i min ansøgning, at det var smertelindrende for mig, og det gives det ikke til, kun til forbedring af livskvalitet. Da jeg fik afvist at få en dropfodsskinne, fordi jeg har en igangværende arbejdsskadesag, tog min sagsbehandler fra jobcentret affære og fik det omstødt. Det samlede billede er, at det ofte bliver så utroligt besværligt at få det, man har behov for, og det kan ikke være meningen.”
Et godt bagland
Rita har en bisidder fra sin fagforening med til alle møder, og det giver en klar tryghed. Hun ved nemlig, at møderne kan være følelsesmæssigt udfordrende.
”Man kan for eksempel blive meget mere grådlabil, når man sidder overfor en sagsbehandler, for det er jo typisk ting, der har stor indflydelse på ens liv, man taler om, og som der træffes afgørelser om. Efter min mening skal der være plads til, at man også kan vise følelser. Hvis sagsbehandleren ikke kan rumme det, så er vedkommende ikke værd at have med at gøre, for så bliver resultat derefter.”
Hun forklarer videre, at det kræver en robusthed at skulle navigere i systemet, og skulle alt svigte, har hun et stærkt hold omkring sig, som kender og støtter hende.
”Havde jeg ikke været den, jeg er, så var jeg gået ned med flaget af at være en del af systemet. Det er psykisk nedkørende, og du bliver virkelig syg af det. Jeg er så heldig, at jeg er meget tålmodig anlagt, og at jeg har en dejlig familie og nogle fantastiske veninder omkring mig, som bakker mig op. De ynker mig ikke, de har forståelse. Det er så vigtigt med et godt bagland. Jeg kan ringe til dem, uanset hvornår jeg har brug for at snakke. Nogle gange behøver jeg ikke en gang at sige noget til mine veninder, og så ved de godt, at der er noget galt. Jeg har også en fantastisk læge, jeg kan ringe til, hvis jeg har brug for at vende noget. Det er trods alt værd at tænke på, når alt andet kan virke uoverskueligt,” siger Rita B. Laursen.
Fem spørgsmål til Rita
-
Svar: Det allervigtigste for mig er at have en bisidder med og tale med hende inden mødet. Jeg vil gerne have snakket tingene grundigt igennem og føle mig godt forberedt. Undervejs til et møde med en sagsbehandler kan bisidderen så supplere med noget af det, vi havde aftalt forinden, hvis jeg ikke selv får det sagt. Som den, der er syg, er det ofte sådan, at hukommelsen er påvirket, så samspillet med bisidderen betyder virkelig meget, så vi i fællesskab får alle detaljer med fra mødet. Får jeg ikke hørt det, så gør bisidderen. Det giver en god tryghed.
-
Svar: Hvis sagsbehandleren ikke tager noter, mens vi snakker. I de situationer har jeg oplevet, at der bliver skrevet noget forkert ned, når det skal være efter en sagsbehandlers hukommelse. Det er ikke altid, de husker korrekt, og det er jo klart, at der opstår flere fejl på den måde. Jeg føler faktisk ikke, at jeg bliver taget seriøst, hvis de ikke noterer ned, og det har jeg tidligere nævnt. Jeg har også før bedt om at få referater sendt til mig, som jeg har rettet, hvis noget er forkert. Der skal være klarhed over kommunikationen. Der er så meget administrativt i det her, og der er meget, som kan gå galt.
-
Svar: Ansigt til ansigt. Under corona foregik meget telefonisk, og det har været svært. Det kræver nemlig noget kunnen og indlevelse fra en sagsbehandler at fornemme og for eksempel høre på stemmelejet, hvordan man har det. Det kan de jo se, når man sidder overfor dem, og det giver ofte det bedste resultat, er min oplevelse. Alt virker mere vedkommende, og jeg føler i højere grad, at jeg bliver taget seriøst.
-
Svar: Jeg kan godt have ondt af dem, for de bliver dunket oveni hovedet. Jeg tænker, at det er svært for dem, at de konstant skal forholde sig til de her kasser, som vi skal passe ind i. Nogle sagsbehandlere er nødt til at gå til grænsen, er mit indtryk, og det går ud over os i sidste ende. Der er travlt, og der er pres på, men de har ikke et nemt job, og der er blevet sparet for meget på området. Når det så er sagt, så ville jeg så gerne, at man ikke sad i sådan en stilling, hvis man ikke har empati eller forståelse for mennesker på handicapområdet, for det burde være en selvfølge.
-
Svar: Jeg har mærket de her fejl på egen krop, og det er jo ikke godt nok, at det stadig står så skidt til. Min holdning er, at ikke alle er godt nok uddannet til det, de sidder med. Dem, der sidder med hjælpemidler i min kommune, har tydeligvis ikke prøvet at have brug for hjælpemidler selv, enten i en arbejdssituation eller på anden vis, og det præger afgørelserne alt for meget. De virker ikke til at have forståelse for, hvad vi har brug for.
