Ringede til jobcenterleder i frustration

”Det var dagen efter endnu et frustrerende møde, hvor jeg virkelig havde været ked af det. Så ringede jeg op til jobcenterlederen. Jeg sagde til hende, at hun havde verdens dårligste markedsføring, og om hun egentlig var klar over det. Det havde hun ikke prøvet før, så hun blev helt stille, hvorefter hun spurgte, hvad jeg mente med det,” forklarer 46-årige Annika Mørk Jensen og fortsætter:

”Til det svarede jeg, om det ikke var meningen, at når jeg gik ud ad deres dør, så skulle jeg gå ud og fortælle den gode historie? For det kunne jeg ikke.”

Talte i halvanden time

Ulykkesskadede Annika Mørk Jensen endte med at tale i telefon med jobcenterlederen i halvanden time.

”Hun kunne godt se, at jeg havde ret i de ting, jeg sagde. Siden jeg kom på jobcentret for første gang, følte jeg en mistillid rettet mod mig. Jeg kom fra at have egen virksomhed og undervise i Aarhus, altså en hel normal hverdag, som ændrede sig fra den ene dag til den anden. På jobcentret blev jeg mødt med en mistillid, og den brød jeg mig ikke om. For jeg kom jo ikke, fordi jeg havde lyst til at sidde i kørestol, have smerter og ikke ville arbejde. Jeg ville bare have et så godt liv som muligt,” siger Annika Mørk Jensen.

Hun havde forventet, at der var en anderledes tilgang til mennesker på et jobcenter, end den hun blev mødt med.

”Jeg kommer ikke til at leve det liv, som jeg gjorde tidligere, det havde lægerne allerede fortalt mig. Så jeg gik ind til første møde med jobcentret med den overbevisning, at de skulle hjælpe mig og finde den rigtige vej, jeg skulle med mit liv nu. Men det blev til slåen oven i hovedet, og de læste ikke mine papirer. Det var en ret ubehagelig start.”

Efter samtalen med jobcenterlederen fik Annika Mørk Jensen en ny sagsbehandler, og det blev gradvist bedre, inden hun efter halvandet år fik tilkendt førtidspension.

Fem spørgsmål

1. Hvad er det vigtigste i din forberedelse, inden du skal til møde med en sagsbehandler?
   Jeg blev i begyndelsen af mit forløb mødt af en sagsbehandler på mit jobcenter, der ikke havde læst min sag, og hvor tilliden imellem os hurtigt røg. Jeg følte mig derfor nødsaget til at sætte mig nøje ind i lovgivning og paragraffer, og jeg vendte og drejede hvert eneste ord, og havde møder med min bisidder og med min veninde, der er socialrådgiver, inden vi tog på jobcentret. Så dengang var min forberedelse massiv, og det tog alle min ressourcer. Sådan er det heldigvis ikke længere, hvor jeg for det første ikke længere kommer på jobcentret og for det andet først og fremmest møder virkelig kompetente sagsbehandlere. Hvis jeg skal søge om et hjælpemiddel så ringer jeg ind, men ellers bruger jeg ikke en masse tid på decideret forberedelse.
2. Hvor vurderer du, at den største kilde til uenighed eller konflikt kan opstå?
   Der er flere ting, men et godt eksempel kunne være, at hvis jeg som borger ikke føler, at jeg bliver mødt med den rigtige faglighed. Den allerførste sagsbehandler, jeg havde, viste sig at være uddannet butiksassistent. Hun mente, at det kunne det være det samme, om hun var socialrådgiver eller ej. Men jeg kunne godt fornemme, at hun ikke havde det samme med i rygsækken, som en socialrådgiver ville have, og hun var for eksempel ikke hjemme i lovgivningen. Det var frustrerende for mig, og det må også være en svær situation for hende.
3. I hvilke situationer synes du, at samspillet mellem dig og en sagsbehandler fungerer bedst?
   Når de har sat sig ind i min sag, og der er en respektfuld dialog. Det er ikke fordi, at jeg eksempelvis forventer, at jeg altid får den hjælp eller de hjælpemidler, jeg søger om, men det betyder rigtig meget, at det foregår på en ordentlig måde, hvor jeg enten bliver tilbudt et alternativ eller får at vide på en saglig måde, hvorfor det bliver afvist. Det skaber tillid, og jeg sætter meget stor pris på ærlighed fra sagsbehandlere, for der er ingen grund til at pakke tingene ind.
4. Hvad tænker du, er det sværeste element ved at være sagsbehandler på handicapområdet i det kommunale system?
   Især, da jeg var på jobcentret, bemærkede jeg, at de var pressede og havde travlt. De har for manges vedkommende ikke tid til at sætte ind i sagerne, og jeg har også oplevet sagsbehandlere, der har en forudindtaget holdning til, at de borgere, de møder, slet ikke har lyst til at arbejde. Samtidig bliver der sparet og sparet, så ressourcerne er der ikke, og de har heller ikke tid til at tage sig af mennesket bag sagen, de sidder med. Jeg har prøvet før, at en sagsbehandler kiggede på klokken, og vi måtte stoppe, inden jeg egentlig var færdig, fordi den næste i rækken skulle til. Det er meget sigende for, hvordan det er.
5. Hvad tænker du om alle de fejl og omgørelser (over en tredjedel), der er i kommunale sager på handicapområdet?
   Jeg tænker, at man i højere grad må gå i dybden med, hvorfor alle de her fejl bliver lavet. Når sagsbehandlerne ikke har tid til at sætte sig ind i det hele, så sker der bare fejl. Det er vel den klareste årsag. Måske er det i nogle tilfælde det letteste for en sagsbehandler at give afslag, hvis de ikke har tiden, fordi så må Ankestyrelsen tage sig af sagen, hvis den altså bliver anket.