Opfatter du dig selv som offer eller overlever?

To mennesker kan være udsat for den samme ulykke, men håndterer den vidt forskelligt. Den ene kan føle sig hjælpeløs og synes, at det er det værste, han nogensinde har været udsat for, mens den anden kan have en modsat tilgang, hvor han bagatelliserer sin oplevelse og siger ”så var det heller ikke værre!”, fordi han ikke tillader sig at mærke, at han har været udsat for noget traumatisk. Ingen af disse tilgange er ifølge psykoterapeut MPF Henriette Boysen hensigtsmæssige, fordi de er ude af proportioner.

Typisk vil flere dog have et mindset, som det først beskrevne, hvor man ser sig selv som offer frem for som overlever som det sidst beskrevne. I forhold til ulykkesramte skyldes det blandt andet, at en ulykke kan ryste én så meget, at man kommer til at føle sig afmægtig og tænker, at alt er nyttesløst. Man giver op og får ikke taget ansvar for sit eget liv.

I stedet har man ondt af sig selv, og man begynder at nedvurdere sig selv og fremstår mere skrøbelig, end man er. Hvor man måske før har været vant til at kæmpe sig igennem livets udfordringer, oplever man nu sig selv som et handlingslammet offer, fastlåst i afmagt og hjælpeløshed.

Rødder tidligt i livet

Hvordan vi ser på vores liv, og hvordan vi har forsøgt at komme igennem svære hændelser generelt i livet, viser, om vi har et mindset som et offer eller en overlever. For de fleste ulykkesramte er et offer-mindset dog ikke affødt af ulykken, men en måde man i forvejen forholder sig til sig selv og livet på. Det har ofte rødder tidligt i livet.

”Undersøgelser viser, at offerrollen som en psykologisk dynamik er en måde at forsøge at mestre livet på. Det er en ubevidst overlevelsesstrategi, som man har tillært sig i barndommen for at kunne overkomme udfordringer og ubehagelige oplevelser i livet generelt. En ulykke kan opleves så overvældende, at ens offertilgang forstærkes, og måske får man også en depression oveni,” siger Henriette Boysen.

Engang var det nødvendigt at ofre sig i den kontekst, man voksede op i, for at få forældrenes omsorg og kærlighed. Måske tillod ens forældre ikke, at man viste sine behov eller grænser.

”Hvis det for eksempel altid var synd for mor, fordi hun selv fremstod som hjælpesløs og opgivende, kunne man som barn komme til at fremstå som en krænker, hvis man selv insisterede på sine behov. Derfor kopierede man sin mor – det var det mindst farlige. Man fik smertefulde erfaringer, der lærte en, at det ikke nytter at stå op for sig selv. Den dynamik tager man med sig i voksenlivet,” siger Henriette Boysen.

En anden forklaring på et offer-mindset kan være, at man på et tidspunkt i sit liv har oplevet noget uretfærdigt og så har oplevet et stort velbehag ved, at der kom for eksempel en forælder, som sagde: “Hvor er det synd for dig. Nu skal jeg hjælpe dig!” Måske er det sket gentagne gange, at man er blevet reddet og dermed offergjort, men har oplevet det som umiddelbart behageligt.

Bange for at blive forladt

Når man har et offer-mindset, kan man virke skrøbelig og ydmyg i sin fremtoning. I diskussioner bøjer man af og giver andre ret, og man lader andre vade ind over sine grænser. Man nedvurderer og underspiller sig selv. Samtidig har man ondt af sig selv og oplever ikke, at andre rigtig forstår en. Man viser andre, at man ikke kan klare sig og har brug for deres hjælp og omsorg, men når det kommer til stykket, er man ikke modtagelig over for hjælp, for man har givet op.

Når man har påtaget sig en offeridentitet handler det om angst.

”Man er angst for at blive forladt af andre og ved at vise, at man er helt afhængig af andre, forsøger man at gardere sig mod at blive forladt. Man er som regel ikke bevidst om, at det hænger sådan sammen, ligesom man heller ikke er klar over, at man har et offer-mindset. Så når man viser sig skrøbelig og appellerer til andre for at få omsorg, hjælp og støtte for at sikre sig mod at blive forladt af andre, sker det som regel ubevidst. Hvis man skal ændre det, kræver det, at man bliver opmærksom på sig selv og får øje på det,” siger Henriette Boysen.

Store konsekvenser

Ifølge Henriette Boysen er det smertefuldt at føle sig som et offer, fordi man ikke oplever at have retten til egne behov.

”Man får for eksempel ikke genoptrænet så meget, som man har brug for, men giver i stedet op og bliver selvmedlidende. Fordi man har en opgivende holdning til livet, synker man ind i en passivitet og kan have tendens til at bebrejde andre for det, man ikke får til,” siger Henriette Boysen.

Mange med et offer-mindset oplever tryghed i tæt kontakt med andre, men usikkerhed så snart de skal stå på egne ben og klare noget alene. Det kan dræne andre for energi, fordi de gerne vil hjælpe og ikke kan få lov.

”Som mennesker er vi skabt sådan, at vi gerne vil hjælpe det flokmedlem, der har det svært. Når andre så møder den ulykkesramtes opgivenhed og selvmedlidenhed, bliver det opslidende i længden. Det gør det, fordi andre kommer til at føle sig magtesløse. På den måde bliver alle ofre for ulykken. Andre kan finde på at trække sig fra en, og det kan blive meget ensomt for den ulykkesramte,” siger Henriette Boysen.

Hvordan kan man arbejde med sit offer-mindset?

”Det er vigtigt at erkende, at det er en falsk tryghed at have et mindset som et offer. Indse at andre ikke har ansvar for dit liv. Det er kun dig, der kan leve dit liv, og du har selv ansvaret for at få det bedste ud af dit liv. Du ændrer ikke mindset over natten, men du kan øve dig på de små ting. Allerførst handler det dog om at erkende, hvad du har været igennem, og hvad det betyder for dit liv på godt og ondt. Du er jo offer for en ulykke. Men du er også andet end din ulykke – du er andet end et offer. Gå eventuelt i terapi og sorggrupper for at få bearbejdet dit traume efter ulykken,” siger Henriette Boysen, der også anbefaler, at man begynder at fortælle andre, hvad man har brug for, og så øver sig i at tage imod den hjælp, andre tilbyder.

”Når du får lyst til at sige: ”Men det duer ikke”, når andre kommer med forslag, så stop dig selv og tag imod deres tilbud. Begynd at være mere aktiv og øv dig i at tænke i muligheder frem for begrænsninger, selvom du har mest lyst til at gemme dig under dynen,” siger Henriette Boysen.

Ifølge psykoterapeuten er det vigtigt, at man bliver opmærksom på, at det er barnets illusion at tro, at man kan holde på andre ved at appellere til andre og gøre sig lille.

”Den egentlige frygt for at blive forladt ligger i barnets erfaring. Men nu er du voksen, og som voksen kan man ikke sikre sig et tilhørsforhold ved at gøre sig hjælpeløs,” siger Henriette Boysen.

Overleveren tør ikke mærke

Hos den ulykkesramte med et overlever-mindset er overlevelsesinstinktet ude af proportioner. Man vil ikke mærke sig selv, for følelser opleves som farlige. Det har, ligesom hos offer-mindsettet, oftest rødder i barndommen, hvor man lærte, at følelsesudtryk ikke var velset, og man ingen hjælp modtog, men måtte klare sig selv. Man blev en fighter, der kæmpede sig gennem livet uden at vise følelser. Det betyder, at man tror, at man kan handle sig ud af alt uden andres hjælp.

”Alt behøver ikke kræve én stor kraftanstrengelse for at komme hen over det – du behøver ikke handle hele tiden på alt muligt. Indse at du ikke kan handle dig ud af alting. Måske er det også godt at dvæle lidt ved det, du har været igennem og give sind og følelser lov til at følge med. Følelser er ikke farlige, de er der helt naturligt og fortæller dig noget om dine behov, så du kan passe på dig selv. Der er ikke fare på færde altid – det handler ikke om at overleve, men om at leve. Så find ud af, hvordan du kan leve et godt liv. Dybest set gælder det også for den ulykkesramte med et offer-mindset, for denne tilgang er jo også en måde at overleve på,” siger Henriette Boysen.

Hvis du har et offer-mindset:

• Find ud af, hvad der står i vejen for at tage mere ansvar for dig selv nu.
• Tænk over, hvad der kunne være positivt for dig lige nu frem for at tænke i begrænsninger.
• Overvej hvad du kan gøre for at forbedre dit liv.
• Ræk ud til andre og bed om hjælp til noget konkret.
• Tal om det, du vil have hjælp til, i stedet for kun at snakke om det svære.

Hvis du har et overlever-mindset:

• Tillad dig at tale om ulykken. Husk at dine pårørende også har brug for at tale om den.
• Lad være med at bagatellisere det, du har været udsat for. Erkend at du er offer for en ulykke, og at du har oplevet noget traumatisk.
• Fokuser ikke kun på at komme videre, men tillad dig også at mærke smerten ved det, du har været igennem.
• Vov at mærke dine følelser. Følelser er ikke farlige.
• Øv dig i at række ud og tage mod hjælp. Det er ikke svagt at være svag. Det er stærkt at vise sin sårbarhed.