Gå til hovedindhold

Når arbejdslivet ikke længere er muligt

I nogle situationer betyder ulykken et farvel, ikke bare til det job, man havde før ulykken, men til arbejdsmarkedet i det hele taget.

Skrevet af
Martin Hungeberg Journalist
Publiceret torsdag den 6. februar 2025

En ufrivillig afslutning på arbejdslivet vil for de fleste ulykkesramte være forbundet med en stor sorg, dels fordi så stor en del af vores voksne identitet og oplevelsen af at bidrage aktivt til samfundet er knyttet op på vores beskæftigelse, dels fordi der også kan være væsentlige usikkerhedsmomenter i forhold til den fremtidige økonomiske situation. 

- Derfor er det naturligvis vigtigt, at man anerkender de tanker og følelser, som melder sig, og at man forsøger at forlige sig med, at situationen ind i mellem synes meget svær og uden løsning. For nogle kan det være en hjælp at holde fast i, at en overgang til for eksempel førtidspension ikke behøver at være ensbetydende med livslang passivitet. Hvis der sker positive ændringer i ens helbred eller det rigtige job viser sig, vil det altid være muligt at finde en løsning, forklarer Mette Nyrup, psykolog i UlykkesPatientForeningen. 

Ud over at søge støtte i sit private netværk, kan det også være en god idé at hente sparring hos andre ulykkesramte eller fagpersoner, forklarer Mette Nyrup. De kan på forskellig vis guide og støtte gennem en vanskelig tid og hjælpe den ramte ud på den anden side. Én af de vigtigste forudsætninger er, at man får oplevelsen af, at man stadig har noget at byde ind med. UlykkesPatientForeningens psykolog uddyber:

- Om det så handler om, at man passer husholdningen, om man helliger sig sin familie eller et kæledyr, som skal passes, eller man engagerer sig i frivilligt arbejde, er underordnet. Det afgørende er, at man oplever, at man beskæftiger sig med noget meningsfuldt og bidrager med noget til en sammenhæng, og slutteligt at man får en hverdagsstruktur, hvor man skal foretage sig noget på bestemte tidspunkter.

Brug for rådgivning og støtte?

  • På UlykkesLinjen kan du tale med en økonomisk rådgiver, socialrådgiver og psykolog om overgangen fra beskæftigelse til førtidspension.

     

    UlykkesLinjen tilbyder gratis rådgivning mandag, onsdag og fredag kl. 9-11 og tirsdag og torsdag kl. 10-12. 

     

    Ring på telefon 3673 2000

  • Via UlykkesPatientForeningens kontaktpersonsordning kan du komme i kontakt med andre ulykkesramte, som kan spare med dig om, hvordan de har tacklet at stå uden for arbejdsmarkedet. 

     

    Læs mere på ulykkespatient.dk/kontakt-ulykkesramt