Mental- og hjernetræner måtte tage sin egen medicin

Én af Tine Bays klienter var kørt fra Aarhus til Odense Universitetshospital for at besøge hende på hospitalet et par uger efter ulykken. På stue 24 lå Tine Bay med anden- og tredjegrads forbrændinger, der bredte sig på over 40 pct. af hendes krop. Ved ulykken, som var en gaseksplosion, havde hun været i livsfare, og hun fik senere konstateret PTSD. Når forbindingerne skulle fjernes på sårene på de hårdt ramte ben, skreg hun.

”Det var en så frygtelig smerte, og jeg er sikker på, at alle på de omkringliggende stuer hørte mig. Min grundtilstand var et dybt ubehag. Men indimellem var der trods alt lyspunkter: En dag stod der pludselig én af mine hjernetræningsdeltagere på stuen og overrakte mig en masse hilsner fra deltagere på mine hold. De havde også udvalgt en lille historie, de syntes passede på mig.”

Nøjagtig som i dag arbejdede Tine inden sin ulykke som hjerne- og mentaltræner og havde klienter, der blandt andet led af piskesmæld og senfølger efter hjernerystelse.

”Historien, de havde udvalgt, var en metafor for det håb, de selv havde fået i træningen, og nu var det min tur til at rejse mig og have et håb igen. Den hed The Power of Yet og handler om, at i stedet for at sige, at jeg ikke kan, så siger man, at jeg ikke kan endnu. Det var et utroligt rart rygstød af få fra dem, og det betød en masse i en uoverskuelig svær situation,” fortæller Tine Bay, der var indlagt i 50 dage efter sin ulykke.

Det hjalp at skrive

Der er åbenlyst et stort paradoks i at træne mennesker til at leve et bedre liv med livsomvæltende skader og selv blive ramt og skulle dykke ned i nøjagtig samme værktøjskasse.

”For mig var det en fordel, at jeg lavede den her slags til hverdag. Det skyldtes først og fremmest, at jeg havde nogle redskaber, jeg vidste, jeg kunne gribe fat i. Men det betyder på ingen måde, at det var noget, som faldt mig let at gøre brug af, for situationen var så ekstrem. Ulykken og det efterfølgende forløb gjorde mig enormt sårbar, og det havde jeg aldrig tidligere oplevet i mit liv. Det var en virkelig svær erkendelse. Jeg var faktisk der, hvor jeg lige efter ulykken ikke kunne overskue andres historier eller problemer. Mest af alt fordi, jeg brugte så mange mentale kræfter på at hænge sammen selv,” husker Tine.

Under sin indlæggelse besluttede hun sig for at åbne op om den sårbarhed, hun følte. Det virkede.

”Ret hurtigt fandt jeg ud af, at det var rigtig godt for mig at skrive ned og føre en slags logbog. Jeg brugte Facebook og instagram til at fortælle, brutalt og ærligt, hvad der overgik mig. Det varede ikke længe, inden jeg havde fået mig et helt virtuelt heppekor, og det var virkelig et lyspunkt for mig i de svære dage. Hvis jeg ikke havde skrevet en opdatering om morgenen, så kunne der tikke en besked eller kommentar ind, hvor én af mine følgere spurgte, om jeg var okay. Det betød faktisk ret meget.”

Hendes mange opdateringer på de sociale medier gav efterfølgende Tine idéen til bogen Op igen. Og den har hun et klart sigte med:

”Det betyder alverden for mig, at bogen kan komme andre til gode. Der skal være en mening i det meningsløse, der ramte mig, og som også rammer andre. Selv savnede jeg sådan en bog i mit forløb. Hvor man får alle op- og nedture med, men også, hvor der er et menneske, man kan spejle sig i, og som kæmper de samme kampe som én selv.”

Lagt låg på uretfærdighedsfølelse

Op- og nedture var der et utal af i Tines forløb. Selvom det hjalp hende at skrive om oplevelserne, så kom det også med en regning.

”Selve eksplosionen var noget af det hårdeste at skulle skrive om igen. Det var som om, at de samme følelser dukkede op, og at jeg gennemlevede det på ny. Omvendt var det også godt for mig at få sat mine egne ord på og på en måde tage ejerskab over det.”

Ulykken skyldtes en gaseksplosion på toilettet i familiens hytte på Djursland i sommeren 2018, og det var et VVS-firma, som blev dømt 100 pct. ansvarlige. Følelsen af, at noget uretfærdig var overgået hende, sad fast i hende i lang tid efter.

”Det endte med, at jeg valgte at tilgive dem. Mest af alt for at få det bedre selv og kanalisere mine kræfter mod andre og vigtigere ting. For jeg kan ikke bruge vrede til noget, og det gav mig ny energi med det samme. Selvfølgelig var det heller ikke en nem proces, men i dag har jeg lagt låg på uretfærdighedsfølelsen.”

Efter ulykken måtte Tine lære sig selv at gå igen og acceptere en hjerne og en krop, der fungerede anderledes. Der stødte i begyndelsen også en lang række komplikationer til. De massive forbrændinger på hendes krop blev ramt af infektioner, og det gav op til flere tilbageslag. Og så var der alle mellemregningerne.

”Der er ting med i min bog, som man normalt ikke hører om. Når jeg skulle på toilettet, da jeg var indlagt, kunne jeg ikke tørre mig selv. Jeg gik næsten lidt i stykker hver gang, men der var ikke noget at gøre ved det. Jeg synes ikke, at man skal lægge skjul på, at sådan er virkeligheden også.”

Ligesom et maraton

Tidligere i sit liv har Tine været vant til en anden form for spotlys. Hun er tidligere Miss World-deltager, og hun har blandt andet løbet maraton og senere vundet tredobbelte DM i sprint for veteraner. Det har gennem årene givet hende et solidt førstehåndsindtryk i at skulle præstere i elitekonkurrencemiljøer, og det er netop noget af det, hun også selv har kunnet bruge efter ulykken.

”Det var vigtigt for mig at sætte mig selv mål, og der brugte jeg blandt andet maraton som et billede på min kamp derhen. Når du løber et maraton, så kommer der et tidspunkt, hvor du simpelthen bare skal tænke på at sætte den ene fod foran den anden og holde dig i gang. Det kunne jeg overføre, så jeg fortsatte, når det var svært. De her små fremskridt, jeg trods alt kæmpede mig til, betød noget i det store billede,” siger Tine.

Ulykken, de mange dage som indlagt og det efterfølgende forløb har kalibreret hendes syn på livet og givet en indsigt, hun ikke havde før.

”I mit arbejde som hjernetræner, kan jeg mærke, at jeg lige er en tand mere i øjenhøjde med deltagerne på mine hold. For der er ingen tvivl om, at der er paralleller: Jeg har PTSD og en voldsom ulykke med mig i bagagen, og jeg har ligesom mennesker med eksempelvis piskesmæld eller hjernerystelse en belastning på min hjerne og et alarmsystem i beredskab. Det forstår man nok først 100 pct., når man mærker det på egen krop.”

I dag er Tine Bay ikke udelukkende hjerne- og mentaltræner. Hun holder også foredrag med udgangspunkt i sin bog, og det gør hun for at nå ud til så mange som muligt med sine budskaber. Hun afrunder:

”Alle kommer til at falde på et tidspunkt i livet, det undgår vi ikke, og det tror jeg faktisk, at mange har det med at glemme. Men det afgørende er ikke selve faldet. Det handler om at rejse sig op igen, og hvordan vi reagerer på de ting, der rammer os.”