Gå til hovedindhold

Martin trodser udfordringer og skaber sin egen virksomhed

Med en uhelbredelig bevægelsesforstyrrelse har Martin Mogensen ikke bare accepteret sit handicap, men også skabt et meningsfuldt arbejdsliv gennem sin virksomhed Nordic Book.

Skrevet af
Ditte Richter Indholdsredaktør
Publiceret torsdag den 6. februar 2025

Som barn begyndte Martin Mogensen at udvikle bevægelsesforstyrrelser efter en mindre hjernerystelse fra et fald i hans morfars have. Senere blev han diagnosticeret med dystoni – en tilstand, der får hans krop til at lave ufrivillige og vridende bevægelser. På trods af udfordringerne har Martin dog aldrig ladet sin sygdom diktere sit liv, især ikke efter en hjerneoperation der gav ham et markant bedre liv. I dag står han bag forlaget Nordic Book, som han startede efter udgivelsen af sin egen biografi ’Stærk i stormen’. Vi har spurgt ham om, hvordan det er at være iværksætter med et handicap, bryde stereotyper og skabe et liv på egne præmisser.

Hvad betyder det for dig at være iværksætter?

Det betyder alt. Vi lever i en verden, hvor alt skal gå hurtigt, og hvor der forventes, at man præsterer hver dag. Det er noget, som mennesker med handicap ofte ikke kan leve op til. Derfor er det uvurderligt for mig at have kontrol over mit eget liv. Jeg har noget at stå op til, og det er vigtigt for mig. Det giver mig en følelse af frihed og selvværd, fordi jeg ved, at jeg ikke er begrænset af samfundets forventninger eller fordomme. Det giver mig også mulighed for at forme min dag, så den passer til mine behov og min energi, hvilket forbedrer min livskvalitet markant.

Hvordan har du håndteret stereotyper om iværksættere med handicap?

En af de mest udbredte stereotyper er, at mennesker med handicap er afhængige af andre eller mindre i stand til at bidrage på arbejdsmarkedet. Bevares, jeg er afhængig af min hjælpeordning for at kunne fungere i hverdagen, men der er ingen grund til at lade det definere mig. Jeg har arbejdet på at bryde denne opfattelse ved at være åben omkring mine prioriteringer og udfordringer og ved at skabe en virksomhed, der beviser, at et handicap ikke er en hindring for at skabe værdi. Derudover møder jeg helt konkret op hos de virksomheder, jeg samarbejder med, for at vise, hvem jeg er, og hvad jeg kan.

Hvordan balancerer du kravene fra din virksomhed med behovet for at tage vare på dig selv?

Det er en konstant balancegang, men jeg har lært at være opmærksom på mine egne grænser og tage pauser, når det er nødvendigt. Jeg planlægger min tid nøje, så jeg både kan være effektiv i min virksomhed og tage vare på mig selv – for selvfølgelig kan jeg ikke alt, hvad andre fysisk kan. Det kræver disciplin og selvbevidsthed. Hvis jeg har et par dårlige dage med mange smerter, trækker jeg mig tilbage og får den nødvendige professionelle behandling, især når jeg bruger meget tid foran en skærm.

Martins 7 råd til iværksætteri

  1. Gå efter dine drømme, og lad ikke andres forventninger stoppe dig.
  2. Vær bevidst om, at det kræver ekstra planlægning og vedholdenhed – men det er muligt.
  3. Find ud af, hvad det kræver af dig, og vigtigst af alt: hvad du er god til.
  4. Giv dig selv lov til at have dage, hvor du kan trække dig tilbage og hvile.
  5. Få et netværk af ligesindede eller nogen, der forstår din situation.
  6. Afstem med din kommune, hvad du må, inden du kaster dig ud i det.
  7. Vær ikke bange for at tænke kreativt. Din unikke rejse giver dig styrker, som andre ikke har.

Køb bogen med rabat

Som medlem kan du købe ’Stærk i stormen’ med 20 % rabat. (vejl. pris er 279 kr.*)

Benyt koden ’STORM24’ på nordicbook.dk/shop
*Koden gælder frem til 31. marts 2025