Jeg kan ikke bruge medlidenhed til noget

Selvom det er mange år siden, at Mette Schnipper fik så alvorlige skader på sine arme og skuldre, at hun lever med stærke smerter og har svært ved at bruge sine arme, oplever hun fortsat medlidenhed fra andre. Familie og venner har ondt af Mette og spørger ofte, hvad de kan gøre for hende. Men det bryder Mette sig ikke om.

”Jeg bliver irritereret, fordi der ikke er noget at gøre. Det er en tilstand, som jeg kommer til at leve med resten af livet. Andre spørger især, om de kan gøre noget for mig, når jeg kommer til at sige, at jeg har ondt. Jeg bliver irriteret på mig selv over, at jeg ikke bare kan tie stille, for jeg ved, at de vil sige, at det er synd for mig og spørge, om de kan gøre noget. Og når de gør det, bliver jeg også irriteret på dem. Det er svært at høre dem spørge, når jeg ikke kan fortælle dem, hvad de kan gøre for at hjælpe mig. Jeg kan mærke, at de har svært ved at rumme, at de ikke kan gøre noget, og at de føler sig magtesløse. Men jeg vil ikke have deres medlidenhed, for jeg kan ikke bruge den til noget. Jeg har bare brug for at sige, at det gør ondt en gang imellem, uden at de siger noget,” fortæller Mette.

Mette har haft sit eget vagtselskab, hvor hun som butiksdetektiv flere gange er blevet truet med en pistol og har fået sat en kniv for struben, uden at det har givet hende psykiske mén. Så hun mener selv, at hun har en stærk psyke, og at det er grunden til, at hun kun oplever irritation og ellers ikke bliver så påvirket af andres medlidenhed. 

Mette har pågrebet mange butikstyve. De har ofte sat sig til modværge, når hun bad dem følge med, så hun har været nødt til at holde dem fast. De har forsøgt at vride sig løs og har i den forbindelse slået hårdt på Mette. Flere gange har hun fået vredet skuldrene af led og fået brækket sine arme af butikstyve. Mette har været igennem tre operationer i sine arme. Før den sidste operation havde Mette skiftet job og fået ansættelse som sikkerhedsvagt, men en dag måtte hun gå hjem, fordi hun havde så store smerter i armene, at hun ikke kunne løfte en kaffekop. Det førte til den tredje og sidste operation i 2008, som gav hende en nerveskade i højre arm. 

I dag lever Mette med stærke smerter og arme, hun har svært ved at bruge. Hun arbejder som netværkskonsulent på nedsat tid, fordi det er vigtigt for hende at holde sig i gang.

”Min far har i mange år sagt til mig, at hvis andre skulle leve med det, jeg skal leve med, ville de være gået ned i et sort hul, for det ville de slet ikke have kunnet håndtere. Jeg synes, at hans bemærkning er udtryk for medfølelse, og det har jeg det godt med. Min far forstår, at jeg kæmper med smerter, der ikke bliver bedre, selvom lægerne siger, at jeg gerne skulle blive bedre,” siger Mette.

”Andre har generelt svært ved at leve sig ind i min situation. Jeg har kæmpet for at tabe mig ved at spise anderledes og gå ture. At gå er svært og smertefuldt for mig, fordi vi bruger vores arme meget, når vi går. Men andre forstår ikke, at det er en kamp for mig at gå. Når jeg taler om det, kan de finde på at sige: ”Du skal bare gøre …”. De kommer med råd, som jeg slet ikke kan bruge. Jeg har også oplevet, at venner og bekendte tror, at de ved, hvordan jeg har det. En har for eksempel sagt, at hun også har haft en nerveskade i armen, så hun forstår mig. Men det gør hun ikke, for vores smerter er forskellige.” 

Mette glemmer tit sine smertestillende piller, når hun er væk fra hjemmet. Når hun ikke kan få sin medicin, rammer smerterne hårdt.

”Jeg får så mange smerter, at jeg ikke kan være nogen steder. Andre kan finde på at hente deres egne piller til mig, og spørge om der er noget af deres medicin, jeg kan tage i forhold til mine smerter. Det oplever jeg som medlidenhed. Jeg bliver meget irriteret på mig selv, fordi jeg godt ved, at jeg skal huske at tage mine piller med mig. Samtidig bliver jeg irriteret på dem, fordi de tilbyder mig piller, som jeg ikke kan bruge til noget.” 

Mettes veninde har for nylig fået en rygoperation, og for tiden er det især venindens rygsmerter, der fylder i deres samtaler.

”Hvis min veninde fortæller, at hun har ondt i ryggen, siger jeg, at jeg godt ved, hvordan det er at have smerter, men at jeg ikke kender hendes rygsmerter, for dem har jeg ikke. Jeg synes, at det er vigtigt at give udtryk for medfølelse og vise, at jeg har forståelse for, at hendes situation ikke kan sammenlignes med min,” siger Mette, der også i forhold til sin veninde oplever misforståede hensyn. 

”Vi havde en episode for nylig, hvor jeg sagde, at jeg havde ondt, da jeg skulle hente en kop oppe i køkkenskabet. Så ville min veninde, som også havde ondt, tage den for mig. Det var jo ikke en god idé med hendes nyopererede ryg. Så her følte jeg, at jeg skulle overgå både mig selv og hende. Det blev en kamp om, hvem der skulle gøre det.”

Når andre viser Mette medlidenhed og synes, at det er synd for hende, ved hun, at der er øget risiko for selvmedlidenhed. Mette vælger dog bevidst ikke at påtage sig en offerrolle, hvor hun har ondt af sig selv. 

”Jeg vil ikke have, at andres medlidenhed går ud over min psyke. Det ville være min egen skyld, hvis jeg lod mig gå ind i en offerrolle. Jeg behøver ikke gøre det, for jeg har et valg. Jeg ved samtidig, at jeg har en stærk psyke, så jeg tager ikke andres medlidende bemærkninger ind og bliver selvmedlidende. Da jeg mistede min mand i 2012, var der en kvinde, som sagde til mig: ”Nej, hvor må det gøre ondt – jeg har også lige mistet min mor.” Dengang blev jeg ked af det og vred, for jeg var kun 33 år, og det var ikke naturligt at miste min mand så tidligt. I dag tager jeg ikke bemærkninger, der viser, at andre ikke forstår min situation, så alvorligt. Jeg ved, at de prøver at vise mig forståelse, selvom det ikke føles sådan,” siger Mette.

I forhold til andres forslag om at hjælpe, ved Mette, at hun er nødt til at lytte til sin egen krop og selv finde ud af, hvad hun har brug for og kan klare. Mette har en veninde, der er meget optaget af alternativ behandling. For nylig ville hun forære Mette en session hos en healer, men Mette sagde nej tak.

”Jeg vil ikke have det. Jeg magter det ikke, for jeg har prøvet alt de sidste 10 år. Så jeg sagde til min veninde: ”Nu stopper du. Jeg magter ikke flere forslag, for jeg er træt af at prøve alt muligt, der ikke hjælper”. Det er da sødt af hende og andre at ville hjælpe mig, men når man har været så meget igennem, som jeg har i forhold til behandlere, der lovede guld og grønne skove, og intet har hjulpet, så har jeg ikke brug for flere forslag,” siger Mette, der mener, at andre ikke behøver gøre sig så umage for at fikse hende. 

”Jeg har kun har brug for, at andre viser forståelse, når jeg har en dårlig dag. Det kan de gøre ved at lytte til mig. Alt, hvad de behøver at sige, er: ”Ja, det er noget lort”. Så jeg plejer at sige: ”Du skal bare lytte, for du kan ikke gøre noget. Jeg har en dårlig dag.” Sådan siger jeg for eksempel til min kæreste, og så lytter han til mig. 

”Jeg forsøger at fungere så normalt som muligt. Jeg har ikke lyst til at sige, at jeg har det skidt, fordi jeg får medlidende bemærkninger, men jeg kan ikke altid lade være, for jeg har ofte smerter. Jeg har ikke så meget overskud og er ofte meget træt. Jeg vil ikke høre nogen sige, at det kan de godt forstå, for det kan de ikke. De er ikke i min situation. Selvom jeg har smerter og er træt, har jeg fortsat pågåmod og vil frem i livet, og det kommer jeg ikke, hvis jeg fylder mig med andres medlidenhed, ” siger Mette.