Inden smertebehandling: Levede liggende i to år

For 67-årige Elisabeth Pedersen var tilværelsen gået i stå. Et relativt harmløst brud på halebenet efter et fald på en ferie i Thailand i 2016 endte bogstavelig talt med at lægge den tidligere skolelærer ned i to år.

”Smerterne var faktisk gået i sig selv, men i 2017 begyndte jeg at kunne mærke noget i ballen, i halebenet og i min iskias, og jeg gik ikke så godt. Herefter eskalerede det voldsomt, og jeg gik selvfølgelig til min læge, og jeg blev sendt til kiropraktor og fysioterapeut sideløbende. Men der skete ikke noget, og det var rigtig deprimerende, for jeg havde virkelig ondt. Hver gange jeg prøvede noget nyt og tog til en behandling, så troede jeg på, at nu blev jeg reddet,” forklarer Elisabeth Pedersen.

Den nedadgående spiral fortsatte. I 2021 var det en meget ramt kvinde, der indfandt sig på Smertevidenskabs behandlingssted hos indehaver og fysioterapeut Simon Kirkegaard.

”Elisabeth var vant til at blive transporteret liggende på bagsædet af bilen, og hendes liv foregik meget af tiden liggende. Hun havde fået at vide, at hun skulle passe på og ligge ned. Det var i bund og grund en ulykkelig situation, for det fik hun det på ingen måde bedre af,” fortæller Simon Kirkegaard.

”Sådan var mit liv blevet, og det var sørgeligt. Jeg lå utroligt meget ned, og hvis jeg skulle sidde op, så var det på en masse puder, som var stablet op. Når jeg skulle stå oprejst, så måtte jeg konstant støtte mig til noget, indtil jeg måtte ligge mig ned igen. Der var smerter hele tiden, og det fyldte selvfølgelig næsten alt i mit og min mands liv,” supplerer Elisabeth Pedersen.

Operationer hjalp heller ikke

Undervejs var Elisabeth blevet viklet ind i et samsurium af afmagt, fejldiagnoser og tvivlsom behandling i sundhedsvæsnet.

”På et tidspunkt var jeg på rygcenteret i Middelfart, hvor jeg talte med en kiropraktor, som skulle undersøge mig og finde ud af, hvorfor jeg blev ved med at have så ondt. Hun rapporterede så til en læge, og han sagde efter næsten ingen betænkningstid, at jeg havde en diskusprolaps. Jeg prøvede at indvende, at jeg altså også havde enormt ondt i halebenet, så jeg næsten ikke kunne sidde ned. Lægen sagde, at det kunne der ikke gøres noget ved. Det var det,” forklarer Elisabeth.

Hun blev ordineret fire-seks Ipren og to morfin-piller om dagen, som hun skulle tage for at holde smerterne i skak. Elisabeth er epileptiker, og det blev der ikke taget hensyn til.

”Det viser sig, at epilepsimedicin mister sin virkning, hvis man tager de mængder af smertestillende, som jeg blev sat til. Heldigvis fik jeg ikke et anfald. Overfladisk behandling i sundhedssystemet var jeg desværre ude for flere gange,” lyder det fra Elisabeth.

Hun blev både opereret for diskusprolaps og fik fjernet en stump af sit haleben, fordi hun blev ved med at have smerter. Ifølge lægerne skulle hendes krop vænne sig til at leve med det opererede haleben, som blev ved med at gøre ondt.

”Men det blev jo ikke bedre af operationerne. Samtidig havde smerterne og afmagten store sociale og psykologiske konsekvenser for mig. Jeg fik både stress og angstanfald, og tilværelsen var gået i stå,” opsummerer Elisabeth.

Hun fik ny strategi

Elisabeth har alle dage været et meget aktivt menneske, og hun var fortsat i samme spor i sin pensionisttilværelse, hvor hun indtil sin faldulykke nød at rejse, vandre og holde have. Samtidig har det altid ligget dybt i hende at tage sagen i egen hånd, hvis der var noget, hun ville ændre på.

”Problemet for mig var, at jeg tabte mig selv undervejs i den her proces, fordi jeg var vant til at handle, og nu følte jeg mig på ingen måde mødt. Jeg lå bare der og havde det forfærdeligt. Hvad skulle jeg gøre? Det var totalt uvant for mig.”

Hendes situation gav naturligvis også anledning til bekymring hos hendes nærmeste. Én af hendes tre sønner stødte på Smertevidenskab i sin research og opfordrede hende til at ringe til Simon Kirkegaard.

”Jeg var desperat, og jeg tænkte, at jeg selvfølgelig ville give det et forsøg. Det, jeg oplever hos Smertevidenskab og hos Simon (Kirkegaard, red.), er noget, jeg ikke oplever andre steder. Her forstår de, at krop og hovedet hænger sammen, og at man faktisk kan gøre noget ved sine smerter. Det ændrede fuldstændig min situation og mit liv.”

Simon Kirkegaard kommenterer:

”Jeg konfronterede Elisabeth med hendes styrker, og jeg gjorde det klart for hende, at hendes strategi ikke fungerede i forhold til det, hun gerne ville kunne igen. Og så var vi enige om, at det ikke skadede hende at forsøge at træne netop det, hun havde undgået.”

Tilliden til kroppen blev genskabt

Under sit forløb hos Smertevidenskab fik Elisabeth først og fremmest et nyt perspektiv på sin situation.

”Vi talte om teori og smerter, og vi gjorde dem ufarlige. Ved at gøre dem ufarlige, turde hun for eksempel spænde i bækkenet igen, og heldigvis fik hun det næsten øjeblikkeligt bedre. Samtidig er det også virkelig vigtigt selv at tage kontrollen over sin krop,” siger Simon Kirkegaard og fortsætter:

”Det giver sig selv, at hvis man gentager en udfordrende øvelse igen og igen, så kan der komme en pris efterfølgende. Jeg plejer at spørge, om man er villig til at betale den pris for at træne sin krop op. Jeg udfordrede Elisabeth, og vi lavede en masse forskellige øvelser og gjorde de ting, som hun har skånet sin krop for i så lang tid. Efter vores første møde lå Elisabeth ikke længere ned i bilen, men sad igen på passagersædet, når de kørte bil.”

Det var en markant anden tilgang, end Elisabeth havde benyttet sig af hidtil:

”Den første køretur gjorde pokkers ondt, men jeg troede på, at smerterne ikke var farlige, og det virkede. Både min mand og jeg havde behandlet mig som om, jeg var lavet af glas, og jeg havde jo smerterne, så det virkede som det rigtige. Samtidig lytter man jo til det, som læger og andre sundhedspersoner siger, selvom det ikke havde hjulpet mig at passe på. Man har brug for at blive set som et helt menneske, der kan tage ansvar, men det bliver man bare sjældent, når man sidder overfor en læge, er min oplevelse.”

Efter Elisabeths forløb hos Smertevidenskab er smerterne stort set forsvundet.

”Ved guidning, oplysning og udfordrende øvelser kom jeg op på toppen af bjerget, og jeg blev der i stedet for at falde ned, som det tidligere var sket. Med Simons hjælp tog jeg ansvar for min krop, og tilliden til min krop blev genskabt,” fortæller hun.

”Ét af mine lidt provokerende spørgsmål til dig var, hvordan en tilgang, hvor du hele tiden passer på og skåner dig selv, nogensinde kan få dig derhen, hvor du får det bedre, mere frihed og tro på, at du kan lege med dine børnebørn og tage ud at rejse,” siger Simon Kirkegaard.

”Og det virkede. Jeg føler, at jeg er tilbage, og at jeg er mit gamle jeg igen. Det betyder selvfølgelig alverden for både mig og min familie,” afslutter Elisabeth Pedersen.