Hvor åben er du om dit liv efter ulykken?

At tale med andre om ulykken, og hvordan man har det, er vigtigt for at kunne håndtere sin tilstand. Når man er åben over for andre om sig selv, hjælper det dem til at forstå en, så de bedre kan tage hensyn. Man får det som regel bedre følelsesmæssigt af at tale med andre og føler sig ikke så ensom, når man betror sig om sine udfordringer.

Åbenhed kan også føre til tættere og dybere relationer. Men der er forskel på, hvor meget man som ulykkesramt taler om sig selv og sin situation. Nogle er ekstremt åbne og kan næsten ikke tale om andet end ulykken og dens følger, mens andre er så lukkede, at de næsten aldrig sætter ord på det, der er overgået dem. Hvordan kan det være? Det er der flere forklaringer på, ifølge Mette Nyrup, der er psykolog i UlykkesPatientForeningen.

”Dels kan det handle om personlighedstræk, hvor nogle mennesker er ekstroverte (udadvendte), og andre er introverte (indadvendte) af natur. Dels kan der være tale om kønsforskelle, hvor kvinder typisk er mere talende for at bearbejde oplevelser og følelser, mens mænd er mere lukkede og løsningsorienterede,” siger Mette Nyrup.

Hvor åben man er, kan også hænge sammen med, hvordan man håndterer den sorg, man oplever efter en ulykke, hvor kroppen ikke fungerer, som den gjorde før.

”Hvis man snakker meget om sin tilstand, kan det være tegn på, at man befinder sig meget i sorgens rum og er optaget af de funktionstab, man har været udsat for. At tale meget er typisk et forsøg på at få det bearbejdet,” siger Mette Nyrup.

Sorgprocessen er vigtig

Før i tiden troede man, at sorg forløb gennem række faser, der foregik på en bestemt måde, og at man ville ende med en accept af situationen og dermed være færdig med at sørge. Men forskning har vist, at det ikke forholder sig sådan.

”Vi har alle brug for en identitet og en livshistorie med en rød tråd, så derfor vil sorgen blive ved med at være der. En sorgproces forløber i to sideløbende spor: Det ene spor er sorgens spor med alle de følelser, man har omkring tabet. Det andet spor er livets spor, hvor man tilpasser sig livet, som det er nu, både i forhold til at håndtere sin tilstand og finde en identitet, der passer til ens nuværende situation. Sorgen slutter aldrig, for man vil altid pendulere mellem de to spor. Ulykkesramte, der erfarer, at det er helt normalt at pendulere mellem sorg og accept af den ny situation, synes, at det giver god mening. Mange oplever, at når de troede, at de havde lagt sorgen bag sig, så opdager de, at de alligevel ikke har det, fordi de oplever sorgfulde følelser igen, når de i en konkret situation bliver mindet om deres begrænsninger,” siger Mette Nyrup, der i sit arbejde som psykolog for ulykkesramte har erfaret, at mange synes, at det er befriende, at der ikke er et definitivt mål, man skal nå, men at det er okay, at man svinger i sin sorg.

En anden forklaring på, at man taler meget om sin situation, kan være, at man forud for ulykken har lidt andre traumatiske tab. I sådanne tilfælde kan man bære på noget ubearbejdet, så man allerede inden ulykken er følelsesmæssigt fyldt med tabsfølelser. Dermed kan ulykken blive en adgangsbillet, til at man gerne må tale om tingene.

”Måske har man mistet en nærtstående nogle år før ulykken, som man ikke har fået bearbejdet, og hvor man mærker, at andre ikke vil høre om ens sorg, fordi de synes, at det er på tide at lægge det bag sig. Når så en ulykke indtræffer, får man anledning til at komme ud med sin sorg, og så taler man så meget om ulykken, at det kun bliver det, der fylder,” siger Mette Nyrup.

Begrænsende identitet

Hvis man, hver gang man taler med andre, kun kan tale om sin tilstand, sin kommunale sag og hvad der sker med hjælpemidler osv., vil man ofte opleve, at folk trækker sig fra en, for ingen tør sige, at de ikke kan holde ud at høre mere.

”Hvis ens tilstand er det eneste, der fylder og har betydning, bliver det hele ens identitet. Det er en meget snæver identitet, for man glemmer, at der er mange andre aspekter af én – man er også en ven, mor, arbejdsfælle osv. Vi har mange sociale identiteter i spil. Selvom vi har én grundidentitet, så skifter vi i forskellige relationer, for vi er ikke helt de samme mennesker i forskellige relationer. Men hvis man kun har fokus på én identitet, er det begrænsende for vores livsudfoldelse,” siger Mette Nyrup, der sammenligner det med at have et kikkertsigte for øjet, der kun fokuserer på livet som ulykkesramt. Alt andet er skåret fra.

”Man går glip af mange ting i livet, både i forhold til at udvikle sig og forblive positiv. Når man er i en svær situation, er det meget givende at høre andre fortælle om noget positivt, men man bliver lidt døv for andre, når ulykkesidentiteten fylder så meget. Det gør også, at man føler sig ensom, fordi man ikke føler sig forstået, når andre trækker sig fra en. Jeg hører nogle gange ulykkesramte fortælle, at andre støder dem fra sig, fordi de ikke er interesserede i ulykken, men når vi går dybere ind i det, så viser det sig ofte, at de ikke selv har vist interesse for de mennesker, de har talt med.”

Hvordan taler man om sin ulykke og situation, så man undgår, at det bliver ens identitet?

”Man finder nemmere en balance i, hvor gavnligt det er at tale om sin situation, når man har fået bearbejdet den sorg og de tab, der er forbundet med ulykken. Det er vigtigt, at man i løbet af sorgprocessen kan nå til en accept af, at det er, som det er, og at der er ting, man ikke længere kan, men at livet er godt alligevel. Det kan kræve professionel hjælp at nå dertil,” siger Mette Nyrup, der også anbefaler, at man lægger mærke til, hvordan det føles at tale med andre.

”Fra forskning ved vi, at det er vigtigt at tale om sine følelser efter ulykken, men det er ikke entydigt positivt at blive ved med at tale om det. Det er fint at tale meget, hvis det bringer dig videre, og betyder at du får et nyt perspektiv på tingene, som kan give dig konstruktive handlemåder. Men hvis du kun taler om det samme og ikke mærker nogen ændringer, og føler dig lige så oprevet hver gang, så er det ikke nødvendigvis godt.”

Mette Nyrup anbefaler desuden, at man er selektiv, når man skal vælge, hvem man vil tale med, så man sikrer sig, at den anden er i stand til at lytte og rumme ens følelser uden at stille mistroiske spørgsmål eller komme med uopfordrede bedrevidende råd.

”Det vigtigste er, at du føler dig forstået. Så vælg nogen at betro dig til, som du føler, kan rumme dine følelser og være der for dig,” siger Mette Nyrup.

Gode råd

• Tænk over, hvem du vil være åben overfor og udvælg dem, du oplever lytter og kan rumme dine følelser. Hvis andre starter en samtale, der er ubehagelig for dig, kan du takke dem for, at de tænker på dig, og skifte emne. Det er vigtigt at sætte grænser for sig selv.
• Læg mærke til, om du føler dig forstået, når du taler om dig selv. Hvis du oplever, at du skal forklare dig meget, så overvej, om du skal du opgive at blive forstået og i stedet vælge en anden at tale med. Nogle gange er det et vilkår, at andre ikke forstår os.
• Hvis du i en social sammenhæng kan mærke, at det bliver for meget for dig at tale om din tilstand, kan du bruge humor og føre samtalen over på den anden ved fx at sige: ”Nu har vi snakket nok om mig, så hvordan går det med …?”
• Vær bevidst om, at du har mange sociale identiteter. Hvis du har brug for socialt samvær med andre ulykkesramte, kan du i den kreds dyrke aspekterne af at være ulykkesramt, og så kan du i forhold til familie og venner fokusere på den konkrete relation, hvor du fx er mor, ven, kollega osv.