Hun står aldrig helt alene

Var alt gået fuldstændig efter planen, så var 54-årige Lene Lyhne blevet sat op i tid på sit arbejde. Men med både piskesmæld og senfølger efter en hjernerystelse, er det som bekendt langt fra alt, der arter sig, som man gerne vil. Her næsten to efter ulykken er det stadig svært at acceptere for Lene.

”Nogle gange kan jeg godt blive rigtig træt af, at jeg kun arbejder fire dage om ugen fra otte til kvart over ti og stadig føler, at det er rigtig hårdt. Jeg havde aftalt med min arbejdsplads, at jeg efter et forløb på smerteklinikken i Aarhus og et forløb på kommunikationscentret i Herning skulle arbejde flere timer, men i samråd med min læge er det ikke blevet til noget. For det ville simpelthen være at rykke for hurtigt frem,” lyder det fra Lene Lyhne, der kører truck på et lager.

Hun finder heldigvis stor forståelse fra sin chef, tillidsmand og kollegaer. Men hun er også tidligere blevet mødt af mistro.

”Der var især en episode for lidt over et halvt år siden, som satte sine spor: Jeg blev bevidst om, at en tæt kollega, som jeg dengang så som min veninde, talte med de andre bag min ryg. Temaet var, om jeg da ikke snart skulle op i tid. Det gjorde mig i første omgang rasende, da jeg hørte om det. Hvis de var utilfredse eller undrende, hvorfor var de så ikke kommet til mig og spurgt? Bagefter blev jeg ked af det, men også usikker. For mig er det jo en kraftanstrengelse bare at køre de 20 km, jeg har til arbejde.”

Negative tanker ulmer stadig

Hændelsen sidder stadig i Lene, selvom hun i dag tydeligt kan mærke, at hun er blevet mentalt stærkere.

”Det kommer stille og roligt, men mit liv har også været i opbrud. Når man bliver mødt af noget, som forstærker det, så føles det virkelig hårdt. Ser jeg, at to kollegaer står og taler sammen i et hjørne, og jeg kommer forbi, så strejfer tanken mig stadig, om de mon taler om mig, og det er selvfølgelig ikke sjovt. Jeg kan dog hurtigt affeje det igen og sige til mig selv, at det bare er noget, som foregår inde i mit hoved,” fortæller Lene, der blandet andet på Center for Kommunikation i Herning har fået redskaber til at klare episoder, hvor de negative tanker tager over.

Efter føromtalte hændelse, hvor en kollega talte bag hendes ryg, bad hun sin chef melde ud om hendes situation.

”På et morgenmøde fortalte han alle om, hvorfor jeg ikke arbejder mere, end jeg gør, og hvad der er op og ned. Han opfordrede til, at man kunne komme til ham eller direkte til mig, hvis man havde spørgsmål. Det lettede situationen,” siger Lene og fortsætter:

”Men jeg faker meget. Det vil sige, at jeg lader som om, at jeg har det bedre, end jeg har det. Dog har jeg flere kollegaer, som kan se lige igennem mig, og de har enkelte gange bedt mig om at tage hjem, hvis de kan se, at jeg virkelig har det skidt. Det er en omsorg, jeg sætter pris på, for jeg synes stadig, det er svært at sige fra.”

Når Lene lader som om, at hun har det bedre, end hun har, så skyldes det særligt én ting:

”Der er stor forskel på at have det godt og på at sende et venligt smil, fordi man ikke orker at vise, at det har man ikke. Skulle jeg konstant signalere over for omverdenen, hvordan jeg i virkeligheden har det, så kunne jeg ligeså godt ligge hjemme. Jeg vil ikke have fokus på min skade hele tiden.”

Udstationeret på Balkan

54-årige Lene, hendes mand og deres datter bor lidt syd for Holstebro, hvor hverdagen naturligvis har taget en mærkbar drejning efter ulykken. Immobiliteten, smerterne og den markante mentale træthed står også i stærk kontrast til Lenes tidligere liv som soldat med tre udsendelser bag sig, blandet andet til Balkan-krigen i midthalvfemserne.

”Jeg har været vant til at klare meget pressede situationer, og jeg har set lidt af hvert. For eksempel var jeg udstationeret, da serberne trak sig ud af Kroatien, og det var ikke kønt,” fortæller Lene, der også har boet i USA i en årrække.

Sammenligningen mellem at være i krig og være ramt af både piskesmæld og senfølger efter hjernerystelse ligger lige for, men der er én parallel, som Lene faktisk ikke selv har bidt mærke i: Hun har altid én ved sin side, som hun holder opdateret om sin tilstand.

”Det er faktisk først nu, at jeg tænker det sådan: Jeg står aldrig alene, der er altid én, der kan trække mig væk, altid én, der kan komme ind fra højre. Det kan være min mand, min datter, min svigerinde, en veninde eller en kollega. Jeg er aldrig helt alene, når jeg ved, at der kan opstå situationer, hvor jeg kan blive presset.”

I praksis betyder det, at Lene sørger for at gennemtænke scenarierne, inden hun eksempelvis skal til et socialt arrangement. For nylig var hun for eksempel til firmafest, hvor hun havde aftalt med en kollega, at de sammen forlod selskabet, når de havde spist.

”Jeg tænker, at jeg på grund af min baggrund som soldat er tydelig i min kommunikation, men jeg synes ikke, at jeg er god til at bede om hjælp. Men jeg har gode folk omkring mig, og det giver en god tryghed.”

Blessing in disguise

Da Lene gik på et forløb hos Center for Kommunikation i Herning rådede de hende til, at hun skulle forsøge at deltage i sociale arrangementer, hvor hun samtidig selv satte rammerne.

”Corona og nedlukningerne har været en blessing in disguise for mig, fordi jeg ikke er gået glip af en masse socialt, imens jeg havde det rigtig skidt. Det er først nu, at jeg tager med til sociale ting, men jeg bliver typisk kun og spiser. Når vi skal på firmatur inden længe, så har jeg sikret mig, at jeg under spisningen sidder ved et bord i hjørnet. Og jeg har selvfølgelig en aftale med en kollega som altid. Hun er meget betænksom, så hun følger mig nok også op på værelset efterfølgende,” siger Lene og tilføjer:

”Det er ikke længe siden, at jeg var til Michael Carøe-koncert, og der blev det simpelthen for meget for mig med larm og mange mennesker, så der gik vi midt i det hele. Det tiltrækker opmærksomhed, når man gør det, og det er irriterende, når folk stirrer, men så tænker jeg på, at jeg før i tiden måske også selv ville have kigget.”

Generelt har Lene mødt stor forståelse hos venner og bekendte, når det kom til, at hun efter ulykken pludselig ikke var den samme som før.

”De har hele tiden kunnet se, hvor meget jeg kæmper med det her, og de har været fantastiske. Der har ikke været stillet spørgsmålstegn ved noget, så der er jeg nok heldig,” forklarer Lene Lyhne og afslutter:

”Jeg bruger så meget af mit overskud på mit arbejde, så derfor er det ekstra følsomt for mig. Mit arbejde er det, jeg står op for om morgenen, og det betyder rigtig meget for mig at kunne bidrage og yde en indsats. Det ligger der også meget identitet i.”