Guide: Kommunikér om dine udfordringer
Klar kommunikation er fundamentalt for at begå sig blandt andre mennesker, når du har en funktionsnedsættelse. Mette Nyrup, psykolog i UlykkesPatientForeningen, giver her tre gode råd til, hvordan du bedst kommunikerer til dine omgivelser om dine udfordringer.
1. Giv hverdagseksempler
Det kan være svært for omgivelserne at forstå din situation, hvis de ikke får en beskrivelse, de kan relatere til.
Giv konkrete eksempler fra hverdagen. Det skaber et indblik i din tilværelse og forhåbentlig både bedre forståelse og indlevelse fra omgivelserne.
2. Vurdér detaljegraden af din fortælling
Når det kommer til nære relationer, så giver det god mening at sætte dem nøjagtigt ind i, hvordan det er at være dig, og hvilke udfordringer du har.
Er der til gengæld tale om perifere bekendtskaber eller fremmede mennesker, kan du overveje at skabe en standardformulering med ganske få detaljer om din situation, så du ikke hver gang skal bruge energi på at folde hele din historie ud, hvis du ikke har lyst til det.
3. Sæt rammer for sociale aftaler
Det er dig selv, der bedst ved, hvor dine grænser går, og hvornår du har energi til sociale aftaler.
Det kan være en god idé at ridse op for en vært, hvor længe du kan blive til en fest, ligesom det er en fordel at varedeklarere, at du kan være nødsaget til at aflyse eller lave om på aftaler med kort varsel på grund af din situation.
Dette materiale er økonomisk støttet af Offerfonden.