Gode råd til at mindske systemstress
Få 6 gode råd til at mindske systemstress, mens du venter på afklaring.
Skrevet af
Ditte Hansen
Indholdsredaktør
Publiceret
fredag den 31. januar 2025
- Sæt faste tidspunkter til at tjekke e-Boks
For at undgå, at systemet fylder hele dagen, kan det være en hjælp at sætte et fast tidspunkt, hvor du tjekker e-Boks – f.eks. én gang dagligt eller et par gange om ugen. På den måde har du kontrol over kontakten med systemet og undgår at være i konstant alarmberedskab. - Forbered dig til møderne – uden kampindstilling
Det kan være en fordel at forberede sig til møder med kommunen, men undgå at indgå i en ”kamp” med systemet.
Forbered hellere konkrete eksempler fra hverdagen, der tydeligt beskriver dine behov. Det skaber en bedre dialog og sikrer, at sagsbehandleren forstår din situation.
- Brug de tilbud, der er til rådighed
Søg hjælp gennem UlykkesPatientForeningens tilbud som f.eks. bisidderstøtte eller UlykkesLinjen.
En bisidder kan hjælpe med at skabe klarhed og støtte dig i møder, så du ikke står alene. Rådgivningen kan også være et sted, hvor du får professionel hjælp til at forstå procedurerne.
Læs om UlykkesPatientForeningens tilbud
- Hold fast i dit netværk og dine rutiner
Systemet kan let komme til at fylde for meget, men det er vigtigt at holde fast i de ting, der betyder noget i dit liv. Se venner, hold dig til dine daglige rutiner og giv plads til de ting, som skaber glæde og tryghed i hverdagen. - Hav tillid til processen og spørg ind til procedurerne
Spørg din sagsbehandler om næste skridt i processen, og hvad de forskellige trin betyder. Når du kender proceduren, bliver processen mere overskuelig, og du ved, hvad du kan forvente. - Vær ærlig og redelig i kontakten med kommunen
Forklar dine behov så præcist og ærligt som muligt, men uden at føle, du skal præstere eller bevise noget. Kommunens opgave er at hjælpe dig, og det kræver ikke, at du forstår alle paragrafferne.