Gode råd til at leve bedre med en usynlig skade
Selvom der er mange belastninger forbundet med at leve med en usynlig skade, har du også mange muligheder for at ændre på og tilpasse dig situationen. Få her gode råd til, hvad du kan gøre.
UlykkesPatientForeningens psykolog giver her gode råd til, hvordan du kan leve bedre med en usynlig skade.
1. Struktur i hverdagen
Uanset hvor stor forståelse, du møder fra omgivelserne, kræver det mange ressourcer at leve med en skade. Det betyder, at der ofte er et stort behov for struktur i hverdagen, så ressourcerne kan udnyttes optimalt.
Strukturen kan både relatere sig til den rette balancegang mellem aktiviteter og hvil, men der er imidlertid også meget at vinde ved at danne sig et overblik over, hvad de forskellige daglige aktiviteter kræver, så du får forvaltet din energi bedst muligt.
Der findes en række visuelle og illustrative redskaber, som bruges i behandling af patienter med smerter eller kognitive udfordringer. Blandt andet kan du gøre brug af to redskaber, som kaldes bold-modellen og trafiklys-modellen. Begge er gode bud på redskaber til at få et overblik over, hvor ressourcekrævende en aktivitet rent faktisk er
Læs om bold- og trafiklysmodellen samt andre gode redskaber
2. Anerkend følelserne
Uanset om du har været skadet i en kortere eller længere periode, vil du fra tid til anden opleve, at der kommer følelsesmæssige reaktioner på ulykken og dens konsekvenser.
Det er vigtigt at huske på, at alle følelser – positive som negative – er naturlige reaktioner på en svær situation. Vi viser alle vores følelser forskelligt blandt andet afhængig af køn, alder og tidligere erfaringer med svære situationer. Derfor er ingen reaktioner mere rigtige end andre.
Hvis du er i tvivl om, hvorvidt en given følelsesmæssig reaktion er forventelig, er det en god ide at drøfte situationen med en fagperson. Dette kan skabe ro, når man får en forklaring, eller omvendt igangsætte behandling om nødvendigt
Få psykologisk vejledning via Ulykkeslinjen
3. Fokus på det, der giver glæde
Det lyder måske banalt, men du har det faktisk bedst, hvis du lever i nuet og glæder dig over det, du har, i stedet for at ærgre dig over ting i fortiden, som du ikke kan gøre noget ved eller bekymre dig over ting i fremtiden, som du ikke har sikkerhed for, vil ske.
I stedet for at vente med at gøre noget glædesfyldt til du en dag har det bedre, så gør det nu. At gøre ting, som giver glæder, producerer stoffer i hjernen, som mindsker smerter og giver mere energi.