Frygten for smerter hjemsøgte Sus

Med frygten som bagtæppe planlagde Sus Wolff sit liv ned i detaljen og brugte store dele af sin i forvejen begrænsede energi på konstant at være opmærksom på sine smerter.

-Det har taget en masse overskud, det er der ingen tvivl om. Jeg har haft det sådan, at jeg begyndte at blive bange for ting. Ikke bare, hvis der skete noget i øjeblikket, men på forhånd. Så jeg begrænsede mig selv hele tiden, fortæller Sus Wolff og fortsætter:

- Så det har påvirket mig meget, at jeg på forhånd var nervøs for at skulle noget. Jeg kunne tænke ’åh nej, vi skal til en fest lørdag aften eller en weekendtur, hvad hvis jeg får ondt på vej i bilen eller vågner og har ondt dagen efter?’ Så kunne jeg blive helt bange, allerede når vi fik invitationen. Når man har ondt mere eller mindre hele tiden, så gør det bare noget i forhold til hele ens måde at anskue tilværelsen på.

Hendes situation og de mange tanker om smerter groede ind i hendes eget selvbillede.

- Jeg vil for eksempel meget gerne være social, det er sådan jeg er, og så er det nederlagsagtigt at skulle sige til andre, at nu har jeg for ondt, eller nu kan jeg ikke holde til at være med længere. Især, hvis det sker flere gange. Jeg kunne få den tanke, at andre tænkte, jeg var svag eller skrøbelig, fordi jeg trak mig. Det billede bekræftede mig i min egen opfattelse af, at det rent faktisk var sådan, det forholdt sig. Så det var en ond cirkel, og onde cirkler er der mange af, når man har kroniske smerter, fortæller Sus.

Arbejde og smerter slugte energi

I hverdagen arbejder 51-årige Sus som jordemoder, og det både fysisk og mentalt udfordrende job har naturligvis fyldt i de mange år, hvor hun har haft smerter på grund af trafikulykken og piskesmældsskaden i 1997.

- Dengang, jeg havde nattevagter og var på fødegangen, kunne jeg indimellem have det rigtig elendigt både undervejs og efter. Til sidst blev jeg endda bange for at have nattevagter. Det skyldtes nok også, at jeg konstant var blevet bange for at få flere smerter.

Arbejdet har hun altid prioriteret højt. Sammenlagt med de kroniske smerter har det i perioder tæret på overskuddet på hjemmefronten.

- Indimellem har jeg været helt drænet, og så gik jeg i seng, når jeg kom hjem fra arbejde. Jeg har taget ekstra mange piller for at kunne slæbe mig af sted. Der har også været weekender, hvor jeg bare har ligget inde i sengen. Ser jeg tilbage på det, så var det jo ikke fedt, især ikke for min familie, men man bliver bare fanget i det, forklarer Sus.

For at opnå et mere tåleligt smerteniveau og for at bryde ud af de negative mønstre har Sus afprøvet en masse typer behandlinger. Noget har virket en smule, andet slet ikke.

I begyndelsen af året stødte hun på et facebook-opslag, hvor hun kunne læse om smertebehandler og fysioterapeut Mikkel Vind og hans tilgang, der tager udgangspunkt i nyeste smerteforskning.

- For mig var det meget tydeligt, at det var en helt anden måde at anse kroniske smerter på, end jeg hidtil var blevet mødt med, og det var selvfølgelig spændende. Der var noget, der sagde mig, at jeg skulle kaste mig ud i det, forklarer hun.

Alarmsystem i højeste gear

Den gode fornemmelse viste sig at holde stik, og Sus begyndte i et forløb hos Mikkel Vind.

- Mange andre behandlere tager slet ikke den mentale del og hele ens liv med i betragtning. Jeg må være et rigtig godt eksempel på, at det er nødvendigt. Det har været altafgørende, at mit mindset er blevet ændret, for ellers ved jeg ikke, hvordan jeg skulle være kommet videre.

Som så mange andre med langvarige smerter, har Sus mærket, hvordan de kan påvirke ens mentale sundhed. Hvad der måske er mindre kendt er, at påvirkningen også går den anden vej. For Sus har det eksempelvis gjort sig gældende i forbindelse med hendes søsters sygdom.

- Jeg er blevet opmærksom på, at hvis der er noget andet, der fylder negativt i mit liv, så bliver smertebilledet forværret. Det kan være både små og store ting. Jeg har en søster, som desværre er hårdt ramt af sygdom. Når der har været negativt nyt, eller jeg har haft mange bekymringer om hendes situation, så sætter det sig direkte i mit hoved og nakke, hvor jeg normalt har haft smerter, fortæller Sus og supplerer:

- Forskellen er, at jeg nu kan sige til mig selv, at det er mit alarmsystem, der sættes i højeste gear, og at der ingen umiddelbar fysisk fare er. Det hjælper. For mig har det været en øjenåbner, for så ved jeg, at jeg kan gøre noget ved det, når det opstår.

At skelne mellem smerter

I årene, hvor Sus har levet med smerter, har hun gjort meget ud af at træne. Til trods for omstændighederne er det lykkes hende at holde sig i god form, men de kroniske smerter har naturligvis fyldt undervejs.

- Der har været en række ting, som jeg var nervøs for. Det kunne være at sætte mere vægt på, og jeg passede også meget på med at lave øvelser, hvor jeg skulle bevæge nakken. En ting, som jeg ikke havde turdet gøre i årevis, var hovedstand. Det fortalte jeg Mikkel (smertebehandler Mikkel Vind, red.) i starten. Den greb han og sagde, at inden vi talte sammen næste gang, så ville han have et billede af, at jeg stod i hovedstand.

Sus stolede på, at Mikkel Vind vidste, hvad han bad om, og hovedstanden blev udført uden smerter, og billedet sendt.

- Det var en sejr. Det overordnede budskab var, at jeg ikke skulle være bange for at træne eller for at blive øm, for det ville alle andre også blive. I den sammenhæng er jeg blevet meget bedre til at skelne mellem typer af smerte. Når jeg eksempelvis fik ondt i nakken ved træning førhen, så skelnede jeg ikke mellem træningsømhed og de kroniske smerter. Nu ved jeg, hvornår det ikke er de kroniske smerter, der er på spil. Det er i sig selv godt, for det giver ro på kroppen, og så behøver alarmsystemet ikke køre hele tiden. Jeg er begyndt at træne uden frygt, og det giver meget i sig selv.

Det betyder imidlertid ikke, at Sus nu har skruet endnu mere op for træningen. For det handler i højere grad om at finde en balance.

- Hvis jeg er i en travl periode, så er jeg blevet bedre til ikke at presse mig selv yderligere. Det kan være, at jeg hopper over træningen, og det er okay. Man skal mærke efter, og det er ikke styret af frygt som før, hvor jeg tænkte, at alt kunne have konsekvenser for mig og min tilstand. Også de ting, jeg ikke nåede.

En bekymret mor

Hverdagen er på alle måder blevet lettere for Sus.

- Jeg havde et mindset før, at jeg død og pine skulle passe mine sengetider og have otte timers søvn. Så det ud til at skride, kunne jeg blive vildt presset, og det var bare endnu et lag til bekymringerne. Der har jeg lært, at det er rigtig fint, at det er min intension, men måske lykkes det ikke hver dag. Bare det at justere sit mindset en anelse, det letter presset, lyder det fra den 51-årige jordemoder.

Et håndgribeligt råd, som Mikkel Vind gav Sus, var at tænke på smerterne som en bekymret mor.

- Det lyder måske lidt småskørt, men det giver rigtig god mening og har virket godt for mig. Kommer smerterne i dag, så tænker jeg, at det jo bare er ligesom en bekymret mor, som kommer til at passe lidt for godt på mig og hele tiden ser farer i alt. Det er det, som smerterne er et resultat af.

Selvom Sus beskriver sit liv som forandret, så kan smerterne godt vende tilbage for en kort stund. Men det bekymrer hende ikke længere.

- Når smerterne en sjælden gang kommer, så forsøger jeg at bruge de teknikker og råd, jeg har fået. Jeg kan mærke, at det stille og roligt bliver nemmere. Jeg kommer ikke så langt ned som førhen. Det er en proces, det tager jo lidt tid, og det er helt fint. Bare at jeg kan sige de ord, det er helt nyt for mig. Førhen har jeg tænkt, hvad det dog var for et liv, jeg skulle leve, og om der overhovedet var nogen vej ud af det her. Jeg føler, at jeg er sluppet af med nogle rigtig tunge og mørke skyer, der ikke længere hænger over mig og mit liv, konkluderer Sus Wolff.