Forståelse af smerter gennem tiden

Smerte som fænomen er noget, der har optaget mennesker langt tilbage i tiden. En hurtig google-søgning fortæller, at smerte har været et tema i både Det Gamle Egypten og i Oldtidens Grækenland, hvor smerte blev anset som noget meget følelsesmæssigt (f.eks. beskrevet som noget, man følte i hjertet), og som en ekstern kraft (f.eks. som gudernes straf).

I midten af 1600-tallet kom filosoffen Descartes, som mente, at smerte gik direkte fra kroppen til ét bestemt sted i hjernen. Han beskrev denne proces, som når man trak i et reb med en klokke for enden – en fejl i ’maskineriet’ udløste en alarm, kan man også sige. I denne fortolkning adskilte han krop og sind, og smerte blev anset som noget komplet sensorisk og mekanisk. Samtidig lå det også i denne fortolkning, at en bestemt skade ville udløse den samme form for og mængde smerte hver gang. I dag ved vi, dette ikke er rigtigt. Den samme skade vil udløse komplet forskellige reaktioner hos forskellige mennesker, men også hos det samme menneske i forskellige situationer. Det er fordi, der er mange andre faktorer, der spiller en rolle, end den skade, der sker i vævet.

Smerte er mere kompleks

De følgende århundreder skete der mange store opdagelser i den medicinske verden – man fik f.eks. en bedre forståelse af nerver og hjernen - hvilket lagde fundamentet for 1960’ernes vigtige smertearbejde. Melzack og Wall udgav her smerteportsteorien, som er en kompleks teori, der ikke kan udfoldes her, men som gjorde flere vigtige ting for dagens smerteforståelse.

Først og fremmest kom der fokus på vigtigheden af de mekanismer, der er i vores nervesystem, som påvirker sensoriske input fra kroppen. Herigennem lærte vi, at smerte er langt mere komplekst end tidligere antaget, men også at det er dynamisk. Man kan altså ikke sige, at en bestemt skade fører til en bestemt type eller mængde smerte. Senere teorier byggede ovenpå og bragte nervesystemet og hjernens neurale netværk endnu mere i spil. Her blev der sat fokus på f.eks. tanker og følelsers rolle i oplevelsen af smerte. Derudover skabte dette arbejde også en stor interesse for smerte, og de efterfølgende årtier er der kommet utrolig meget ny viden.

Smerten har et formål

I dag ved vi meget om smerte, men desværre er der stadig lang vej. Målet er at blive i stand til at forstå fænomenet så godt, at vi kan forebygge og behandle alle typer af smerter.

I dag ved vi, at smerte grundlæggende er en god ting. Evolutionsteoretisk handler smerte om at beskytte kroppen. Smerte gør os opmærksomme på potentielt skadelige ting og er så kraftig, at vi med det samme reagerer (f.eks. når vi trækker hånden til os, hvis vi brænder os). Dette redder os fra farlige situationer. Samtidig tjener smerte også det formål, at vi passer på efter en skade, så kroppen kan hele.

Derudover har smerte også til formål at påvirke vores fremtidige adfærd, så vi undgår lignende situationer, ligesom det også sender et stærkt socialt signal til andre om, at en bestemt ting muligvis er farlig. På den måde er det meningen, at smerte beskytter vores kroppe.

Hjernen bestemmer over smerten

Vi ved også i dag, at smerte er et biopsykosocialt fænomen, hvor biologiske, psykologiske og sociale faktorer spiller en rolle. Samtidig ved vi, at smerte er et produkt af bearbejdning i hjernen. Det gælder uanset typen af smerte eller hvor længe, den har været til stede. Det gør det dog ikke mindre ægte eller mindre ubehageligt, og sådan er det for os alle.

Smerte opstår altså ikke i vores væv. Sensorisk input – også kendt som nociception – er de signaler, vores væv sender til hjernen, når vi f.eks. brænder os. Der er tale om kroppens måde at kommunikere mulig fare på, men det er faktisk ikke smerte, før det bearbejdes i hjernen.

Dette er en vigtig del af at opleve smerte – især ved akutte smerter – men disse er kun en del af den information, hjernen bruger. Hvordan vi har det, hvilken kontekst vi er i, tidligere oplevelser og meget mere har også betydning for den vurdering, hjernen laver. Det er f.eks. det, der kommer til udtryk, når vi hører historier om mennesker, der har reddet sig selv og andre væk fra noget livsfarligt med en svær skade, men som ikke har lagt mærke til det. Eller når vi hører om mennesker, der har siddet så fast, at de har været nødt til at skære sig selv fri for at overleve, men uden at mærke nogen særlig smerte.

Dette er eksempler på, at hjernen bruger al tilgængelig information og simpelthen kan blokere alarmsignalerne fra kroppen. På denne måde er nociception ikke det samme som smerte. Og det er faktisk heller ikke nødvendigt for at opleve smerte. I dag ved vi nemlig også, at smerte kan opleves uden disse input, men derimod alene som et produkt af nervesystemet. Her taler man bl.a. om et overfølsomt nervesystem. Processerne er komplekse, men er med til at forklare, hvorfor nogle fortsætter med at opleve kraftige smerter, efter en skade er helet.

Denne artikel er på ingen måde udtømmende, men har forhåbentligt givet dig en lille indføring i, hvordan smerte forstås i dag.