Linda har levet med følger efter ulykke i over 20 år: Et veludviklet tunnelsyn er en fordel

Hun genkalder, at de talte om en cykelsti, men det kunne have været hvilket som helst emne. I Linda Lyngsøes søgen efter at få et netværk i lokalområdet befandt hun sig for første gang til et lokalrådsmøde, hvor hun pludselig sad og talte om praktiske ting, der ingen forbindelse havde til hendes egen situation, og det gjorde noget ved hende. Noget befriende.

- Alting var jo gået i smadder efter ulykken, men jeg havde pludselig en time, hvor jeg oplevede, at jeg havde fri fra ulykkens følger, et uventet frikvarter. Jeg følte egentlig ikke, at jeg havde kræfter til at tage til et møde og deltage aktivt, og jeg var også fuldstændig færdig i to dage efterfølgende, begynder Linda Lyngsøe, der få år senere blev formand for lokalrådet og senere gik ind i byrådspolitik.

Læringen fra lokalrådsmødet bar hun med sig i sin tilgang til resten af tilværelsen.

- Tricket var at komme lidt væk fra mig selv og alt det, der var sort. Selv de helt små skridt ud i virkeligheden var svære, men jeg var nødt til at forme livet i en retning, hvor det hele ikke handlede om at være ulykkesskadet, siger 51-årige Linda Lyngsøe.

En jagt på netværk

I 2001 var hun udsat for en voldsom ulykke, hvor hun blev torpederet af en varevogn på sin cykel.

Som alenemor for sin dengang 1½-årige søn, skulle hun nu forholde sig til en ødelagt krop med adskillige skader på nakke og knæ samt nerveskader. Ganske kort efter ulykken indså hun, at der ikke var megen hjælp at hente i hendes omgangskreds.

- Af forskellige årsager kunne min familie ikke hjælpe mig, og jeg havde ikke en masse venner, som kunne aflaste. Jeg havde det virkelig skidt i tiden lige efter ulykken. Min arbejdsevne blev senere vurderet til at være nedsat med mellem 85 og 90 pct., og det illustrerer meget godt den helt nye virkelighed, jeg kiggede ind i, fortæller Linda, der på ulykkestidspunktet arbejdede i et byggemarked og oprindeligt er uddannet trafikkontrollør.

Med tiden besluttede hun sig for at forsøge at skabe det netværk, hun ikke havde.

- Det sociale var ikke nemt, når mit overskud var så meget mindre end normalt, og jeg ikke længere arbejdede. Så jeg måtte gøre noget selv. Om det så er lykkes helt at skabe det netværk, jeg egentlig ønskede mig, det tror jeg faktisk ikke, men min søgen efter det har givet mig nye gode venner og meningsfulde oplevelser, som jeg ikke ville være foruden, fortæller Linda og tilføjer:

- Jeg plejer at sige, at man må svømme, hvis man ikke vil synke. I bund og grund havde jeg i starten ikke overskuddet til så meget, men jeg tog et skridt ad gangen. Noget af det første, jeg gjorde, var eksempelvis blot at hjælpe med at servere kaffe i borgerforeningen, og så voksede det derfra.

At snyde fjenden

Tilbage i begyndelsen af årtusindet var det livsnødvendigt for Linda at skabe en form for sammenhæng og mening i hverdagen som ulykkesskadet.

- Helt lavpraktisk lavede jeg regler for mig selv, hvor jeg hver dag besluttede mig for tre ting, jeg skulle. Det kunne for eksempel være at vande blomster eller gå i postkassen. Jeg skrev de her ting ned i min kalender dagen forinden og krydsede af, når jeg havde klaret det. Nåede jeg så op på fire ting på en dag, så var det jo allerede en stor succes, forklarer Linda og fortsætter:

- I stedet for at gå på arbejde satte jeg mig hen til køkkenbordet og løste kryds-og-tværs. Det blev også en helt fast ting for mig, at jeg skulle gå i bad og tage tøj på i starten af dagen. For når jeg så passerede et spejl, så kunne jeg tænke: ’Hende der ser da nogenlunde frisk ud’. Det handlede om at snyde fjenden. Lige her var fjenden jo mig selv og mine skader.

Blev valgt ind i byråd

For at få endnu mere ro på hverdagen kontaktede Linda Silkeborg Kommune for at høre dem om hjælp til livet som alenemor med funktionsnedsættelser.

- Det gav pote, og de var søde og gode til at imødekomme det, jeg behøvede, blandt andet hjælpemidler, som jeg havde gavn af i starten, samt hjælp til rengøring, så jeg kunne koncentrere mine kræfter om min søn og om at hele min krop. Jeg fik også kontakt med en aflastningsfamilie, hvor min søn kunne komme på besøg hver anden weekend. Det var grænseoverskridende, men det hjalp mig meget, for så kunne jeg puste lidt ud og finde kræfter til at komme lidt ud i livet igen, beskriver Linda.

Et årti senere ledte hendes engagement i lokalområdet til lokalrådsarbejde. Det gjorde så stort et indtryk, at hun blev opfordret til at stille op til kommunalvalget i 2013 i Silkeborg. Her blev hun ikke valgt ind, men det gjorde hun i 2018, hvor hun i valgperioden blandt andet sad i socialudvalget.

I dag er hun førstesuppleant i byrådet for Socialdemokratiet, og hendes liv i politik har især kredset om én ting.

- Det ligger mig meget på sinde, at mennesker med handicap også er repræsenteret i vores demokrati, og at vi får en stemme. Det er så vigtigt. Andre kan sagtens have gode hensigter, men det er meget svært at sætte sig ind i en situation, hvis man ikke har prøvet det på egen krop, pointerer hun og supplerer:

-Jeg har aldrig følt, at jeg ikke havde værdi og erfaring at bidrage med i byrådsarbejdet, og jeg har altid taget aktiv del i samfundet, og holder mig meget orienteret. Men for omverdenen forsvinder meget af ens identitet, når man er på førtidspension. Man er rigtig meget sin erhvervsstilling, og i mange år havde jeg ikke været en del af samfundet. På den måde kan man godt føle, at man står efterladt ude på sidelinjen.

Uden at have haft det som mål fik Linda pludselig en ny og nøje defineret plads gennem byrådsarbejdet.

- Det var en helt anden platform at stå på. Endda én, hvor jeg kunne være talerør for rigtig mange sårbare, og hvor al min erfaring pludselig kunne bruges direkte. Der er selvsagt også omkostninger ved politisk arbejde, og der er trælse beslutninger, som gør ondt. Men når man oplever, at man kan være med til at gøre en reel forskel, så er det for mig det hele værd.

Tæppet revet væk igen

Lige nu står Linda i en situation, hvor tæppet er revet væk under hende igen. Forhåbentlig blot for en periode, men der sniger sig alvor ind i stemmen, når hun åbner op om sine hjerteproblemer, som hun først for alvor er blevet bevidst om over de seneste måneder.

I skrivende stund tager hun medicin, der blandt andet påvirker hendes energiniveau og fysiske formåen i en negativ retning.

- Jeg har fået konstateret en hjerterytmeforstyrrelse, Fokal Atrial Takykardi. Tidligere har jeg haft helt korte anfald, hvor jeg har kunnet trække vejret langsomt og dybt for ikke at gå i panik, når min puls stiger til over 200 på ingen tid. Men anfaldene begyndte at blive meget voldsommere og vare over en time. Det viser sig, at det i bund og grund skyldes, at jeg får for mange hjerteimpulser, forklarer Linda.

Spørgsmålet melder sig, om hun kan drage fordel af sine erfaringer som ulykkesskadet og fra det liv, hun har opbygget sig over de seneste to årtier.

- Jeg har oplevet rigeligt af den slags livs-drejninger, så det kan jeg utvivlsomt, men jeg må indrømme, at det her har slået mig ud. Fordi det er noget helt andet end det, jeg tidligere har været udsat for, fortæller Linda.

- Hjertet er motoren, det er noget inde i mig, der for alt i verden skal blive ved med at fungere. På trods af, at kardiologerne er meget rolige og forklarer, at det ikke er truende, men bare meget træls, så er det en helt ny og skræmmende situation. Men jeg er overbevist om, at det her klarer jeg selvfølgelig også, siger Linda.

Fokuserer på det livgivende

Evnen til at holde fast i et positivt livssyn og tage initiativ har hjulpet hende mange gange, og det er også smittet af på hendes omgivelser.

Hun har blandt meget andet været medstifter af et Hærvejsherberg i byen Thorning, hvor hun bor nu, og hun har gennem tiden stået for at samle mennesker til aktiviteter og fællesskaber som lokal aktivitetsleder i Røde Kors, ligesom hun i flere år har udført foreningsarbejde i UlykkesPatientForeningen.

- Det har både handlet om mit eget ønske om et fællesskab, men i mindst ligeså høj grad om at skabe noget for andre. Det er med til at drive mig. Der er så mange i dag, som sidder derhjemme og er ensomme, og de følelser har jeg også selv stiftet bekendtskab med. Der er desværre en tendens til, at vi ikke kommer hinanden så meget ved. Det bliver kun forstærket, hvis livet gør ondt på den ene eller anden måde.

I 10 år har hun tilmed holdt foredrag om sit liv. Titlen er Når livsmodet er væk, må viljen tage over.

- Alt det, jeg har talt om, skal jeg bruge nu på grund af mine hjerteproblemer. I de her situationer er det en fordel at have et veludviklet tunnelsyn, for så bliver verden ikke så uoverskuelig, fortæller Linda.

- Helt konkret kan det være at fokusere på de ting, jeg kan, i stedet for der, hvor udfordringerne er. Jeg bruger det også til bevidst at flytte mit fokus, hvis jeg for eksempel går ud i min have, og det hele er groet til, så zoomer jeg ind på en utrolig flot blomst, og så forsvinder det andet for en stund, siger Linda Lyngsøe og afslutter:

- Det er en daglig beslutning at tro på, at der også er noget godt i posen. For mig har det hjulpet at give plads til tanker og frustrationer, som selvfølgelig er der, og så acceptere dem og lægge dem til side. I stedet har jeg fokuseret på det livgivende og en tanke om, at det altid nok skal gå, man kan altid finde en ny vej.