Er landets mest vellidte buschauffør ulykkesskadet?

Der findes en dansk folkekomedie fra 1963 med navnet Bussen, hvor Dirch Passer er omdrejningspunkt i rollen som buschauffør, der velvilligt og i højt humør både passer sin busrute og hjælper skolebørn med lektier og hverdagsproblemer, og hvad der ellers sker på den fiktive egn, hvor filmens handling foregår.

Skulle man gå og tro, at de værdier, som filmen repræsenterer, er gået i glemmebogen her 60 år senere i vores fortravlede 2023, så kan man godt tro om igen. I området ved byen Hovedgård nord for Horsens kører ulykkesskadede Lars Falk Jacobsen skolebus, og han kan slet ikke lade være med at involvere sig i børnenes liv. Det kommer ham tifoldigt igen, og det mærker man straks, når han sætter sig i chaufførsædet i sin blå skolebus.

Som altid har Lars Falk Jacobsen placeret en kasse med slikkepinde forrest i bussen, inden han svinger ind foran Hovedgård Skole en torsdag i maj, hvor folkeskolebørn i alle aldre begejstret vinker til ham. Hurtigt får børnene gebærdet sig selv og deres kasseformede skoletasker ind i bussen med øjnene rettet mod slikkepindene, som de lystigt forsyner sig med, inden de sænker sig ned i bussæderne.

”Mit arbejde som buschauffør har givet mig livskvalitet igen, og jeg har mig et frirum her. De dage, jeg har, hvor min krop virkelig har det svært, der er det altså meget motiverende at vide, jeg skal køre de her børn til og fra skole. Det betyder rigtig meget for mig,” siger 56-årige Lars og fortsætter:

”Allerførste gang jeg satte mig i bussen, var stemningen trykket. Én af børnene udbrød, om de nu igen-igen skulle have ny chauffør. Jeg kunne godt fornemme, at der skulle gøres noget.

Så jeg begyndte at snakke med dem, stikke lidt til dem, og de begyndte langsomt at åbne op. Jeg kan mærke, hvis der er noget galt med børnene. Så snakker vi lidt om det og tager ekstra hensyn og gør det til en god oplevelse at køre i bus.”

Stoppede med at jage et spøgelse

I modsætning til filmen med Dirch Passer udspringer Lars’ historie fra et behov om at fylde nyt indhold i livet og dreje fokus væk fra smerter og nogle turbulente år. I 2016 var Lars udsat for en arbejdsulykke, som lige siden har givet ham konstante smerter i lænden og venstre ben og et væld af følgevirkninger. Han har fået at vide, at hans centralnervesystem er dysfunktionelt.

”Smerterne har jeg haft meget svært ved at acceptere, og det var endnu værre, at jeg ikke kunne udføre de ting, som jeg før kunne. Jeg har altid nydt at bruge mine hænder, men nu fik jeg store problemer med at slå græs. Samtidig blev jeg pumpet med morfin. I en periode tog jeg Tramadol (udskældt morfinlignede præparat, red.) bare for at kunne rejse mig fra sofaen.

Imens begyndte jeg at jage muligheder for at blive helbredt. Jeg afprøvede mange forskellige behandlingsformer, og jeg har været på et væld af sygehuse rundt omkring. Det gav mig bare ikke rigtigt noget i længden,” forklarer Lars.

I første omgang var det en god kammerat, der fik ham til at skifte mindset. Kammeraten, der er rygmarvsskadet og har levet med følgerne i adskillige år, havde et håndgribeligt råd.

”Han kunne se, hvad jeg prøvede på, at jeg ville have mit gamle liv tilbage, men han sagde, at jeg skulle stoppe med at jage et spøgelse. For jeg ville aldrig blive helt rask eller kunne leve nøjagtigt som før. Det gjorde noget ved mig,” fortæller Lars, der gennem et forløb hos smerteklinikken i Silkeborg samt ved misbrugscentret i Horsens kom helt ud af sit høje morfinforbrug i 2017.

Der skulle desværre ikke gå længe, inden han blev ramt på ny. ”Jeg skulle flytte for min ældste søn. Det var kun en måned efter, at jeg var kommet ud på den anden side, og jeg følte, at det gik meget bedre. For første gang efter ulykken. Men så blev jeg ramt af en blodprop i hjernen, og det slog mig fuldstændig ud, for jeg følte, at jeg skulle starte forfra på alt igen.”

Gaver står i glasskab

Tilbage i skolebussen en tirsdag i maj er Lars og børnene på vej ud på den daglige rute, der fortrinsvis består af let bølgede småveje med udsigt til rapsmarker, spredte gårde og mindre landsbyer. Der er naturligvis busstoppesteder langs ruten, men de spiller langt fra en hovedrolle.

”Vi har én, som skal gå næsten fire kilometer fra busstoppestedet, så når han er med, så kører jeg ham altså hjem. Jeg stopper der, hvor børnene har brug for det. Når vi for eksempel når hen til Gl. Århusvej, som er meget befærdet, så vil jeg heller ikke have, at de selv skal gå over den. Det synes jeg simpelthen er for farligt, så det finder vi også ud af,” fortæller Lars, der giver sig til at snakke med to drenge, der går i 1. klasse og har placeret sig på de forreste sæder.

”I kan da lige vise, hvad vi plejer at gøre, når én af jer har fødselsdag,” siger Lars til drengene, som straks finder bussens flag frem, der fast ligger på hattehylden.

”Så synger vi fødselsdagssang og gør lidt ud af det,” fortsætter Lars. Ved juletid er der også allerede opstået en tradition, selvom Lars kun har været børnenes buschauffør i to år. Bussen bliver pyntet med julelys og guirlander, og Lars har små gaver med til børnene. Der kommer også gaver den anden vej.

”For mig er der ikke noget bedre end at se de her børn glæde sig til at køre bus. Og så har jeg fået gaver fra børnene, som står i et glasskab derhjemme. Jeg bliver helt rørt af at tænke på det,” siger Lars, der blandt meget andet har fået et krus med teksten ’Verdens bedste chauffør’ samt op til flere håndskrevne kort med særdeles rosende ord fra skolebørnene.

Kunne ikke se udvej

Der skulle lidt af en tilfældighed til, før Lars fik sat sin positive udvikling i gang på ny. Et møde med en bekendt på en restaurant plantede en idé om, at han skulle have et arbejde igen, selvom han allerede var blevet tilkendt førtidspension.

”Han sagde, at de søgte chauffører hos Umove, og han mente, det kunne være noget for mig. Jeg havde aldrig selv fået søgt jobbet, så det var et held, at det kom til mig på den her måde. For jeg var langt nede, rigtig langt nede. Jeg havde en depression, og jeg sad bare og ventede og kiggede ud af vinduet. Når jeg skulle lave noget, så spiste jeg på sofaen og satte en gammel dansk film på, og jeg kan alle replikkerne i Matador,” fortæller buschaufføren, der samtidig understreger, hvor alvorlig situationen var:

”Jamen, havde jeg ikke haft mine tre sønner, så ved jeg ikke, om jeg havde følt nogen grund til at blive ved med at være her. Så slemt var det i en periode, og jeg kunne slet ikke se en udvej på det.”

Inde i skolebussen flyder snakken lystigt mellem børnene, mens det tynder ud i flokken.

”Lars vil os bare rigtig meget, det er der ingen tvivl om. Han spørger, hvad vi laver i skolen, og hvis man er lidt trist, så vil han altid gøre én i bedre humør. Jeg interesser mig for eksempel meget for biler og landbrug, og så taler vi lidt sammen om det,” lyder det fra Martin, som går i 8.klasse.

”Før i tiden var det ikke noget særligt at køre i bus, men nu er det rart, og noget vi faktisk glæder os til,” supplerer hans sidemakker i bussen, Asger fra 6. klasse.

Umuligt ligeså god som Lars

Skolebussen svinger ind forbi kirkegården i landsbyen Vedslet og sænker farten en smule. Lars peger derind, mens Elias fra 1. klasse, der skal stå af om lidt, bevæger sig ned ad midtergangen.

”Elias mistede sin bedstefar for et halvt år siden, så ham har vi passet ekstra godt på,” siger Lars og lægger en hånd på Elias’ skulder, da han kommer op til ham.

”Kan du have det godt min dreng, vi ses i morgen,” tilføjer Lars til Elias.

Længere nede i bussen er det gået op for Martin, hvad det er for en film, der henvises til længere oppe i artiklen:

”Ja, ja, jeg kender godt den film med Dirch Passer. Den er meget sjov.”

”Altså, jeg kender den ikke, men buschaufføren i filmen kan umuligt være ligeså god som Lars. Er det ikke rigtigt, Lars?” spørger Asger, mens Lars smiler tilbage.

Kort tid efter er der kun to børn tilbage, Asger og hans storebror Emil. Den blå skolebus kører ind til siden ved en mark med mælkebøtter og et lille vandhul. Ud fra huset på den anden side af vejen kommer en hund stormende og springer hjemmevant ind i bussen og bliver kløet og nusset af Lars, der forlader chaufførstolen og går ud på marken. Lidt efter kommer drengenes mor med hjemmelavede trøfler.

”Ja, de ved jo, hvad jeg godt kan lide,” siger Lars og tager en trøffel. Han fortsætter:

”Der skal være tid til at snakke og være sammen, vi skal nok nå det hele. Det vigtigste er bare, at alle har en god tur, og at de glæder sig til at køre med bussen igen i morgen. Så er jeg også glad.”

På mælkebøttemarken fortæller Lars om et lægebesøg for et par uger siden. Særligt én kommentar, han fik, illustrerer ganske glimrende, hvordan hans liv har ændret sig, efter de uforudsete drejninger.

”Min læge spurgte mig direkte, hvad fanden der var sket med mig over de seneste to år. Jeg måtte så svare, at jeg jo havde fået mig et job, som jeg nyder utroligt meget, og så har jeg fået mig en kæreste. Vigtigst af alt, så har jeg sluppet negativiteten, og i dag glæder jeg mig over, hvordan mit liv er blevet i stedet for at gå og ærgre mig og jagte noget, der var engang,” afslutter Lars Falk Jacobsen.