En stædig og ærlig tilgang bragte Louise tilbage på arbejdsmarkedet

Dagen i går var irriterende, begynder folkeskolelærer Louise Lykke Hulmose. Hun havde en sygedag, og det summer bag hendes smilende ydre, at det er en situation og en følelse, der kolliderer med den opfattelse, hun har af sig selv, og det, hun gerne vil med tilværelsen.

- Jeg føler, at jeg er kommet langt efter ulykken og amputationen, så en sjælden sygedag kan føre mig lidt tilbage. I går kunne jeg ikke få min protese på, fordi jeg har et sår. Jeg ringede og meldte mig syg til skolens sekretær. Ligesom hos alle andre på min arbejdsplads, så blev det mødt af støtte og intet andet. Alligevel kan jeg ikke fuldstændig ryste følelsen af mig, at jeg jo ikke rigtig er syg. Det er ikke influenza eller halsbetændelse, men noget, som de andre ikke kan fejle, forklarer 40-årige Louise Lykke Hulmose og tilføjer: 

- Det er noget, jeg skal lære, og jeg ved godt, at det er i mit hoved, det er et problem, at jeg melder mig syg. Det er bare sådan en irriterende og træls ting, men havde jeg ikke gjort det, så var såret blevet værre, og så havde jeg haft flere sygedage, det er der ingen tvivl om.

Gennemgik 20 operationer

I halvandet år har Louise været lærer på en vestjysk folkeskole. Det blev muligt som følge af hendes stadig forholdsvis nye situation efter amputation af fod og underben.

- Jeg har hele tiden tænkt, at jeg ville tilbage og arbejde efter min ulykke. I årene lige efter ulykken så det noget mere broget ud, men jeg bevarede troen på det, og jeg blev bakket op af mine omgivelser. Jeg havde også en sagsbehandler, en rigtig dygtig socialrådgiver, der sagde til mig: ’Selvfølgelig kommer du tilbage og arbejder på en eller anden måde.’ Det gav mig en styrket tro på, at det ikke var et lukket kapitel. 

Hvad angår socialrådgivere, så vender vi tilbage til den del. Først lidt om Louises fysik før og efter amputationen.

- Det har været en gamechanger for mig, at jeg fik amputeret mit ben i 2022. Også hvad angår arbejde. Ulykken skete i 2012, da jeg væltede på en isglat vej på cykel. Jeg beskadigede min arm og fik et kompliceret brud på min ankel, som aldrig blev godt igen. Det startede en kavalkade af operationer, 20 i alt, og livet blev et helt andet. Jeg var sygemeldt i lang tid efterfølgende, og jeg forsøgte også at komme tilbage til det lærerjob, jeg havde dengang, men det fungerede ikke. På et tidspunkt var jeg der 10 timer i ugen, men jeg skulle jo også igennem operationerne, så det var hele tiden frem og tilbage. 

Samtidig døjede Louise med stærke smerter efter sine skader fra ulykken, og hun var nødsaget til at bruge en krykke, når hun bevægede sig uden for hjemmet i Esbjerg, og når hun stod foran sine elever.

- Efterhånden måtte jeg jo indse, at det ikke kunne lade sig gøre at arbejde som lærer på det tidspunkt. Man går og står meget som lærer, og det var simpelthen ikke foreneligt med mine udfordringer dengang. Det var selvfølgelig frustrerende, og jeg skulle finde en ny vej arbejdsmæssigt.

Tog uddannelse som socialrådgiver

Fordi Louise hele tiden havde i tankerne, at hun skulle tilbage på arbejdsmarkedet, var det vigtigt for hende ikke at lukke døre.

- Hele vejen igennem var det drømmescenariet at vende tilbage som folkeskolelærer, men jeg affandt mig også med, at det kunne være, jeg skulle noget helt andet. I årene efter ulykken holdt jeg kontakten ved lige med mine tidligere lærerkollegaer, og jeg fulgte med, så godt jeg kunne, for jeg tænkte, at det ville gøre det nemmere at glide ind på arbejdsmarkedet igen. Men det gik op for mig undervejs, at det ikke er så ligetil, når man ikke længere arbejder. For man bliver sat af, og det billede, man har af sig selv, ændrer sig pludselig. Du har så meget identitet i dit arbejde, og det var svært for mig at mangle den del. 

Hun kom undervejs i et ressourceforløb, hvor hendes arbejdsevne skulle afklares, og i samråd med læger og sagsbehandlere nåede man frem til, at det eneste rigtige ville være at stile efter en profession, som bestod af mere stillesiddende arbejde.

- For mig var det samtidig utrolig vigtigt, at jeg gik efter noget, som jeg syntes var spændende og udfordrende. Jeg havde ikke regnet med, at jeg skulle studere igen, men det stod efterhånden klart for mig, at det var vejen frem, når nu lærerfaget var dømt ude, siger Louise og fortsætter: 

- Så jeg sadlede om og begyndte at læse til socialrådgiver. Jeg sad der midt i 30’erne og læste med helt unge mennesker, og det skulle jeg da vænne mig til. Omvendt tænkte jeg også, at det jo ikke nytter noget, at alting skal fremprovokere en tvivl. Det endte også med at være rigtigt fint. Jeg ville jo ikke stoppe med at være stædig og ambitiøs, bare fordi jeg var så uheldig at være ude for en ulykke. 

Socialrådgiverfaget tiltalte hende blandt andet på grund af den tid, hun selv befandt sig i det kommunale system. På både godt og ondt.

- Og så tænkte jeg, at socialrådgiverarbejdet kunne være helt vildt spændende at dykke ned i. Det er på ingen måde, fordi jeg selv syntes, det var sjovt at være en del af hele systemet, men jeg kunne se, hvor stor en forskel en kompetent socialrådgiver kan gøre, og det inspirerede mig. Det er jo sådan nogle erfaringer, man først rigtig kan få, hvis man har mærket det på egen krop, forklarer Louise. 

Var ikke den samme som før

Retningen i hendes liv tog endnu et sving for to år siden, da hendes fod og underben blev amputeret.

Forud var gået mange tanker, vanskelige overvejelser og lange samtaler med familie og fagfolk.

- Jeg kan meget mere nu end før amputationen. Det skal ikke lyde som om, at mine udfordringer bare stoppede, men der er kommet nogle helt andre nuancer. Det var jo en virkelig, virkelig svær beslutning at sige ja til amputationen, men der var en masse ting og drømme, som begyndte at se mere realistiske ud. Én af tingene var, at det efterhånden gik op for mig, at jeg faktisk kunne blive lærer igen. Så det tænkte jeg, at jeg var nødt til at give et skud, siger Louise, der afsluttede socialrådgiveruddannelsen i 2023. 

En fællesnævner for processen med at vende tilbage til arbejdsmarkedet har været, at det har hjulpet hende at være fuldstændig ærlig.

- Sådan er det faktisk i alle aspekter af livet, for jeg er nødt til at være i det og stå ved det. Det nytter ikke noget at sætte et ideal op, som man alligevel ikke kan nå. Når man er amputeret, så er ens skade jo tydelig, men jeg kunne gøre meget mere for at skjule det, end jeg gør i dag. Jeg tænker, at det må betyde, at jeg har fundet mere fred med det, selvom det naturligvis stadig er en kæmpe omvæltning. Især, at jeg jo ser sådan her ud nu, lyder det fra Louise, som supplerer: 

- Da jeg søgte mit nuværende job, var jeg selvfølgelig bevidst om, at jeg ikke var den samme Louise som før ulykken og amputationen. Der var bare noget andet at forholde sig til. Først var der det helt åbenlyse, at jeg mangler et ben, og at jeg kan få fantomsmerter, som er slemme, men som jeg heldigvis kan stå igennem. Det skulle en kommende arbejdsgiver købe ind på. Noget andet var, at jeg jo havde store huller i mit CV, og det var jeg da betænkelig ved, for hvordan ville det blive modtaget? 

Man mister ikke sin værdi

Louise greb jobsøgningsprocessen an på den måde, hun selv havde det bedst med, og hendes betænkeligheder blev gjort til skamme.

- I ansøgningen fik jeg formuleret, at jeg havde haft en periode, hvor jeg efter en cykelulykke var igennem rigtig mange operationer. At jeg var blevet benamputeret et år forinden, og at jeg var velfungerende med en protese. Så jeg fokuserede på de positive ting i det, men var samtidig ærlig, siger Louise og tilføjer:

- Da jeg så sad til samtalen, fortalte jeg, at jeg stadigvæk var der, hvor jeg havde brug for pauser nogle gange til at sidde ned, og jeg havde også brug for at tage min benprotese af. Selvom det har vist sig at være minimalt, fortalte jeg også, at jeg ikke kunne garantere, at jeg ikke ville få sygedage, hvor jeg havde brug for ikke at have mit ben på. Og at det hele stadigvæk var så nyt, så jeg havde svært ved at vurdere, hvor ofte det ville være. På den måde håbede jeg at give dem et klart billede af min situation, og hvad det var for en præmis, de købte ind på, hvis det var mig, de gerne ville ansætte.

Heldigvis havde Louise Lykke Hulmoses forhistorie og fysik ingen betydning for skolens ledelse. Hun afslutter:

- De sagde, at der jo er mange, som har et eller andet, som de slås med, og hvor udfordringer er en del af livet. Det var på en eller anden måde rart at høre. De var mere interesserede i, hvem jeg var som menneske, og hvilke kompetencer jeg kunne byde ind med, og det flugter jo rigtig godt med den måde, jeg gerne vil leve med det her på: At selvom livet indimellem bider fra sig, skal man ikke give op, for det er jo langt fra sådan, at du mister din værdi, fordi du har været ude for en ulykke og får forandret din tilværelse.