En ny økonomisk hverdag: Alle fornøjelser er skåret væk – bortset fra én

Som modreaktion til en privatøkonomi, der kun er blevet strammere og strammere over det seneste 1½ år, har Birgit Anni Pedersen skåret helt ind til benet på næsten alle fronter. Kun næsten alle, for der er nemlig én ting, som hun ikke har gjort et forsøg på at gøre mere rentabelt: Hendes handicapbil.

”Min bil symboliserer frihed og frirum for mig. Jeg er jo ikke særligt mobil med mine skader, så jeg har brug for den, og jeg ville meget, meget nødigt undvære den i mit liv,” forklarer Birgit Anni Pedersen og supplerer:

”Måske burde jeg se mere nøje på, hvad jeg kunne spare, hvis jeg ikke havde den, eller hvis jeg aldrig kørte i den. Men det gør jeg ikke, for jeg forholder mig i forvejen konstant til økonomi og besparelser i så mange aspekter af vores tilværelse. Når det så er sagt, så er det primært korte ture, jeg kører, men hold op, hvor betyder det bare meget at kunne køre sig en tur, når man vil.”

En lang række andre hverdagsgoder er skåret fra i hverdagen hos Birgit og hendes mand Yngve i Rågeleje.

”Det har været en nødvendighed. Før i tiden nød vi eksempelvis at gå ud at spise. Vi rejste også indimellem, og jeg gik jævnligt til frisør og brugte lidt penge på mig selv i ny og næ. Men der er situationen en helt anden i dag. Selvom det er enormt anstrengende og frustrerende kun lige at have nok hver måned, så synes jeg, at vi har omstillet os ganske godt.”

Byggede sommerhus om

68-årige Birgit har både en arbejdsulykke og en trafikulykke bag sig, som har givet hende skader på blandt andet nakken, i brystregionen, lænden og underlivet, ligesom hun har fået dropfødder. Skaderne gjorde, at den tidligere socialpædagog og dagcenterleder blev godkendt til førtidspension i 2006. For tre år siden blev hun folkepensionist, og den overgang var et skifte i den måde, hun hidtil havde levet.

”Der var vel en forskel på 10-12.000 kr. fra førtidspension til folkepension, fordi jeg samtidig ikke længere fik udbetalt arbejdsskadeerstatning og tilskud til merudgifter (Serviceloven §100, red.). Det vidste vi ville komme, men det betød selvfølgelig en del. Min mand har mere eller mindre kun sin folkepension, og i dag har jeg udover min folkepension også stadig en smule fra min tjenestemandspension, men vi sidder stramt i det, når alt samtidig stiger i pris,” lyder det fra Birgit.

Da hun i sin tid fik sin erstatning for trafikulykken anbefalede hendes sagsbehandler, at de skulle se nøje på deres boligsituation.

”Det viste sig, at det ville være det billigste i længden at få bygget vores sommerhus om til helårsbolig. Så det brugte jeg hovedparten af min erstatning på. Nu bor vi her, og det er rigtig dejligt, men vi er også i den situation, at flere ting på huset trænger til at blive gjort noget ved, men det har vi bare ikke råd
til,” siger Birgit.

Besøger man Birgit og hendes mand i dag i det ombyggede sommerhus i Rågeleje, så skiller det sig ud på grund af ægteparrets fjerklædte medbeboere.

”Vi har papegøjer, og indimellem har vi en del. Vi får unger og æg ind fra avler, hvor forældrefuglene ikke selv af den ene eller anden grund kan opfostre deres afkom. Så det er der, vi træder til og hjælper ungerne. De ligger i varmekasser, og det tager selvfølgelig en del strøm. Så da el-priserne var på sit højeste, der var vi pressede, det må jeg sige, men vi klarede det akkurat. Det sker også, at vi får solgt en fugl, og så får lidt ud af det på den økonomiske front den anden vej, selvom det naturligvis først og fremmest er en hobby, vi har.”

Hård periode letter ikke

For Birgit er det helt centralt at opretholde en stor portion positivitet i hverdagen. Hun vil helst se de muligheder, de trods alt stadig har.

”Min mand plejer at sige, at hvis det skete, at vi skulle bo i en jordhule, så ville vi klare os alligevel. Det er jo den indstilling, vi bliver nødt til at have, og jeg synes, vi er ret gode til at være i det, vi har, og ikke længes efter noget, der er urealistisk.”

Det betyder dog ikke, at bekymringerne aldrig fylder.

”Begynder vi at snakke om vores økonomiske situation og forholde os til det, så er det selvfølgelig anstrengende. Selvom jeg langt det meste af tiden vælger den positive vinkel, så kan jeg også nogle knap så pæne gloser, som jeg nogle gange ytrer, når det er surt. For det har da været en hård periode, og jeg synes ikke rigtig, at den letter,” siger Birgit.

Ægteparrets strategi har i månedsvis været at spare på næsten alle fronter. Basale dagligvarer forsøger de at få så billigt som overhovedet muligt, og de fryser alt det ned, de kan. Generelt har de konstant blik for, hvor de bedste tilbud findes.

”Min mand sidder og gennemgår tilbudsaviserne fra de enkelte, større dagligvarebutikker, og så kører han efter det. Det har jeg ikke mulighed for på samme måde, så det er primært hans afdeling, og så handler jeg indimellem i mindre butikker. Dagligvarepriserne har medført, vi ikke længere køber økologisk, så vi tilrettelægger og spiser på en anden måde end før,” forklarer Birgit og fortsætter:

”Jeg synes, vi kan mærke på budgettet, at vi er blevet gode til det. Mangler jeg tøj, så køber jeg næsten altid brugt, og skal jeg have creme eller makeup, så er det på lavbudget nu, og meget af det er ligeså godt som det dyre alligevel, så det er ikke det store problem.”

Er åben om økonomi

Det ligger helt naturligt til Birgit at være åben om sin økonomi. I praksis betyder det blandt andet, at både børn og børnebørn ved, at pengene ikke er store.

”Og det har alle taget rigtig godt imod. Vi lægger ikke skjul på noget eller prøver at opretholde en facade, for det får man ikke noget ud af. Samtidig tænker jeg også, at vi er heldige med den forståelse, vi møder. Når vi skal til en familiesammenkomst, så sker det, at vores børn finder på at give et tilskud til den gave, vi har med. Det er jo utroligt rart og flot. Vi har også fortalt vores børnebørn, at når man bliver 20 år, så får de altså ikke længere fødselsdagsgaver af os, og det gør vores børn heller ikke.”

Forståelse får hun også blandt sine veninder. Ligesom hende selv, så har de fleste af dem forskellige fysiske udfordringer og en økonomi, som ikke ligefrem bugner.

”Vi er i samme båd, og det gør, at det overhovedet ikke er tabubelagt at tale om presset økonomi. Alle har noget at slås med. Så snakker vi om, hvad vi gør, og hvordan vi tackler det, og vi bakker hinanden op. Det er guld værd, og det behøver ikke at være mere end en kop kaffe, når vi mødes, for der er ingen forventninger, og det er rart. Faktisk er det meget sjældent, at vi inviterer gæster hjem til spisning, for det koster jo raskt væk over 1.000 kr. at købe mad og den slags, så det bliver i mindre skala, og det er vi helt afklarede med.”

Se lokalområdet med nye øjne

Enkelte gange er det sket, at Birgit enten ikke har hentet sin medicin eller har været nødsaget til at vente med at købe den, fordi hun simpelthen ikke har haft råd. Det mærker hun naturligvis, og hun mærker også meget konkret, at der fra Regionens side har været behov for at spare. De har nemlig skåret hendes træning og behandling med vederlagsfri fysioterapi ned fra fire til to gange om ugen.

”Som minimum skal jeg have pulsen op tre gange i løbet af ugen, og det er svært, når man går så dårligt, som jeg gør. Så lige nu handler det om, at jeg skal finde den billigste måde at træne selv, hvis det kan lade sig gøre. Jeg håber virkelig, at jeg finder noget, som jeg kan betale, for jeg ved af erfaring, at det går ud over min gangfunktion og mit generelle velbefindende,” beretter Birgit.

I skrivende stund befinder vi os akkurat inden sommerferien, men hos ægteparret i Rågeleje er der ingen rejseplaner at spore.

”Jeg har faktisk ikke skænket det en tanke, for det er der under ingen omstændigheder råd til, så det er simpelthen urealistisk. Ikke bare i år, men også fremover. Til gengæld er vi jo så heldige, at vi bor lige her midt i sommerlandet, så jeg må sætte mig ind i min bil og køre igennem lokalområdet med nye og friske øjne, så jeg kan suge lidt af feriestemningen ind.”

Igen er vi tilbage ved handicapbilen som pejlemærke.

”Jeg kan føle mig bundet på grund af mine skader og funktionsnedsættelse og bestemt også som følge af en presset økonomi. For det er ikke sjovt at mangle penge. Men med min bil kan jeg køre ned på havnen eller til skoven og få lidt luft til tankerne. Nogle gange tager jeg også mig selv i at sidde inde i huset og kigge ud på min bil og tænke, at jeg jo bare kan køre mig en lille tur, hvis jeg vil. Det er frihed for mig, og følelsen af frihed forsvinder så nemt,” afslutter Birgit Anni Pedersen