Det skriger på en reform

Når Janus Tarp læser om initiativer til at komme problemerne i sagsbehandling for mennesker med handicap til livs, ser han mange gode intentioner. Det ender dog oftest med, at han i sidste ende bliver skuffet, når det skal manifestere sig politisk.

”Sådan forholder det sig også med Social- og ældreministeriets nye udspil, som er blevet fremsat på baggrund af deres egen rapport om det specialiserede socialområde. Der er uden tvivl nogle udmærkede anbefalinger iblandt, og det er naturligvis helt nødvendigt, at der er mere fokus på området fra politikernes side. Problemet opstår først og fremmest i, at det rækker helt til 2030, før man har implementeret anbefalingerne, og det er simpelthen alt for længe. Der skal sættes ind meget tidligere,” lyder det fra UlykkesPatientForeningens formand, Janus Tarp.

Han opfordrer samtidig til, at man går hårdere til værks for at rydde ud i problembunken.

”Området skriger på en reform. Det skriger på nogle af de tiltag, som vi, Danske Handicaporganisationer, Det Centrale Handicapråd og andre gode folk foreslår, men jeg synes, at de forslag generelt er svære at genfinde i det, der kommer fra lovgivernes side. Efter min opfattelse må man simpelthen sætte hårdere ind, for det her går ud over mange mennesker med handicap, som virkelig må kæmpe for at få den hjælp, de er berettiget til. Lige nu er systemet slet ikke gearet til det behov, der er.”

Rammerne halter

Reformtankerne er født ud af mange års problemstillinger og politisk nølen.

”Det her er jo ikke noget, vi kun har set i 10’erne eller 20’erne. Det går længere tilbage, og det må efterhånden være tydeligt for enhver, at det ikke nytter noget, vi forsøger at skrue på nogle enkelte knapper hist og her og så håbe på, at de egentlige problemer forsvinder. I årtier har vi bedt om en styrkelse af forholdene på området, men der er næsten intet sket,” siger Janus Tarp og fortsætter:

”Der er mange ting, man bør gøre ved det her, og derfor er det en reform, vi taler om. Der skal sættes ind både økonomisk og ressourcemæssigt, kulturelt og uddannelsesmæssigt.”

Janus Tarp griber i den sammenhæng ud efter rammerne for den kommunale sagsbehandling.

”Mennesker med handicap er underkompenseret i retssikkerhedsmæssig forstand, og på ikke at få de ydelser, man har krav på. Her skyder jeg på alle, men mest af alt på rammerne, som Folketinget, ministeriet og Ankestyrelsen lægger ned over kommunerne. Og så er der selvfølgelig de faglige redskaber, som kommunerne har at gøre godt med. Hvad er det for metoder, man skal leve op til og anvende, og hvad er det for et uddannelsesniveau, de kommunale medarbejdere har. Er det tilstrækkeligt? Og det sidste: Hvilke arbejdsmiljømæssige rammer er der for medarbejderne, som er i frontlinjen, og som står overfor borgerne?”

Pilen peger opad

Netop måden, borgeren mødes på, er et omdrejningspunkt i UlykkesPatientForeningens egen undersøgelse Vejen gennem systemet. Janus Tarp anser tonen og kommunikationen som helt afgørende i sagsbehandlingen, og selvom han ikke bliver overrasket, så frustrerer det ham, at så mange medlemmer i undersøgelsen føler sig utrygge eller føler sig talt nedsættende til, når de er i kontakt med kommunen.

”Hvis området skal rykke sig, så skal man af med den kultur, hvor nogle sagsbehandlere ikke behandler borgerne ordentligt. De er jo ikke onde mennesker, men de er bare sat ind i en virkelighed og en hverdag, hvor det er utroligt svært at være helhedsorienteret, at komme hele vejen rundt om borgeren og at møde borgeren med den fornødne tid. Men uanset hvad, er det uacceptabelt, som det er nu,” pointerer han.

UlykkesPatientForeningens formand vil have kommunalbestyrelserne til at tage mere ansvar:

”De må sætte sig i spidsen for, at der er en ordentlig og respektfuld kultur i deres forvaltning. Kommunalbestyrelserne må give deres medarbejdere rum og tid til at behandle borgerne ordentligt, for pilen peger tit opad: Til chefen, direktørerne og i sidste ende politikerne. Efter min mening kan en del af løsningen være at ansætte flere sagsbehandlere, for det er uholdbart lige nu, hvor mange sidder med en alt for stor bunke sager. Vi lever i en sparetid, det er der ingen tvivl om, men så må man gå ud at sige, at så er der ydelser, man ikke har råd til, og så må politikerne i gang med at finde ud af, om det er rimeligt.”

Kan få fatale konsekvenser

Det kommer slet ikke bag på Janus Tarp, at de mange problemer i høj grad påvirker de mennesker, der mærker systemet på egen krop. Det viser UlykkesPatientForeningens egen undersøgelse, og han har set billedet flere gange før i lignende undersøgelser.

”Der er naturligvis en masse sager, hvor borgerne får en god behandling og tilfredsstillende hjælp. Men de negative oplevelser fylder alt for meget. Social- og ældreminister Astrid Krag har udtalt, at det ikke skal være en kamp at få hjælp, men det viser vores undersøgelse, at det er. Det kan få fatale konsekvenser for den enkelte, hvis man ikke får den rette hjælp og generelt får en dårlig behandling i en presset situation, der i sidste ende kører én helt i sænk. Jeg kan ikke påvise det, men jeg er ikke i tvivl om, at det koster liv det her,” siger UlykkesPatientForeningens formand.

I tidligere omtalte evaluering og udspil fra Social- og ældreministeriet er én af de opløftende punkter, ifølge Janus Tarp, at der lægges op til et samarbejde mellem kommunerne og handicap- og civilorganisationer samt andre eksperter i det faglige arbejde i forbindelse med sagsbehandling. Han uddyber:

”Vi kender vores medlemmer, og vi ved nøjagtig, hvad udfordringerne er, hvor skoen trykker, og hvilke muligheder der er. Det skal man anerkende, ikke bare hos sagsbehandleren, men også hos ledelsen. Samarbejdet burde gå i gang med det samme, så situationen bedres nu og her.”