Der skal være plads til individet i behandlingen

Set i retroperspektiv var det Linda Lykkes ønske og forventning, at så snart hun satte sine fødder i det danske sundhedsvæsen, ville hun blive taget seriøst som individ. I stedet landede hun i en presset verden, hvor forskellen på den enkelte sundhedsfagliges tilgang til hende som patient var enorm.

”Det er her, det kan blive vanskeligt at holde fast i sig selv, når du står midt i en krise og langt fra altid føler dig mødt. Det er meget vigtigt, at du tidligt siger fra, hvis der er noget, du ikke føler dig tryg i, også selvom det er sundhedsfaglige personer, du taler med. Du kan i virkeligheden lynhurtigt mærke, hvis noget føles forkert. Jeg indså ret tidligt, at det handler om at stå ved sig selv og sine tanker, for det er så nemt hurtigt at blive lullet ind i, at nu er jeg patienten, og så tager de vare på én. Men det er jo forkert, for det er dig selv, der skal tage vare på dig, også selvom du er ramt. For det er dig, der skal leve livet både nu og efterfølgende,” fortæller Linda Lykke, der er uddannet filosof.

Fået anden respekt for sig selv

Linda færdiggjorde sin uddannelse i anvendt filosofi et år efter den blodprop, der ramte hende i 2020. Hendes uddannelse har lagt sig som en form for forståelsesramme om hele den kaotiske situation, hun har været igennem, og som hun ikke er færdig med at bearbejde. Selvom det naturligvis er en voldsom oplevelse at blive ramt af en blodprop i hjernen, så har det også bragt noget lærerigt med sig, kan Linda identificere i dag.

”Det lyder nok lidt skørt, men det har også været en spændende oplevelse. Jeg har i hvert fald lært mig selv at kende på en ny måde. For det første har jeg fundet ud af, at jeg ikke er udødelig, og jeg har fået en anden respekt for mig selv. Jeg har også lært, at jeg kan komme omkring det her og komme videre,” siger 42-årige Linda og tilføjer:

”At holde stædigt fast i sig selv som person, selvom du bliver ramt, det har været afgørende for mig. I den sammenhæng var det meget vigtigt for mig, at jeg færdiggjorde mit studie, selvom det var hårdt, og selvom jeg blev frarådet at bruge tid med bøgerne. Samtidig var jeg bange for, at jeg skulle miste noget af mig selv, så det har været overraskende at opleve, at jeg faktisk har fået tilført et ekstra lag på grund af det her. Jeg er blevet mere følende og opmærksom på de små ting i hverdagen. Før havde jeg ofte skyklapper på og alt for travlt.”

Læge gjorde hende paf

Det hele startede på en vagt som barchef i det ålborgensiske natteliv. Ved siden af sit studie arbejdede Linda fuldtid i baren, og hun havde derfor rigeligt at se til, uden hun bemærkede, at det havde nogen indvirkning på hende.

”På den her vagt siger mine kollegaer, at jeg ser underlig ud, når jeg smiler: Mit ansigt og mund hænger i den ene side. Det reagerer jeg selvfølgelig på. Allerede der starter en kamp, fordi jeg har svært ved at komme igennem til vagtlægen. Han vil ikke se mig på grund af min unge alder. Lægen indvilliger dog i at se mig på webcam, fordi jeg presser på. Han siger undervejs, at det nok bare er noget kosmetisk, og om jeg ikke er lidt for hysterisk. Som individ synes jeg, det er hårdt at opleve, at man faktisk skal kæmpe for noget, man egentlig kan dø af,” forklarer Linda. Hun insisterer heldigvis på at blive tilset fysisk, og hun får endelig bekræftet af en anden læge, at hun har en blodprop i hjernen. I processen møder hun sundhedsfaglige, som i deres tilgang til patienter stikker i hver deres retninger.

”Det kom lidt bag på mig, men det er samtidig også interessant. På trombolyseafdelingen (opløsning af blodpropper, red.) var de fantastiske. Her sad jeg over for en læge, som sagde til mig: ’Jeg er her for at tjene dig’. Hold kæft, hvor var det smukt! Det var den hippokratiske ed (grundlaget for Lægeløftet, red.), der stod i fuldt flor. ’Fortæl mig din historie’, sagde hun så, og jeg følte mig både hørt og set. Jeg var næsten helt paf. Det var utroligt flot af hende, og selvom hun sikkert havde travlt, så var det slet ikke det indtryk, hun efterlod mig med,” fortæller Linda, der samtidig fik meldingen, at hendes blodprop sandsynligvis var stressrelateret. I den modsatte ende af spektret var hendes oplevelse i et forløb med en ergoterapeut, som skulle stå for den ikkemedicinske behandling. Linda skulle have strøm til ansigtet for at reaktivere nerverne.

”Jeg blev tilbudt at blive tilknyttet nogle støttegrupper, men sagde nej tak. Det var ikke relevant for mig. Jeg havde bare ikke behov for at sidde i en rundkreds og tale med andre, som var endnu mere syge end mig. Ydermere ville jeg også tage en plads fra én, som havde meget mere brug for det. Det viste sig at være svært for ergoterapeuten, at jeg havde det sådan, for det var deres eneste tilbud. Derfra talte vi nærmest ikke sammen, når jeg kom til behandling. Jeg blev overladt fuldstændig til mig selv og mine tanker.”

Bøgerne hjalp i processen

Det havde betydet alverden for Linda, hvis der var blevet brugt bare et par minutter på at spørge ind.

”Jeg er ikke en støttegruppe-person eller en terapi-person, men jeg har den dybeste respekt for dem, der er. I stedet havde jeg mere brug for, at der blev lyttet, og at jeg blev mødt anderledes og mere åbent. Havde ergoterapeuten spurgt mig, hvordan jeg havde det eller hørt til, hvordan det var gået siden sidst, så var vi allerede et godt stykke. Mere skulle der faktisk ikke til,” fortæller Linda.

Fra starten af forløbet kunne hun til gengæld bruge elementer fra sit filosofistudie i bearbejdelsen af det hele.

”Vi har for eksempel beskæftiget os meget med Heidegger (den tyske filosof Martin Heidegger, red.): Med at være i sig selv og verden omkring sig. Det har jeg brugt i mit forløb. At have fokus på sig selv som individ, og det, man selv har brug for. Se sig selv som et middel til den her behandling,” siger Linda og tilføjer:

”Og så har jeg generelt beskæftiget mig meget med den freudianske tilgang i min studietid: Med de forsvarsmekanismer, vi har, og hvad man kan gøre for at opretholde sig selv og passe på sig selv. Det har betydet rigtig meget for mig. At jeg kunne finde styrke i bøgerne, det, tror jeg faktisk, har hjulpet mig til at kunne se tingene, som de er, og ikke lade mig definere af, hvad der er sket med mig.”

Blev udspurgt om steroider

Undervejs har Linda også oplevet sundhedsfagliges bestræbelser på at putte folk i kasser, og at det kan skygge for at opnå en forståelse for den enkelte patient.

”Mange dømmer på forhånd, og det gør vi jo alle i et eller andet omfang, men det burde de ikke gøre i deres profession. Har du ét job, så forventer de, at man er på én måde, men hvor kommer den forventning fra? Jeg er veltrænet, jeg er ikke ret høj, og så har jeg tatoveringer på den ene arm, så nogle ville måske kalde mig en type. Et af de første spørgsmål, jeg fik fra lægen, var, om jeg tog steroider,” lyder det fra Linda, der fortsætter:

”Det tænker jeg ikke, at man per automatik spørger alle patienter om. Det kunne jeg selvfølgelig svare nej til, og de ville trods alt heller ikke have en prøve, da jeg spurgte. Så var stilen lagt. Igen, se nu på individet, for selvom man træner meget, behøver man ikke tage stoffer, og selvom man arbejder på en bar, så betyder det heller ikke, at man drikker en helvedes masse alkohol eller tager stoffer.”

Det er også vigtigt for Linda at pointere, at det overordnet set ikke har været en dårlig oplevelse at blive sluset ind i sundhedsvæsnet som patient. Hun er efterhånden godt på vej til at forlige sig med sin situation, men hun har stadig en anke mod den måde, fokus på det enkelte individ ifølge hende negligeres.

”Især et sted som sundhedsvæsnet, der skal altså være plads til både forskelle og til det enkelte individ. Ikke på noget tidspunkt i mit forløb blev jeg spurgt direkte, hvad mine tanker var, hvad jeg syntes var vanskeligt i situationen, eller hvad jeg havde brug for undervejs. Det bør ikke være sådan, er min klare overbevisning, det kan gøres meget bedre. Man er nødt til at acceptere, at alle ikke skal passe i en kasse, og at vi er flerdimensionelle mennesker og ikke blot patienter eller ofre,” siger Linda Lykke.