Bodil dyrker de små fællesskaber

Mennesker er dybt interessante, svarer Bodil Bräuner, når man spørger, hvordan hun ad indimellem snørklede veje er kommet til et punkt, hvor hun er en del af mange små fællesskaber, som nærer hendes tilværelse. Hendes nysgerrighed på andre har været med til at forme hendes nye sociale liv og identitet.

- For nylig var jeg i Netto, og der skete der det, som indimellem rammer mig: At min nakke glider, det vil sige, at de beskadigede ledbånd i min nakke ikke kan holde til hovedets vægt, og så hæver det op og bliver meget smertefuldt (lidelsen hedder Atlantoaxial instabilitet, AAI, red.). Så må jeg lægge mig ned på gulvet, også selvom jeg er ude at handle. Tilfældigvis kom nogle nye naboer fra min gade forbi. De stoppede op, og så forklarede jeg dem situationen. De kendte mig jo ikke. Så fik vi lige en lille snak midt i den her lidt specielle situation. Og så åbnede de jo også op om, hvad der er i deres familie, og hvad de kæmper med, siger Bodil Bräuner og fortsætter:

- Der er ingen grund til at pakke det ind. Når jeg går med min nakkekrave på, så er det også klart, at andre kan se, at jeg har en skade. Jeg har bare oplevet så mange gange, at hvis den ene er helt ærlig i en samtale, så bliver den anden det også. Så ryger de der filtrer, og det åbner op for et helt andet spillerum. For mig har det skabt nogle gode relationer.

Mistede fællesskaber var en sorg

For 13 år siden sad Bodil på bagsædet i en personbil, da den blev påkørt bagfra. Det ændrede spillereglerne i hendes liv markant.

- Jeg sad med hovedet vendt mod venstre, fordi jeg havde fået øje på et julemarked ud af sideruden. Idet bilen ramte, fik jeg et skævt halsvrid. Det var egentlig en mindre ulykke, men med store konsekvenser for mig. Jeg har tidligere haft blodpropper i armene, så jeg havde været nedlagt før, men jeg kunne komme hurtigt tilbage igen: Tilbage på arbejdet, tilbage i kirken, tilbage til det sociale liv, jeg havde, men det her var anderledes, fortæller 60-årige Bodil, der er tidligere psykolog.

Som for de fleste andre, der har været udsat for en livsændrende ulykke, begyndte en opslidende proces, hvor det handlede om at blive vurderet i sundhedssystemet, på jobcentret og af forsikringsselskab. Sammen med alle følgevirkningerne gjorde det tilværelsen ganske udfordrende at navigere i. Det gjorde sig i høj grad også gældende i hendes sociale liv.

- Lige efter ulykken var det hele meget sort. Alle de fællesskaber, som jeg kendte, de blev pludselig meget sværere for mig at være en del af. Det var faktisk en form for sorg at opleve oven i alt det andet, lyder det fra Bodil, der døjer med kognitive forstyrrelser, smerter og udfordringer ved at sidde ned og stå op.

Opmuntringsgruppe er guld værd

Ét af de første fællesskaber, som smuldrede, var det, hun havde med sine tidligere kollegaer. Efter fem måneder som sygemeldt efter sin ulykke var hun blevet afskediget. Alligevel forsøgte hun at opretholde kontakten og en bid af det gode fællesskab, hun før havde haft.

- På et tidspunkt var jeg til julefrokost med mine tidligere kollegaer, og der kunne jeg mærke, at det var noget helt andet at komme udefra, som jeg jo gjorde nu, end at være en del af en arbejdsplads. Jeg var sat af. Det handlede først og fremmest om, at jeg ikke havde det samme at byde ind med længere, fordi jeg ikke var en del af hverdagen eller et kreativt arbejdsfællesskab, forklarer Bodil.

Tidligere var hun også meget aktiv i kirkefælleskab.

- Særligt i de første år efter ulykken var jeg meget hårdt ramt fysisk, og det satte selvfølgelig sit præg på alt. Var jeg til et socialt arrangement, så var det altid liggende og meget afmålt. Der var en masse, jeg de første år slet ikke kunne, og jeg havde oplevelsen af, at jeg gik glip af en masse. Jeg forsøgte også at komme tilbage til kirken, men jeg mærkede lynhurtigt, at det blev alt for anstrengende at være i. Jeg begyndte at tro, da jeg var 21, så det var et kæmpe savn for mig, at jeg ikke kunne deltage som før.

Hun kunne dog holde fast i en lille del af fællesskabet, som var udsprunget fra kirken.

- Vi er tre kvinder, som i årevis har mødtes fast hver anden måned. Vi kalder det for en opmuntringsgruppe. Det har været fantastisk, og det har givet mig så meget. Grundreglen er, at vi skiftes til at fortælle, i cirka en halv time, om hvordan vi har det, og hvad der er på spil for den enkelte. Derefter beder vi for hinanden. Det er et dybt, men lille fællesskab, som heldigvis ikke gik i stykker, da jeg kom til skade, for det har været guld værd.

Spejlede sig i andre

Spoler man tiden tilbage til 2013, sad Bodil for første gang blandt mennesker, der befandt sig i sammenlignelige situationer som hende selv. Det var i et pilotprojekt i det daværende PTU (Landsforeningen af Polio-, Trafik- og Ulykkesskadede), hvor en gruppe blev samlet i et intenst forløb med fokus på tværfaglig udredning og behandling af piskesmældsskadede.

- Det ændrede meget for mig. I projektet blev jeg ikke bare meget klogere på min situation, men også meget klogere på, hvad andre gjorde efter en ulykke. De fleste havde levet med deres skader længere end mig, så jeg kunne virkelig suge til mig, siger Bodil og tilføjer:

- Der var for eksempel en inspirerende kvinde, som tog sin campingvogn med rundt, så hun altid havde den tryghed med sig og kunne lægge sig i den og trække sig. Det der med at få nogle konkrete råd er rigtig godt, så får man nogle idéer og inspiration. Det gav i hvert fald mig mere mod og opmuntring til at prøve at komme ud i de sociale fællesskaber endnu mere.

Unikt nærmiljø

Igennem årene har fællesskaber og venskaber spiret i Bodils nærområde. Det nyder hun selv og alle andre godt af.

- Efter de første tre et halvt år efter ulykken, hvor jeg oplevede en bedring i min situation, var jeg ofte ude at gå. Jeg blev derfor mere synlig i nærmiljøet, og så møder man andre. Jeg er også overbevist om, at vores gade er speciel i den sammenhæng. Vi har det fantastisk godt sammen, og vi hjælper virkelig hinanden. Jeg har hjulpet mange børn med matematikopgaver og forståelse af matematik, mens jeg har ligget på min sofa. Og så er der andre naboer, som har spurgt, om der var noget, de kunne gøre for mig. Efterhånden er jeg også blevet hundelufter, og jeg kunne opremse så mange ting, vi gør for hinanden.

Der er slet ingen tvivl om, at Bodil får en masse tilbage ved at give til andre. Nøjagtig det er tilfældet, når hun er besøgsven for en række af områdets ældre, når helbredet tillader det.

- Jeg oplever faktisk, at de ældre har ret stor forståelse for funktionsnedsættelser, for det er noget, de kan relatere til. Og de synes, jeg forstår dem så godt, fordi deres børn måske har svært ved at forstå, at de ikke kan det samme længere. Det er en proces, jeg til gengæld kender til, beretter hun og supplerer:

- Jeg føler, at jeg kan give noget værdi, det er jeg heldigvis ikke afskåret fra. Så gør det mindre, at jeg ofte lægger mig på sofaen, når jeg er sammen med dem. De ældre ser frem til mit besøg, fortæller de, og det ser jeg som et privilegie. Derfor bliver jeg ved med det.

Accept giver godt afsæt

Gennem årene har Bodil også haft god gavn af forskellige online fællesskaber. Blandt andet ét, hun stadig holder fast i.

- Jeg går til sang og åndedrætstræning på Zoom gennem UlykkesPatientForeningen, og det betyder rigtig meget for mig. Igen er selve fællesskabet med andre mennesker, jeg kan spejle mig i, afgørende. Det er en rigtig god lille flok, vi har os. Selvom det er online, så kan vi sagtens få glæde af hinanden, fortæller Bodil.

Styrken til at opsøge og deltage i fællesskaber og relationer har hun opbygget i årene efter ulykken, og det blev nemmere, da hun begyndte at acceptere sin egen situation.

- Jeg tror faktisk, at ens lykke eller velvære er meget afhængig af accept af ens livsvilkår. I stedet for, at vi alle sammen konstant går og er utilfredse og tænker, at vores tilværelse skulle have været anderledes, siger Bodil Bräuner og afslutter:

- Der er så mange, der ønsker sig andre steder hen. At det var bedre, hvis de var taget til en anden fest, havde taget et andet valg, og at alt det her ikke havde ramt lige netop mig. På den måde devaluerer vi os selv, vores valg og omgivelser hele tiden. Jeg plejer at sige, at jeg må prøve at få det bedste ud af dagen. Det tænker jeg er medvirkende til, at jeg er gladere, men også til, at jeg kan knytte nogle dybere fællesskaber. Der er så mange fællesskaber i dag, som er overfladiske, og det finder man måske først ud af, når hele livet bliver sat på spidsen.