Ulykkesramte presset på økonomien op til jul
En ny medlemsundersøgelse viser, at mange ulykkesramte danskere er pressede på økonomien op til jul.
En medlemsundersøgelse i UlykkesPatientForeningen viser, at knapt halvdelen af de adspurgte medlemmer har svært ved at få økonomien til at hænge sammen op til julen i år i forhold til sidste år.
Blandt andet har hvert tredje medlem svært ved at få råd til julegaver til børn og børnebørn i år.
Det er særligt de stigende udgifter til mad, varme og el, der presser dem, da forsørgelsesgrundlaget ikke er fulgt med de mange prisstigninger.
Mange af UlykkesPatientForeningens medlemmer er også nødt til at takke nej til julens sociale arrangementer - blandt andet på grund af økonomi og fordi det er besværligt med offentlig transport.
Mange er presset på økonomien hele året
Undersøgelsen tegner et billede, som ikke kun er gældende i december. Mange af UlykkesPatientForeningens medlemmer er pressede økonomisk hele året og må spare på for eksempel behandling, receptpligtig medicin og andre basale ting til dem selv og deres børn.
Om undersøgelsen
I alt har 1.688 personer med et handicap deltaget i undersøgelsen.
• 43 % er bekymrede for deres økonomi i forhold til julen, og for knapt halvdelen er det sværere at få økonomien til at hænge sammen i 2023 ift. 2022.
• Hver tredje har svært ved at få råd til gaver til børn og børnebørn
• Mange har ikke råd til at rejse til deres familie for at holde jul (6,4%) eller til at invitere gæster hjem (15,6 %)
• Knapt halvdelen må sige nej til julens sociale arrangementer – blandt andet pga. økonomi og besvær med offentlig transport.
Tak til alle der deltog i undersøgelsen
Tusind tak til alle jer, der bidrog med svar. Det gør, at vi kan gå til politikerne med konkrete tal og viden og forsøge at skabe opmærksomhed og bedre forhold for folk med handicap.