Specialhospitalet søger personer med rygmarvsskade til nyt forskningsprojekt
Er du rygmarvsskadet, og vil du være med i et nyt forskningsprojekt om tværfaglig værdibaseret behandling? Så læs mere her.
Specialhospitalet for Polio- og Ulykkespatienter og Syddansk Universitet søger lige nu personer, der er rygmarvsskadet efter en trafikulykke, som har lyst til at deltage i et nyt forskningsprojekt om tværfaglig værdibaseret behandling.
Formålet med forskningsprojektet er at afprøve og evaluere et tværfagligt behandlingsprogram med fokus på håndtering af smerter og tilbagevenden til værdibaserede aktiviteter.
Du vil møde både psykologer og fysioterapeuter, som i tæt samarbejde med dig vil give dig den nyeste smerteviden, redskaber til håndtering af smerter og fysisk træning.
Hvem kan deltage?
Der søges 9 deltagere, som vil gennemføre et tværfagligt behandlingsforløb ved psykologer og fysioterapeuter.
Der er en række kriterier, du skal opfylde, som du kan høre mere om ved at kontakte os. Se nederst på siden.
Hvad får jeg ud af det?
Din deltagelse skal gerne give dig ny viden om dine smerter og redskaber til bedre at kunne håndtere dem, så de fylder mindre i hverdagen.
Du vil få indblik i, hvad der vigtigt for dig i dit liv, og du vil lære nye måder at engagere dig i de aktiviteter, som er værdifulde og meningsfulde for dig.
Hvad kræver det af dig?
Du skal kunne deltage i behandling af en times varighed en gang om ugen i ca. 10 uger.
Du vil blive bedt om at udfylde forskellige spørgeskemaer før og efter din behandling samt efter 3 måneder. Her skal du også deltage i et kort interview om dine oplevelser.
Forskningsprojektet kræver desuden, at du dagligt bruger 5-10 minutter på at besvare nogle enkelte spørgsmål om, hvordan du har haft det den dag.
Hvor foregår behandlingen?
Behandlingen foregår online via sikker videoforbindelse, så det er muligt at deltage uanset hvor i landet, du bor.
Hvem står bag projektet?
Projektet udføres af Syddansk Universitet i tæt samarbejde med Specialhospitalet for Polio- og Ulykkespatienter.
Professor Tonny Elmose Andersen, Institut for Psykologi, Syddansk Universitet, er projektansvarlig.
Projektet er støttet økonomisk af Rådet for Offerfonden.
Er du interesseret?
Hvis du er interesseret i at deltage, eller måske bare gerne vil høre mere, så kontakt meget gerne projektstyrer Anders Orup Aaby på mail aaaby@health.sdu.dk.