Personer med vedvarende piskesmæld søges til nyt forskningsprojekt
Specialhospitalet og Syddansk Universitet søger personer med vedvarende piskesmæld til nyt forskningsprojekt om tværfaglig værdibaseret behandling. Du kan her læse mere om projektet, og hvordan du kan deltage.
Hvad handler det om?
Formålet med forskningsprojektet er at afprøve og evaluere et tværfagligt behandlingsprogram med fokus på håndtering af smerter og tilbagevenden til værdibaserede aktiviteter hos personer med vedvarende piskesmæld.
Du vil møde både psykologer og fysioterapeuter, som i tæt samarbejde med dig vil give dig den nyeste smerteviden, redskaber til håndtering af smerter og fysisk træning.
Hvem kan deltage?
Projektet søger 12 deltagere, som vil gennemføre et tværfagligt behandlingsforløb ved psykologer og fysioterapeuter.
Der er en række kriterier, du skal opfylde, som du kan høre mere om ved at kontakte os (se nederst på siden).
Hvad får jeg ud af det?
Vi håber, at din deltagelse vil give dig ny viden om dine smerter og redskaber til bedre at kunne håndtere dem, så de fylder mindre i hverdagen.
Du vil få indblik i, hvad der vigtigt for dig i dit liv, og du vil lære nye måder, hvorpå du kan engagere dig i de aktiviteter, som er værdifulde og meningsfulde for dig.
Hvad kræver det af mig?
Du skal kunne deltage i én ugentlig behandling i ca. 10 uger. Du ville skulle udfylde en række spørgeskemaer før og efter din behandling samt efter 3 måneder. Her skal du også deltage i et kort interview om dine oplevelser.
Derudover er forskningsprojektet designet på en særlig måde, som gør, at du ville skulle besvare nogle daglige spørgsmål om, hvordan du har haft det den dag. Du skal derfor forvente at skulle bruge 5-10 minutter hver dag på at udfylde et spørgeskema.
Hvor foregår behandlingen?
Behandlingen finder sted på Specialhospitalet for Polio- og Ulykkespatienter, Fjeldhammervej 8, 2610 Rødovre.
Hvem står bag projektet?
Projektet udføres af Syddansk Universitet i tæt samarbejde med Specialhospitalet for Polio- og Ulykkespatienter. Professor Tonny Elmose Andersen, Institut for Psykologi, Syddansk Universitet, er projektansvarlig.
Projektet er støttet økonomisk af Rådet for Offerfonden.
Hvor kan jeg høre mere?
Hvis du er interesseret i at deltage, eller måske bare gerne vil høre mere, så kontakt meget gerne projektstyrer Anders Orup Aaby på mail aaaby@health.sdu.dk.