Mennesker kommer før regneark
Vi har brug for fokus på mennesker frem for økonomi i dansk socialpolitik. Det var budskabet i et debatindlæg i Avisen Danmark d. 7. april, som UlykkesPatientForeningen er medunderskriver på sammen med Danske Handicaporganisationer.
Indlægget er en reaktion på de anbefalinger, som netop er kommet ud fra regeringens såkaldte ’Tranæs-udvalg’, opkaldt efter økonomi-professor og formand for udvalget Torben Tranæs, der har set på kommunernes økonomi.
Udvalget har præsenteret 19 anbefalinger til, hvordan kommunerne skal administrere deres udgifter på det specialiserede socialområde, som dækker blandt andet forhold for folk med handicap, kvindekrisecentre og botilbud.
Øget fokus på økonomi er stærkt bekymrende
I disse anbefalinger lægger udvalget op til et øget fokus på økonomi, når kommunerne skal vælge, hvilken hjælp en borger skal have.
Det ser vi, sammen med 38 andre handicap-organisationer under Danske Handicaporganisationer, på med stærk bekymring.
At vælge den billigste ydelse, kan nogle gange gå hen og blive den dyreste løsning på sigt, både samfundsøkonomisk men også den ringeste hjælp til borgeren selv.
Der lægges desuden op til, at kommunerne ser på, om man har pårørende til at hjælpe, når der skal bevilges hjælp. Pårørende er i forvejen hårdt spændt for. Den store indsats, de yder for ægtefæller eller børn, skal ikke betyde en dårligere hjælp.
Lyspunkter i udvalgets anbefalinger
Men der er også lyspunkter i anbefalingerne, herunder et forenklet system for bevilling af BPA, medudgiftsdækning og hjælpemidler.
Derudover anbefaler udvalget at indsamle mere viden om, hvilken støtte der rent faktisk hjælper borgerne.
Appel til regeringen
I indlægget slutter vi sammen med de 38 andre organisationer af med en appel til regeringen.
” Vi håber, at regeringen vil trække socialpolitikken i en bedre retning. At regeringen vil stå bag strukturelle ændringer, der skaber bedre sammenhæng på tværs af sektorer med borgernes behov som udgangspunkt. At den prioriterer forebyggelse, rehabilitering, viden og kompenserende indsatser og hermed give flere mulighed for at kunne deltage i vores samfund. Man er som regering ikke forpligtet til at lytte til forslag fra et udvalg. Men man er forpligtet til at tage hånd om de mennesker, hvor livet taget en svær drejning. Det håber vi, at regeringen er enig med os i."