Ghita

Jeg hedder Ghita og jeg bor sammen med min mand lidt uden for Randers i en lille landsby. Vi er begge to omkring 60 år. Vi har to voksne børn og en dejlig flok børnebørn, så dem går der heldigvis meget tid med. Vi er begge to førtidspensionister. Jeg kom til skade i en trafikulykke i 1995 og fik et piskesmæld, og min mand kom til skade i 2011, også i en trafikulykke, han er multitraumepatient.

Vi er begge to aktive i vores lille lokalsamfund, vi deltager i frivilligt arbejde til glæde for byen og til glæde for os selv – for via frivilligt arbejde møder vi andre og laver netværk og stifter venskaber.

Vores liv hænger sammen, fordi vi får førtidspension og selv kan disponere over vores tid, yde når kræfterne er der og hænge i et sofahjørne, når kræfterne er sluppet op.

Jeg har været aktiv i mere end 20 år i UlykkesPatientForeningen, både på kredsniveau og som næstformand i foreningen. Jeg har deltaget i selvhjælpsgrupper og været bisidder, og jeg har mødt så mange dejlige mennesker, hvor vi har kunnet sparre med hinanden om alt.

I min fritid nyder jeg min have, jeg strikker, jeg bager, og på 28. år øver jeg mig stadig i at være en god vært for gæster og at holde ud til midnat nytårsaften. Jeg yder tit mere, end hvad godt er for mit helbred, men jeg prioriterer selv og har forliget mig med, at mit liv måske kortes et par år, fordi jeg yder over evne, når bare det er gode ting, jeg fylder i mit liv.

Da jeg blev pårørende i 2011, blev alt i mit liv vendt på hovedet. Det er, uden sammenligning, det sværeste der er sket for mig. Man skal selv være pårørende for at forstå det, og i det lys har jeg meldt mig som kontaktperson. Som pårørende har man brug for at tale med en, der kender det selv, for så får man energi og kræfter til at møde resten af verden, der slet ikke forstår.