Camilla

Jeg hedder Camilla og bor i Sønderjylland.

Jeg blev i 1988 kørt ned af en spritbilist, da jeg var ude at gå en tur med min hund. Jeg fik især skader på mine ben – både muskelskader og knoglebrud. I 2005 var jeg også ude for en mindre rideulykke.

Siden ulykken i 1988 har jeg levet et ”almindeligt” liv (dog altid med smerter) med færdiggørelse af studentereksamen, fuldtidsarbejde, familie, fritidsaktiviteter, foreningsarbejde osv.

Jeg har været “alenemor” for min datter siden hun var 1,5 år, i dag er hun voksen og flyttet hjemmefra.

Jeg har arbejdet som lægesekretær, pædagog og børnehaveklasselærer. Har været rejseleder og har arbejdet på en farm i Australien i mine “unge dage”.

Siden 2014 har jeg været “igennem systemet” med arbejdsprøvninger osv., blevet tilkendt fleksjob, har arbejdet 8 timer ugentligt et par år som fleksjobber, og til sidst igen i systemet og blevet tilkendt førtidspension fra 2021.

Jeg går med krykker, da jeg er dårligt gående. Har en hverdag med smerter, hurtig udtrætning, ofte hovedpine og mange fravalg af social karakter. Men jeg har et positivt sind, har som regel et ret godt humør samt en del selvironi.

Jeg bor sammen med min gravhund i et rækkehus med en lille have.

Jeg bruger også meget tid med min hest (islænder) og nyder at opholde mig i naturen.

Du kan fx snakke med mig om:

• At forholde sig til smerter
• Livet efter ulykken og se de positive sider
• At være ung (og blive ældre) med handicap
• Kampen med systemet

Hvis jeg skulle give et godt råd til andre, så er det: Giv ikke op og se positivt på den situation, du er i, selvom det er svært. Forandring er ikke altid dårlig.