Gå til hovedindhold

Modregnes udbetaling for tabt erhvervsevne i min førtidspension?

Publiceret

16. september 2024

Spørgsmål:

Jeg har været fleksjobber i en årrække med nogle timer om ugen efter en ulykke for over 10 år siden. Jeg har siden fået udbetalinger hver måned for mistet erhvervsevne igennem mit pensionsselskab.

Jeg er desværre i en situation, hvor jeg ikke kan passe mit fleksjob, og jeg overvejer derfor, om jeg skal søge en førtidspension i stedet. Men modregnes mine løbende udbetalinger af erstatning for tab af erhvervsevne i så fald i min førtidspension?

Svar:

Det gør mig ondt at høre, at du muligvis er nødsaget til at opgive dit fleksjob. Mht. spørgsmålet om evt. modregning af erstatning for tab af erhvervsevne, vil jeg sige ja, en sådan erstatning skal under visse omstændigheder modregnes i (en del af) tilkendt førtidspension.

Det gælder generelt at en erstatning for tab af erhvervsevne, der tilkendes som et kapitalbeløb (et engangsbeløb), betragtes som formuemidler, og derfor ikke kan modregnes i førtidspension.

Udbetales erstatningen derimod som løbende, månedlige ydelser, betragtes den som skattepligtig (personlig) indkomst, der har karakter af en forsørgerydelse, der skal modregnes i nogle sociale ydelser, blandt andet i førtidspension.

Det er dog ikke hele den løbende ydelse, der vil blive modregnet. Ydelsen modregnes som en indtægt, dvs. at man i 2024 som enlig kan have en indtægt på kr. 86.900 (bundfradrag) om året, før førtidspensionen bliver sat ned.

Pensionen bliver herefter sat 30 kr. ned, for hver 100 kr. din samlede indkomst er højere end 86.900 kr. om året. 

Du kan se et beregningseksempel på borger.dk, under ”Hvor høj indkomst må jeg have som enlig, før min førtidspension bliver sat ned?”

Venlig hilsen

Marianne Bak Svendsen

Jurist