Gå til hovedindhold

Modregnes jeg når jeg er i ressourceforløb?

En person prøver at regne noget ud

Publiceret

16. august 2022

Spørgsmål


Jeg står formentlig overfor at blive bevilliget et ressourceforløb og ser frem til den afklaring, det indebærer. Jeg håber sådan, at jeg kan få et fleksjob, da jeg savner at være på arbejdsmarkedet. Desværre bliver det hårdt økonomisk – ressourceforløbsydelsen er jo meget lav. Og al anden indtægt bliver vel modregnet – eller hvad?

Svar


Indledningsvist er det godt at høre, at du ser positivt frem til dit ressourceforløb. Som du skriver, er formålet hermed at udvikle din arbejdsevne – og ad den vej afklare, hvad der fremadrettet skal ske. Og så er et fleksjob forhåbentligt et realistisk mål for dig.

Hvad angår modregning i ressourceforløbsydelse, er det korrekt, at der sker modregning ift. indtægter. Ressourceforløbsydelse er dog uafhængig af formue og ægtefælles indkomst. Du kan læse mere om de konkrete modregningsregler på borger.dk.

Jeg vil opfordre dig til at kontakte din pensionskasse for at undersøge, om du kan have ret til at få udbetalt en engangsydelse. Forhåbentlig har du allerede været i dialog med dem ift. muligheden for præmiefritagelse. Men mange pensionskasser udbetaler også en sum/engangsudbetaling til medlemmer i forbindelse med tilkendelse af ressourceforløb. At udbetalingen sker som sum/engangsudbetaling sikrer netop, at der ikke sker modregning i selve ressourceforløbsydelse. Så kontakt din pensionskasse for yderligere rådgivning og vejledning.

Venlig hilsen

Bente Elton Rasmussen

Socialrådgiver