Gå til hovedindhold

Kan jeg have frivilligt arbejde som førtidspensionist?

To personer taler sammen

Publiceret

4. januar 2023

Spørgsmål

Jeg blev for otte år siden tilkendt førtidspension efter 35 år med fast tilknytning til arbejdsmarkedet – de sidste 15 år i fleksjob. Jeg er oprindeligt uddannet lærer og har altid arbejdet med børn.

Nu er jeg så blevet kontaktet af en gruppe pensionerede lærere fra min gamle arbejdsplads, der har startet en frivillig lektiecafé for flygtningebørn. Jeg vil utrolig gerne være med – til trods for, at jeg kun kan bidrage i meget beskedent omfang. Det ved både de og jeg godt. Men det ville give mig så meget.

Jeg har været på besøg nede i caféen to gange for at hilse på og høre mere om arbejdet. Efter en lille times tid har jeg haft behov for at gå hjem igen, så jeg tror ikke, at jeg ville kunne klare at være der mere end en time eller to om ugen. Men må jeg overhovedet engagere mig i frivilligt arbejde?

Svar

Frivillige er vigtige ressourcer nu om dage, og vi bliver opfordret til at engagere os i frivilligt arbejde. Og hvis du nu har fundet en niche, hvor du kan bidrage, er det da virkelig positivt.

Da du fik bevilliget din førtidspension, vurderede kommunen, at din arbejdsevne var væsentligt og varigt nedsat. Dette i et sådant omfang, at du ikke kunne være selvforsørgende – end ikke i et fleksjob længere. Det betyder dog ikke, at du slet ingenting kan eller må.

Hvis det viser sig, at der sker en så væsentlig bedring i din arbejdsevne, at du igen vil kunne være selvforsørgende i et fleksjob, vil din pension kunne gøres hvilende eller helt frakendes. Men det er ikke sådan jeg læser din situation. Jeg vurderer derfor ikke, at der er noget til hinder for, at du engagerer dig i lektiecaféen et par timer om ugen som frivillig.

Den indsats, du giver udtryk for at kunne yde, er klart nyttig ift. lektiecafeen, men næppe udtryk for en reel arbejdsevne, der vil kunne udnyttes på arbejdsmarkedet.

Venlig hilsen

Bente Elton Rasmussen

Socialrådgiver