Gå til hovedindhold

Er fyringen uberettiget?

Kvinde holder sin hånd på nakken

Publiceret

7. marts 2022

Spørgsmål:

Jeg har pådraget mig et piskesmæld efter en trafikulykke. I forbindelse med min sygemelding på mit arbejde er jeg desværre blevet fyret. Kan fyringen evt. være uberettiget? Kan jeg blive genansat, hvis det er?

Svar:

Ja, en afskedigelse i forbindelse med sygemelding som følge af piskesmæld kan efter omstændighederne godt være uberettiget. Lov om forbud mod Forskelsbehandling på Arbejdsmarkedet m.v. (Forskelsbehandlingsloven) indeholder i § 2 et forbud mod afskedigelse på grund af handicap, og et piskesmæld kan godt i praksis anerkendes som et handicap i Forskelsbehandlingslovens forstand.

Det er imidlertid ikke tilstrækkeligt, at den relevante lidelse kan kategoriseres som et handicap. Det gælder nemlig i henhold til Forskelsbehandlingslovens § 2a, at arbejdsgiveren skal træffe de foranstaltninger, der er hensigtsmæssige i betragtning af de konkrete behov for at give en person med handicap adgang til at udøve beskæftigelse, medmindre arbejdsgiveren derved pålægges en uforholdsmæssig stor byrde. Dette betyder, at det kan være berettiget at afskedige en handicappet medarbejder, såfremt arbejdsgiveren har truffet rimelige og hensigtmæssige foranstaltninger i forhold til medarbejderens konkrete kompensationsbehov, og der på trods af disse foranstaltninger ikke er rimelig udsigt til, at medarbejderen kan varetage stillingen som en ikke-handicappet.

En sådan afskedigelse kan således godt være uberettiget, men det afhænger helt af sagens konkrete omstændigheder, hvorledes udfaldet vil blive. En uberettiget afskedigelse kan udløse en godtgørelse, jfr. Forskelsbehandlingslovens § 7. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det i øvrigt modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket, jfr. Forskelsbehandlingslovens § 7a.

Jeg vil umiddelbart opfordre dig til at søge råd og vejledning hos Ligebehandlingsnævnet. Ligebehandlingsnævnet er et samlet klagenævn på diskriminationsområdet og behandler bl.a. klager om forskelsbehandling på grund af handicap.

Nævnet træffer afgørelse om, hvorvidt lovgivningen er overholdt og tilkender og udmåler godtgørelse til ofre for ulovlig forskelsbehandling. Nævnet kan dog ikke pålægge arbejdsgiveren at ansætte eller genansætte en person.

Det skal bemærkes, at Nævnet alene behandler sager om forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, hvis fagforeningen ikke vil føre sagen i det fagretlige system. Jeg kan derfor også opfordre dig til at tage kontakt til en evt. faglig organisation.

Venlig hilsen

Marianne Bak Svendsen

Jurist