Sådan arbejder en pårørendevejleder

Da Jette Holbek Holm blev ansat som pårørendekonsulent i Hillerød Kommune lå der et stort forarbejde, inden hun rigtigt kunne tage fat i at føre samtaler med og vejlede kommunens pårørende.

”Man kan ikke finde frem til hjælp, man ikke ved eksisterer, så jeg måtte i gang med at udbrede budskabet både internt og eksternt. I virkeligheden er det meget sigende for, at der ikke har været særligt stort fokus på pårørende,” siger Jette Holbek Holm og sætter en tyk streg under efterspørgslen:

”Jeg er over et år i kontakt med cirka 60-70 pårørende her fra kommunen. De fleste har jeg individuelle samtaler med, mens nogle også deltager i gruppeforløb, som jeg faciliterer. Men selvom det har været nødvendigt at markedsføre, så er det helt tydeligt, at der findes et stort behov. Jeg oplever gang på gang, at det måske er første gang, de rigtigt fortæller deres historie, når de fortæller den til mig.”

Ude på tynd is

Når en pårørende henvender sig til Jette Holbek Holm begynder en proces.

”Først spørger jeg selvfølgelig til, hvorfor de henvender sig. Jeg oplever, at mange ikke ved, hvad de skal gøre og gribe i. De ved, at de har brug for hjælp, men det er svært at sætte ord på, hvad det er. Andre er meget klare på, hvad de behøver. Den sidstnævnte gruppe er bevidst om, at de efterhånden er ude på tynd is, og det er måske gået ud over deres trivsel, psykiske velbefindende eller deres søvn,” forklarer pårørendekonsulenten i Hillerød Kommune.

Uanset udgangspunktet tilbyder Jette Holbek Holm at komme på hjemmebesøg.

”Det tager de fleste imod. På hjemmebesøgene lader jeg den pårørende fortælle deres historie. I hverdagen oplever de ofte, at der ikke bliver spurgt ind til dem. Når man møder en bekendt på gaden, så vil de typisk spørge, hvordan det går med den syge eller skadede. Så det er en rigtig vigtig del af mit arbejde at lytte,” siger pårørendekonsulenten og supplerer:

”Så spørger jeg også meget ind til, hvordan de har det for at finde ud af, om de overhovedet mærker sig selv, og det er der mange, der ikke gør, fordi de er så investeret i den anden. På den baggrund tænker jeg måske, at det ville være godt at mødes igen. De fleste forløb slutter efter to til fire samtaler.”

Nogle opfordrer hun også til at gå videre i en pårørendegruppe efter de personlige samtaler. Her samler Jette Holbek Holm pårørende i et forum, hvor man kan lufte erfaringer, udfordringer og andre emner i livet som pårørende.

”Der er tavshedspligt, og der er stor respekt for hinandens historier. Nogle gange oplever jeg, at jeg godt kan sige ting en tre-fire gange, og det er ikke fordi, de ikke lytter til det, men når der sidder nogle i samme situation og siger: Har du prøvet det og det? Så er det altså noget andet, fordi de kan spejle sig i hinanden. Der bliver også sat ord på nogle af de ’forbudte følelser’, man kan have som pårørende: At man er træt af det hele og ikke synes, at man magter situationen.”

Ensartet pårørenderolle

I Jette Holbek Holms arbejde med pårørende er det ikke den syge eller skadedes diagnose eller konkrete tilstand, som nødvendigvis er afgørende. For pårørenderollen er meget ens, oplever hun:

”Tankerne og følelserne som pårørende fæstner sig ikke til for eksempel en diagnose. Det er typisk ægtefæller, jeg har med at gøre fra 50 år og opefter. Men jeg har også haft samtaler med helt unge, og den eneste regel er, at man skal være fyldt 18 og være pårørende til en med kronisk eller langvarig sygdom indenfor det somatiske sygdomsfelt eller demens. Piskesmæld betragtes for eksempel også som en langvarig sygdom.”

Selvom Jette Holbek Holm har adskillige års erfaring som ergoterapeut, så har hun gjort sig nye erfaringer i det intense arbejde med kommunens pårørende over de seneste to år:

”De pårørende er vigtige, vigtige medspillere samt en værdifuld ressource. Noget, jeg er blevet opmærksom på, er, at vi som sundhedsfagligt personale er gode til at ville inddrage de pårørende, men vi skal være bedre til at finde ud af konkret, hvilke ressourcer den enkelte har. Nogle pårørende sidder med opgaver, som de ikke føler, at de har kompetencer til. Det kan i sidste ende give store problemer.”

Som pårørendekonsulent er Jette Holbek Holms funktion en del af det forebyggende arbejde, og hun er ikke funderet i lovgivningen. Er der nødvendigt at bygge bro til andre grene af kommunen eller til relevante foreninger, så gør hun det.

”Vi ved, at pårørende, der slider sig selv for hårdt på det praktiske, mentale og sociale plan har en forhøjet risiko for at blive syge selv. Det er dét, vi skal undgå. Jeg ved, hvor langt mine egne kompetencer rækker, og jeg er ikke eksempelvis psykolog eller psykiater. Men jeg kan afhjælpe nogle problematikker, vejlede, lytte og stille de rigtige spørgsmål. Det centrale er at finde ind til, hvad der har betydning for de pårørende i deres liv, hvad der giver dem energi. Kan vi putte huller ind i hverdagen, som kan blive et frikvarter for dem? Hvad har de brug for? Vi snakker også rigtig meget om det ansvar, de har påtaget sig. Er det på tide at få hjemmeplejen eller sygeplejen ind? Er det måske på tide at give lidt slip?” spørger pårørendekonsulent Jette Holbek Holm.