Det kan være svært at få hjælp

Når en nærtstående har været ude for en ulykke, står man som pårørende også ofte i en krisesituation på grund af de ændrede livsbetingelser. Dog kan pårørende ofte have svært ved at finde frem til den rette støtte og rådgivning, for tilbuddene er desværre ganske begrænsede.

”Som pårørende til en ulykkesramt skal man tit jonglere med mange kasketter. Ofte bliver man for en kortere eller længere periode den, der tager sig af de fleste daglige gøremål. Derudover har mange desuden en ægtefællerelation, måske en forældrerelation og typisk en funktion på arbejdsmarkedet. Ofte er der i nogen grad fra det private netværk, men især fra systemets side, en forventning om, at den pårørende er en ressource, der får enderne til at hænge sammen både fysisk og psykisk,” siger psykolog Mette Nyrup fra UlykkesPatientForeningen.

Der er naturligvis forskellige muligheder for at få bevilliget praktisk hjælp, men det ændrer ikke på, at den nye livssituation i kombination med sagte og usagte forventninger kan lægge et tungt pres på de pårørende.

”For pårørende til ulykkesramte ændrer hverdagen sig ofte fundamentalt fra det ene minut til det andet. Det kommer ikke gradvist, som det kan være tilfældet ved andre sygdomme eller funktionsnedsættelser. Det er der også en klar en stressfaktor i,” siger Mette Nyrup.

Hun pointerer, at mange pårørende først opdager, at der er noget galt, når de fysiske symptomer dukker op:

”Disse symptomer er ofte relateret til alvorlig stress og viser sig ved, at man ikke kan sove, at man er i rigtig dårligt humør, at man ikke kan overskue ting, eller at man enten taber sig eller tager på i vægt. Mange trækker sig også fra sociale relationer, og nogle oplever måske også at blive udelukket, og at netværket svinder ind. Det kan resultere i en særdeles svær og kompleks situation. Det ville naturligvis være at foretrække, at man aldrig nåede derud, men fik forebygget de problematiske situationer.”

Netværksgrupper en god investering

Det er muligt at få bevilliget psykologhjælp som pårørende efter en ulykke, men der følger nogle rigide regler med.

”Man kan som pårørende til en ulykkesramt få 12 gange psykologsamtaler med tilskud fra det offentlige, såfremt ens praktiserende læge skønner, at man befinder sig i en psykisk krise. Det er selvfølgelig rigtig godt, men det kan være en udfordring, at henvisningen skal udskrives senest et år, efter ulykken er indtruffet. Samtalerne skal man naturligvis benytte sig af, hvis man er klar til det, men det oplever vi desværre, at der er mange, som ikke er på det her tidspunkt. Det er endnu ikke så anerkendt, hvor stor en byrde det er at være pårørende – både praktisk, psykisk og socialt. Der kan også let gå mere end et år, før omfanget af permanente forandringer er afklaret, og man dermed ved, hvad man skal forholde sig til. Der er derfor et udtalt behov for mere fleksible tilbud,” lyder det fra Mette Nyrup, som fortsætter:

”Er man pårørende, så er det en virkelig god idé at søge andre, som står i samme situation. Det kan give mennesker at spejle sig i og nogle rigtig gode værktøjer til at leve i en forandret hverdag, som jo ofte er presset. I UlykkesPatientForeningen har vi netværksgrupper til pårørende, så man skal endelig ikke tøve med at kontakte os, hvis man vil være med i en gruppe. Det kan være en virkelig god investering.”

Som ulykkesskadet kan det være afgørende, at man selv har blik for, hvordan ens nærmeste pårørende har det, så det ikke ender med, at den pårørende bliver syg, eller at relationer skades i processen.

”Mange pårørende vil ikke tage fokus fra den skadede, så man går måske ubevidst og skjuler sine følelser for omverdenen. De pårørende bliver ikke sluset ind i systemet, som den ulykkesskadede gør, med mindre de gør noget aktivt for det, og det kan også være en stor overvindelse for en pårørende at søge om hjælp. Men der er ikke noget forkert i, at man som pårørende har det dårligt, og man må ikke tænke det som en skam. I længden vil det gavne alle parter, hvis man husker, at det kan være en hård belastning at være pårørende,” fastslår psykolog Mette Nyrup.