Netværksgruppe gav mig en større forståelse for mine reaktioner

”Det er først nu, hvor vores gamle liv så småt er ved at vende tilbage, at jeg har plads til at mærke, hvordan jeg egentlig selv har det. Og der kunne jeg mærke, at jeg havde brug for at tale med nogen, der har forståelse for det, jeg har gennemgået,” siger Anne Lene.

Hun meldte sig derfor til en af UlykkesPatientForeningens netværksgrupper for at møde andre pårørende til ulykkesramte, og det har hun ikke fortrudt.

”Det var rart at møde nogle, der stod med de samme følelser og bekymringer. Jeg ville ønske, der var nogle, som havde holdt mig i hånden tidligere i forløbet, men jeg var ikke selv klar til at opsøge det før,” siger Anne Lene.

Deltag i en netværksgruppe i og mød andre pårørende

En ny hverdag med bekymringer

Det er lige over et år siden, Anne Lenes mand blev kørt ned af en bil i slutningen af 2021, da han var på vej til arbejde på sin cykel. Han blev bragt til Rigshospitalets traumeafdeling, og Anne Lene blev hentet på sit arbejde af politiet og kørt ind til sin mand uden at vide hvor galt tilredt, han var. Oplevelsen, frygten og usikkerheden ligger stadig lige under huden på Anne Lene.

”Jeg kan mærke, at det stadig er småbitte ting, der skal til for, at hele min verden vælter, og jeg bliver ked af det,” fortæller Anne Lene.

Fra den ene dag til den anden, så livet helt anderledes ud, og hverdagen blev fyldt med bekymringer og masser af nye og ukendte opgaver.

”De første fire uger lå han på intensiv, de første tre en halv uge i respirator, og der fyldte bekymringerne rigtig meget,” siger Anne Lene.

På det tidspunkt havde hun ikke øje for sig selv og sine egne behov og reaktioner, der handlede det udelukkende om praktik og om, hvordan hendes mand klarede sig igennem.

Stort ansvar at få min mand hjem

Efter hospitalet ventede et længere genoptræningsophold, inden Anne Lenes mand blev udskrevet og kom hjem til fortsat genoptræning. Anne Lene var heldig at have en god arbejdsgiver, der havde forståelse for hendes situation, men på hospitalet følte hun sig meget overset.

”Der var intet øje på mig i sundhedsvæsnet. Jeg blev sygemeldt fra mit arbejde for at få det til at hænge sammen, og jeg havde heldigvis familie, veninder og nogle søde kollegaer, der hjalp mig med praktiske opgaver, og som jeg også kunne tale med. Men jeg følte, der blev lagt meget ansvar på mig,” fortæller Anne Lene, der var ved at blive væltet af alle de praktiske opgaver.

”Jeg følte, der blev lagt et kæmpe ansvar på min mand og mig, da han kom hjem. Han var ikke færdigbehandlet, så der kom en hjemmesygeplejerske hver dag, og vi skulle holde styr på alle hans behandlingsforløb hos en række forskellige læger. Oveni det var der alle de praktiske opgaver og hele omvæltningen i vores parforhold. Der kunne jeg godt have brugt én, der kunne holde mig lidt i hånden, og som anerkendte den rolle, jeg løftede,” siger Anne Lene.

Plads til at mærke mig selv

I dag er Anne Lene et sted, hvor hun er begyndt at tro på, at hun og hendes mand får et liv, der ligner det, de havde før ulykken.

”Selvom usikkerheden ligger lige under overfladen, og der stadig er lang vej, har jeg fået mere ro på, efterhånden som min mand kommer sig. Det har givet plads til at mærke efter, hvordan jeg har det og bearbejde det, jeg har været igennem,” siger Anne Lene og fortsætter:

”Noget af, det var rigtig rart at få sat ord på i netværksgruppen, er, at det er ok at være ked af det, men det er også ok ikke at være det. Det her med at være tilgivende over for mig selv og få en forståelse for, at de reaktioner og følelser, jeg har og har haft, er helt almindelige. Det var netværksgruppen rigtig god til,” siger Anne Lene.

Læs også om foreningens online netværksgrupper for pårørende

Se alle foreningens støtte- og rådgivningstilbud til pårørende