Annette Heick: Det handler om at se fremad

Overlevelse. Det er det ord, der for Annette Heick bedst beskriver de fire år, der er gået, siden hendes mand, Jesper Vollmer, kom ud for en badeulykke på en familieferie i Thailand.

- Der har kun været en til at holde sammen på familien og økonomien, og det er mig, fortæller Annette Heick og konstaterer samtidig, at hun nok er blevet lidt hård i filten.

- Det kan godt være svært at få omsorg fra mig, og folk, der oplever sig selv som ofre, har jeg svært ved at forholde mig til, fordi det ligger så langt fra min og Jespers måde at håndtere det her på.

Hos familien Vollmer Heick har det handlet om at se fremad og se muligheder og så ellers finde kampgejsten frem og kæmpe for at komme tilbage til en hverdag, de kan se sig selv i. Og det er den hverdag, Annette nu efter fire år så småt kan se i horisonten.

Påtog mig en samarit-rolle

Annette har, lige siden familien vendte hjem til Danmark efter ulykken, prioriteret sit job, og det har til tider vakt undren i omgangskredsen. Mens Jesper efter hjemkomsten var indlagt på Center for Rygmarvsskader i Hornbæk og knoklede for at få sin førlighed igen, passede Annette sine forpligtigelser på Aarhus Teater.

- Mange af vores venner udtrykte stor undren over det valg, og syntes, det var at prioritere jobbet over familien. Men for os var mit job fundamentet under familien, og det gjorde alligevel ikke noget godt for Jesper, at jeg sad ved siden af hans seng dagen lang, og samtidig var børnene i gode hænder hos mine forældre. Derfor var det det helt rigtige valg for os. Men det har uden tvivl skabe en kile mellem os og nogle af vores venner, som ikke forstår det valg, siger Annette Heick.

Mens Annette altså passede sit job i Aarhus, og Jesper passede sin genoptræning, var der ikke megen tid til at mærke efter, hvordan Annette egentlig selv havde det.

- Selvom alt var kaos inden i mig, påtog jeg mig nok en samarit-rolle, hvor jeg forsøgte hele tiden at have kontrollen og planlægge og handle mig ud af situationen, fortæller Annette.

Både omverdenen og Annettes fokus var på Jesper og hans proces, og det var først efter et års tid, Annette mærkede efter, hvordan hun egentlig selv havde det.

- Der kunne jeg mærke, at jeg havde brug for at sige højt, hvordan jeg havde det. Det var der ingen, der havde spurgt til, og jeg havde heller ikke selv sat ord på det.

To nedbrudte mennesker

Jesper var på det tidspunkt kommet hjem fra hospitalet, og Annette beskriver det som en rigtig svær periode.

- Vi var ligesom to mennesker, der var landet fra hver vores planet. Jesper var kommet hjem, hvor alt var, som det plejede, og alligevel var intet, som det plejede. I virkeligheden var vi på det tidspunkt to nedbrudte mennesker, der skulle forsøge at finde os selv og hinanden igen, fortæller Annette.

Der lå derfor et stort arbejde foran dem, og Annette følte ikke helt, at Jesper var klar over, hvor stort et ansvar, hun stod med.

- Jeg spurgte ham en aften, hvad han syntes, han bidrog med i familien, og han svarede, at han bidrog med godt humør og god stemning. Der blev jeg nødt til at sige til ham, at hvis det var det, han kunne bidrage med, så skulle vi ikke være sammen, siger Annette og fortsætter:

- Det kan lyde enormt hårdt, men jeg havde virkelig brug for at sige højt, hvordan jeg havde det.

Selvom Annette var hårdt spændt for, har hun ikke på noget tidspunkt været bange for selv at brænde sammen.

- Jeg var uden tvivl helt sindssygt presset, og jeg har også haft søvnløse nætter, men jeg har ikke på noget tidspunkt tænkt, at jeg ville brænde sammen. Jeg tror, jeg er god til at holde hovedet koldt, og så er jeg nok også temmelig risikovillig, hvilket har hjulpet mig igennem, siger hun.

Forbudte følelser

For Annette har det, at Jesper har fået et handicap, aldrig været et problem. Det, der har været svært, er at håndtere nogle af de følelser, der er opstået.

- Jeg er vandt til at tale meget lige ud af posen, men gennem det her forløb har jeg oplevet at stå med nogle følelser, der føltes forbudte, og som det derfor var meget svært at sige højt. Det var sådan nogle tanker som bare at flygte fra det hele, og samtidig bebrejdede jeg Jesper ting, han åbenlyst ikke kunne gøre for og havde også en vrede på ham, som ikke gav nogen mening.

Annette Heick valgte derfor at opsøge en psykolog for at få sat ord på de forbudte følelser, og det hjalp hende.

- Vi valgte også at gå i parterapi, fordi vi virkelig gerne ville vores ægteskab, og det var meget uvant for os, at der var nogle ting, vi ikke kunne sige til hinanden. Vi havde brug for hjælp til at sætte ord på, hvordan vi havde det og til at oversætte, hvad der lå bag vores følelser. Terapeuten hjalp os til at huske ind imellem at vende spejlet og se på vores egne fejl og det ansvar, vi hver især selv har. Hvis ikke vi var gået i parterapi, havde vi ikke været sammen i dag, det er helt sikkert, fastslår Annette.

Gider ikke tale mere om Jesper

Der har lige fra starten været stort fokus på Jespers situation og på hans fremskridt, og Annette lægger ikke skjul på, at hun som pårørende har følt sig overset.

- Jeg har ofte haft lyst til selv at fortælle, hvordan jeg havde det, når folk spurgte til, hvordan det gik med Jesper. Men jeg har aldrig gjort det. Det er sikkert min gode opdragelse, der har holdt mig tilbage. Men jeg har haft det sådan, at det hang mig ud ad halsen at fortælle om, hvordan Jesper havde det, fordi jeg havde gjort det så mange gange. Jeg ved, at folk jo spørger i den sødeste og bedste mening, men jeg har ofte haft lyst til at spørge ’hvad med mig’?, fortæller Annette.

I omgangskredsen har Annette nogle gange følt en vis polarisering, hvor nogle tog Jespers parti og andre Annettes.

- Vores venner har uden tvivl haft mange holdninger til, hvordan vi skulle håndtere denne her situation, og en del har ikke syntes, vi håndterede det rigtigt – hvorfor græd vi for eksempel ikke mere? Det er ikke noget, der er kommet et ondt sted fra, man må bare konstatere, at alle mennesker håndterer sådanne situationer forskelligt. Der skal jeg også minde mig selv om, at mit mønster ikke er det rigtige for alle, siger Annette.

Den forskellige tilgang til at håndtere en krise, som den familien Vollmer Heick har været igennem, har dog betydet, at nogle relationer er blevet mindre tætte, mens andre til gengæld er blevet tættere. Annette har også haft nogle gode veninder, som hun har kunnet læsse af ved undervejs.

- Jeg har især en veninde, som jeg har brugt rigtig meget. Hun har i samme periode haft en syg mand, og selvom hendes situation var en anden, har vi alligevel kunnet spejle os i hinanden, og vi har kunnet genkende hinandens følelser. Det har hjulpet mig meget.

Ulykker gør ikke stærkere

- Jeg hader ordsproget ’det, der ikke dræber dig, gør dig stærkere’. Det er noget værre crap. Jeg synes tværtimod, at når man har været ude for sådan noget her, så bliver man meget mere sårbar, fordi afgrunden og katastrofetankerne rykkere tættere på.

Annette Heick er dog meget bevidst om ikke at lade sårbarheden og katastrofetankerne styre hendes hverdag eller måde at agere på.

- Jeg er ikke blevet en mere pylret mor, synes jeg. Det kan jo ikke hjælpe noget, men jeg kan mærke, at tankerne om alt det, der kan ske, er tættere på end før, siger hun.

I stedet for at lade sig begrænse prøver familien at holde fast i at gøre nogle af de ting, som de tidligere har gjort sammen og været glade for.

- Vi kan ikke længere spille tennis sammen, men vi har fundet ud af, at vi for eksempel godt kan tage på skiferie, fortæller Annette.

For to år siden bestilte hun lidt impulsivt en skiferie til familien, og det var lige ved at ende i en katastrofe.

- Jesper kunne ikke styre skiene, vores ældste søn ville bare gerne ræse ned ad bakkerne, og ingen kunne køre med ham, og vores mindste søn var frustreret, fordi han ikke kunne huske at stå på ski. Så der var virkelig dårlig stemning. Som et forsøg på at afværge en fiasko, tog jeg ned og hyrede tre instruktører, og håbede inderligt, at de kunne vende nederlaget til en sejr, siger Annette, der efterfølgende satte sig ind i deres bil og tudbrølede.

- Jeg var bange for, at jeg havde været alt for hurtig med denne her skitur i min iver efter, at vi skulle gøre de ting, vi plejede, og potentielt udsatte jeg jo Jesper for et kæmpe nederlag.

Til sin store glæde kunne Annette et par timer senere se sin mand ranke ryggen, fordi skiinstruktøren havde hjulpet ham til at få styr på skiene, og børnenes glade ansigter lyste op på pisterne.

- Jeg er så taknemmelig for de skilærere, og vi har været afsted igen i år. Det er ret fedt at opdage, at vi stadig kan sådan nogle ting som familie.

En ny hverdag

- Der er ingen tvivl om, at vi har truffet nogle benhårde beslutninger undervejs for at sikre os på den lange bane og redde vores økonomi. Det har været hårdt, men rigtigt for os, og jeg synes, vi har været seje, siger Annette.

Hun kan så småt se enden på det byggerod, de har ligget i siden 2014, og som har været en ekstra belastning oven i alt det andet. Samtidig er Jesper et godt sted, hvor han stadig gør fremskridt i sin genoptræning, og arbejdsmæssigt er han også ved at lande godt, ligesom Annette har det virkelig godt med det, hun laver.

- Når vi er der, hvor vi begge er et godt sted arbejdsmæssigt, vi har fået ro på boligfronten, og Jesper er tæt på at kunne fungere fysisk som tidligere, tror jeg, vi kan gøre status og sige, at vi er landet et godt sted og kan starte en almindelig hverdag igen. Det glæder jeg mig til, siger Annette Heick.