Det er vigtigt at kunne tale om de svære ting

En vigtig forudsætning for at kunne håndtere disse ændringer er at kunne tale om det, der er svært, hvad enten det gælder tanker, følelser eller den praktiske tilrettelæggelse af hverdagen.

Mangelfuld eller uhensigtsmæssig kommunikation skyldes sjældent dårlige intentioner eller manglende vilje, men derimod at tilstedeværelsen af en anseelig mængde stresshormoner samt det følelsesmæssige kaos, der ofte ledsager krise og sorg, hæmmer vores evne til at give og modtage information.

En af de hyppigste årsager til, at kommunikationen bliver vanskelig, er en manglende viden om, at den sorgproces, som følger efter ulykken, forløber yderst individuelt. Ifølge ’to-spors-modellen’ forløber sorg i to spor. Det ene spor er tabssporet, hvor det i høj grad er alle de negative tanker og følelser, der fylder. Det andet spor er det genoprettende spor, som handler om at finde sig til rette i livet med de betingelser, man har nu. 

Sorgprocessen er forskellig

Da det er yderst individuelt, hvornår man påbegynder sorgarbejdet efter en ulykke, vil de nærtstående og den ulykkesramte sjældent befinde sig i samme spor på samme tid. Typisk indtræder der på et tidspunkt en situation, hvor den ulykkesramte er godt i gang med genoptræning, fatter optimisme og aktivt arbejder på at tilegne sig en ny hverdag.

På samme tid begynder det for alvor at gå op for familie og venner, at hverdagen aldrig bliver den samme, og at de begrænsninger – kognitive eller fysiske – som ulykken har medført, sætter en stopper for mere eller mindre bevidste forventninger og forestillinger om fremtiden, hvilket fremkalder sorg og fortvivlelse. Med to så forskellige perspektiver på situationen bliver kommunikation ofte meget svært.

Har du ret til at beklage dig?

Et andet forhold er, at jo mere vores krop bliver fyldt med stresshormoner, jo mere vil vi ubevidst være tilbøjelige til at se tingene fra vores eget synspunkt af den simple årsag, at ressourcemangel gør det vanskeligt at reflektere nuanceret over situationen og se den fra andre perspektiver.

Derudover er der især to udfordringer, som i højere grad er unikke for dem, der står en ulykkesramt nær. Mange, der er tæt på en ulykkesramt beretter nemlig om, at eftersom det ikke er dem, der har været direkte udsat for ulykken og lever med de fysiske følger, har de ingen ret til at beklage sig. Desuden opleves det som upassende at ville tage fokus fra den ramte.

Set fra et moralsk perspektiv er der selvfølgelig en pointe her, som i øvrigt ofte bakkes op af omgivelserne, der spørger til den ramte, men sjældent til venner og familie. Set fra et stressperspektiv har de nærtstående og den ulykkesramte det ofte lige svært, idet der opstår en udtalt ubalance mellem krav og ressourcer om end af forskellig årsag.

Accepter forskelligheden

Det vil ofte være en blanding af disse biologiske, psykologiske og sociale forhold, som gør det vanskeligt at kommunikere. En væsentlig forudsætning for at komme godt videre ligger i accept. Ikke forstået som en endegyldig accept af ulykken og dens følger, men en accept af, at jeres tanker, følelser, og oplevelse af ulykken og dens følger for en stund vil være forskellig, mens I til andre tider vil have mere fælles fodslag.

Når I kan acceptere dette, åbner det op for en lang mere konstruktiv dialog, som grundlæggende bør handle om forventningsafstemning. Det kan handle om alt fra hvad og hvor meget, den ulykkesramte skal have hjælp til, afklaring af din rolle i forhold til kontakt med eksempelvis forsikring og behandlere. Hertil kommer diskussion af løsning på hverdagens praktiske udfordringer samt snak om, hvordan aktiviteter kan tilrettelægges, så det fortsat bliver muligt at gøre nogle af de ting, som giver jer en fælles glæde i livet.