Gå til hovedindhold
Skolebørn: 6 til 12 år
Her kan du læse om skolebørn i alderen 6-12 år som pårørende. Få overblik over typiske reaktioner efter ulykken og få gode råd til, hvad du kan gøre for at hjælpe dit barn.
Typiske krise- og sorgreaktioner
Skolebørn begynder i stigende grad at kunne tænke abstrakt og dermed forstå de langsigtede konsekvenser af ulykke og sygdom. Dette giver ofte anledning til en utryghed og bekymring, som kan være svær at håndtere, og som viser sig ved, at barnet fx:
- Reagerer fysisk og får ondt i hovedet eller maven
- Har søvnproblemer og mareridt
- Har koncentrationsproblemer, som ofte viser sig ved, at barnet har svært ved at følge med i skolen
- Er præget af angst og bekymring
- Trækker sig fra sociale sammenhænge og undgår skole, fritidsaktiviteter og besøge kammerater
- Viser overdreven hensynsfuldhed og påtager sig et stort ansvar for den ramte og familiens velbefindende
Sådanne ændringer i barnets generelle trivsel og adfærd er et udtryk for, at dit barn har svært ved at bearbejde de tanker og følelser, der knytter sig til ulykken. Når dit barn atter føler sig tryg, vil det gradvist vende tilbage til sin sædvanlige væremåde.
Det er vigtigt for dit barns oplevelse af tryghed, at det bliver inddraget på en hensynsfuld og alderssvarende måde.
Selv om skolebørn har evnen til at forstå, at ulykker og sygdomme kan have langsigtede konsekvenser, kan de også hurtigt misforstå eller gøre sig unødige bekymringer. Derfor er det vigtigt, at du i korte sætninger giver konkret information med fokus på det, du ved, og i en passende detaljegrad.
Det kunne fx være: ”Far har skruer i benet, for at knoglen kan gro sammen igen, så han kan komme til at gå igen”.
Spørg ind til, hvad barnet har forstået, og vær opmærksom på at rette eventuelle misforståelser.
Det er ligeledes vigtigt, at du siger til dit barn, at ingen spørgsmål er forkerte eller dumme. Børns tanker og bekymringer kan gå i mange retninger, men handler ofte om, hvem der nu skal gøre de ting, som den ramte plejer. Her er det vigtigt, at du kommer med et konkret bud på, hvem det kan være fx bedstefar, onkel, nabo mv.
Det kan også være, at barnet spørger til skader eller behandling. Her kan du med fordel inddrage fx kontaktsygeplejerske, hvis du ikke selv kender svaret.
Som et led i udviklingen af empati vil skolebørn ofte være optaget af spørgsmål om retfærdighed og skyld. Her er det vigtigt, at du svarer dit barn så ærligt og optimistisk som muligt, fx: ”Det er ikke altid nogens skyld. Ham i den anden bil gjorde det ikke med vilje”.
Små børn kan kun kapere begrænsede mængder af information. Det er derfor vigtigt, at du lader barnet gå, når det igen søger andre aktiviteter.
Når den nærtstående er indlagt i forbindelse med ulykke eller alvorlig sygdom, er det en god ide, at dit barn kommer med på korte, hyppige besøg. Dette vedligeholder relationen og giver barnet mulighed for at se, hvad der sker, så det hele bliver lidt mindre mystisk.
Hvis det giver mening, kan det også være en fordel at lade barnet overvære træning eller behandling. Det giver noget konkret at tale ud fra.
Dit barn skal forberedes inden besøget, gerne med billeder af hvordan fx stuen eller den ramte ser ud. Det er vigtigt, at dit barn under besøget følges med en voksen, som det har tillid til, og som kan rumme barnets tanker, følelser og spørgsmål på en hensigtsmæssig måde.
Det kan være en god idé at have noget underholdning med, hvis barnet trænger til en pause under besøget.
Gode råd
-
Skolebørn har brug for rammer og struktur, da det giver en følelse af forudsigelighed og tryghed.
Selv om det kan være fristende at slække på opdragelsen og spise pizza i sofaen eller holde fri fra skole, er det vigtigt, at sådanne begivenheder forbliver undtagelsen.
Hermed giver du dit barn en oplevelse af, at du tager ansvar og bestemmer, hvilket får dit barn til at slappe af.
Hvis barnet skal passes af andre, er det ligeledes vigtigt, at det er så få nære voksne som muligt, der varetager denne opgave.
Giv gerne dit barn information om hvem der skal passe, hente mv., og hvor pasningen skal foregå.
-
Når du og dit barn tager på cafe, går til fodbold, ser en film eller er kreative sammen, skaber I et frirum fra ulykken, hvor I kan samle kræfter til at håndtere det, der er svært.
Det kan også være i disse situationer, at barnet finder ro og overskud til at stille spørgsmål.
Måske har dit barn også brug for, at du siger, at det er okay at gå i skole, på arbejde eller til svømning og føle, at verden er helt normal.
-
Skolebørns reaktioner på livets hændelser er i vid udstrækning en spejling af reaktionerne hos forældrene og/eller andre nære omsorgspersoner.
Det er derfor vigtigt, at du tør vise dit barn, at det er okay at være både glad og ked af det.
Du kan også forklare dit barn, at det er okay både at være glad, vred eller ked af det, og at følelserne sagtens kan skifte hurtigt.
-
Både skole og eventuelt SFO kender dit barn rigtig godt og kan spille en vigtig rolle i forhold til at hjælpe dig og dit barn igennem en svær tid.
De kan fx observere relevante ændringer i dit barns trivsel og kan hjælpe barnet med at forstå sine tanker og følelser.
Derudover kan de hjælpe dig og andre voksne omkring barnet med at håndtere situationen bedst muligt.
Det er derfor vigtigt, at du allerede umiddelbart efter ulykken informerer dit barns skole om situationen og løbende følger op.
Hvornår skal mit barn have hjælp?
Det er vigtigt at huske på, at de typiske sorg- og krisereaktioner er sunde og normale reaktioner på en voldsom hændelse som ulykke eller sygdom. For langt de fleste små børn vil reaktionerne aftage, efterhånden som omstændighederne omkring ulykken stabiliseres, og hverdagen vender tilbage.
Da børns reaktioner ofte er meget forskellige, er det svært at give et entydigt svar på, hvornår dit barn har brug for professionel hjælp til at bearbejde det skete.
Helt overordnet kan man imidlertid sige, at hvis de beskrevne krise- og sorgreaktioner varer ved i mere end en måned, eller hvis du i øvrigt bemærker vedvarende fysiske, psykiske eller sociale forandringer hos dit barn, bør du rådføre dig med en professionel.
Hvor kan jeg få hjælp?
- Spørg kontaktlæreren om råd og vejledning. Læreren bør vide, hvilke tilbud kommunen råder over.
- Du kan tale med din læge om en henvisning til en privatpraktiserende børnepsykolog.
- Du kan få gratis rådgivning om børns reaktioner efter ulykker hos UlykkesLinjen. Læs mere på www.ulykkeslinjen.dk
