Hvad kan jeg selv gøre som benamputeret?
Hold dig i fysisk god form
Efter en amputation er det vigtigt at holde sig i så god form som muligt. Det gælder både i forhold til kondition, styrketræning og balance. Der findes mange gode øvelser på nettet, som du kan lade dig inspirere af.
Vær opmærksom på dit mentale helbred
Hverdagen kan måske synes lidt mere uoverskuelig med din nye krop, men du bør være opmærksom på, at du ikke kommer til at isolere dig og trække dig fra dit sociale liv. Det kan lede ind i en dårlig spiral, hvor du kan blive ensom pga. amputationen.
Hvis du oplever, at du trækker dig fra sociale arrangementer og ikke kommer så meget ud, som du har lyst til, så kontakt egen læge eller måske en psykolog. Hvis du har kræfterne til det, kan du prøve at række ud til dit eget netværk og bede om hjælp.
Du er også velkommen til at ringe til UlykkesLinjen på telefon 3673 2000. Her sidder kompetente fagfolk klar til at hjælpe.
Tag kontakt til andre
Det er en god ide at prøve at få kontakt til andre amputerede, så du har én at tale med, og som måske kan give dig inspiration eller tips og tricks til dit nye liv som amputeret.
- Du kan kontakte UlykkesPatientForeningens kontaktpersonsordning for at komme i kontakt med andre.
- Du er også velkommen til at melde dig ind i vores facebookgruppe Gruppe for ulykkesramte | Facebook, hvor du kan komme i kontakt med andre ulykkesskadede.
Dette materiale er økonomisk støttet af Rådet for Offerfonden.