Vi undersøger: TRE - rysteterapi
Der findes mange tilbud inden for alternativ behandling, og det kan være svært at gennemskue, hvad der er op og ned på de mange behandlingsformer? Hvad kan du bruge dem til, og hvad er videnskabeligt bevist?
Hvad er TRE - rysteterapi?
Grundidéen med behandlingsmetoden TRE, som står for Tension and Trauma Release Exercises, er, at du ved hjælp af særligt tilrettelagte øvelser kan behandle stress- og traumetilstande i din krop. I TRE findes der syv faste og nøje definerede øvelser, som tager sit udspring i vores medfødte evne til at regulere kroppen. I selve øvelserne indgår der naturligt fremkomne rystebevægelser samt stillinger, som minder om yoga.
TRE stammer fra USA og kropsterapeuten David Berceli, der har udviklet metoden over de seneste årtier. Han har blandt andet opholdt sig i lande med krig og forskellige typer af katastrofer, og det er herigennem, at han har arbejdet med mennesker med traumer og udviklet sin metode. Han mener, at TRE øger kroppens modstandskraft og giver en dybdeafspænding, som er kroppens naturlige måde at sænke stressniveau og forløse traumer.
Hvad kan det bruges til?
Ifølge behandlerne kan du forløse uhensigtsmæssige og opsparede følelser, oplevelser, traumer og lidelser, du har i din krop. Det er tanken, at TRE er en selvhjælpsmetode, som man relativt hurtigt kan tillære sig.
Hvad siger videnskaben?
Der findes ingen håndfaste beviser på, at TRE virker. Dertil er de få studier, som er gennemført på området, enten for små eller for vage i konklusionerne. I Scleroseforeningen har man udført to små undersøgelser, hvor de i den ene kunne se, at deres medlemmer oplevede en bedring i deres træthedsniveau. Den anden undersøgelse, som byggede på resultaterne fra første undersøgelse, viste derimod ingen effekt.
Hvad koster det?
Priser for en times TRE-behandling finder man i lejet 750 til 1.000 kroner. Du kan ikke få tilskud til behandlingerne.
Alternativ behandling
Der findes mange sundhedstilbud uden for det etablerede sundhedsvæsen, som ...
Hvilke behandlingstilbud findes der?
Hvilke tilbud og muligheder, du tilbydes i sundhedssystemet, afhænger af hv ...
Vi undersøger: Tankefeltterapi
Der findes mange tilbud inden for alternativ behandling, og det kan være sv ...